(Arkiv) Hverken sårbare unge eller ældre indvandrere i kontanthjælpssystemet reagerer på økonomiske incitamenter, siger forskningsleder i Rockwool Fonden Jacob Nielsen Arendt.

(Arkiv) Hverken sårbare unge eller ældre indvandrere i kontanthjælpssystemet reagerer på økonomiske incitamenter, siger forskningsleder i Rockwool Fonden Jacob Nielsen Arendt.

'Djævlen ligger i, hvem der bliver tabere og vindere'

Forskningsleder i Rockwool Fonden Jacob Nielsen Arendt siger om Ydelseskommissionen, at den er 'kommet fornuftigt i mål.' Han er dog bekymret for de aktivitetsparate unge og ældre indvandrere.

Udgivet: 01/06/2021

Helle Schøler Kjær

Journalist

Del artiklen:

Djævlen ligger i detaljen.

I ydelseskommissionens forslag til et nyt kontanthjælpssystem er detaljen, hvilke ledige på kontanthjælpsydelser, der vinder og taber større beløb, lyder det fra forskningsleder i Rockwool Fonden, Jacob Nielsen Arendt. Han mener overordnet, at ydelseskommissionen har gjort et godt stykke arbejde.

"Udgangspunktet var en meget bunden opgave. Den skulle være udgiftsneutral, og der skulle være økonomiske incitamenter især for indvandrere. Så jeg synes, de er kommet meget fornuftigt i mål. De har lavet et overskueligt og ensartet system, hvor man kan gennemskue de økonomiske incitamenter. Det er klart, der er tabere og vindere, og der tror jeg djævlen ligger. Er det de rette grupper, der har fået hævet og sænket deres ydelser," spørger han.

Jacob Nielsen Arendt er især opmærksom på de unge, der har psykiatriske diagnoser eller af andre grunde ikke er uddannelses- eller jobparate. Også indvandrere, der i mange år har siddet fast i kontanthjælpssystemet, bekymrer ham.

De to grupper risikerer at gå betydeligt ned i indtægt, fordi de ikke har afsluttet folkeskolen og dermed ville få ret til den forhøjede sats, som ydelseskommissionen foreslår. Unge under 25 år kan ikke opnå den forhøjede sats. Se satserne og optjeningsmuligheder mellem satserne nederst i artiklen.

"Der er stadig en del, der ikke færdiggør en folkeskolen, og jeg ved ikke, om det er en god ide at fjerne aktivitetstillægget. Kommissionen siger, det er en barriere for at tage uddannelse, men da gruppen jo er vurderet til ikke at være uddannelsesparat, er det ikke oplagt, at et økonomisk incitament vil virke for dem," siger Jacob Nielsen Arendt.

Ydelseskommissionen vil også fjerne diagnosetillægget til unge med psykiatriske diagnoser. Begrundelsen er, at det kan stå i vejen for, at de unge kan få det bedre, når prisen er, at det koster i ydelsen. Men hvis de unge ikke kan gå i uddannelse eller arbejde, så er konsekvensen alene, at de går ned i ydelse.

Det samme gælder de ældre indvandrere.

"Det er begge to grupper, hvor vi ikke tidligere har set, at de reagerer særlig meget på økonomiske incitamenter, og vi har ikke mange erfaringer med, hvad det er, der skal til."

Ydelseskommissionen har foreslået, at der udvikles en særlig beskæftigelsesindsats for unge med sociale og psykiske udfordringer, der ikke kan leve op til kravene om uddannelse og arbejde. Jobcentrene skal også have mulighed for i en periode at give et tillæg på 2.000 kroner til denne gruppe. Det er fornuftigt, men usikkerheden for denne gruppe unge er stadig stor, siger Jacob Nielsen Arendt.

"Der er helt klar nogle risici forbundet med det her," siger Jacob Nielsen Arendt.

FAKTA: Derfor bliver ydelsen lavere

Ydelseskommissionen foreslår to kontanthjælpssatser for at forenkle systemet. En lav sats på 6.900 kroner og en forhøjet på 10.000 kroner. Dertil kommer et tillæg til den lave sats på 1.000 kroner og på den høje sats på 2.250 kroner. Satserne her er for enlige uden børn. Se mere i faktaark 2 og 6 på Beskæftigelsesministeriets hjemmeside.

For at komme på den forhøjede sats, skal man enten have gjort folkeskolen færdig eller have uddannet sig eller arbejdet i to et halvt år. Samtidig er der nogle optjeningskrav, der gør, at unge ikke kan få den forhøjede sats, før de er 25 år.

Indvandrere påvirkes også af optjeningskravet. Det gælder dog ikke de ældre indvandrere, der er omtalt her i artiklen. Læs mere om optjeningskravene og konsekvenserne for indvandrere i faktaark 7 på linket ovenfor.

Læs også:
Mange tusind indvandrere vil gå ned i ydelse med nyt forslag til kontanthjælpssystem

De aktivitetsparate unge, der ikke er uddannelses- eller jobparate, har hidtil fået et aktivitetstillæg, mens unge med bestemte psykiske diagnoser har fået et diagnosetilskud, der kunne bringe ydelsen op på 12.000 kroner om måneden. Kontanthjælp til unge kaldes uddannelseshjælp og er i 2021 på godt 7.500 kroner.

De ældre indvandrere uden arbejdserfaring og grunduddannelse har på kontanthjælp fået et beløb, der med 10.400 kroner ligger 400 kroner over det, ydelseskommissionen kommissionen foreslår som højeste sats.

Sidst opdateret: 04/08/2021 - 09:21

Emner: Uddannelseshjælp, Indvandrere, Unge

Ledige Stillinger

Relaterede artikler

Logo

NB-Beskæftigelse er Danmarks førende nichemedie om beskæftigelsespolitik.
Vi tror på, at substans har betydning i den politiske proces, og derfor fokuserer vi på indhold frem for spin.

Læs mere om NB-Beskæftigelse her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]