
(Arkiv) I Hjørring vil de hellere uddanne flere end spare mere, lyder det fra arbejdsmarkedschef Michael Duus Nielsen.
Hjørring sender flere på erhvervsuddannelse med højere dagpenge
'Vi forsøger at få det til at passe med manglen på arbejdskraft i vores egen kommune,' siger arbejdsmarkedschef Michael Duus Nielsen.
Udgivet: 08/12/2020
Med finansloven for 2021 er positivlisten udvidet for ledige, der kan begynde på en faglært uddannelse på 110 procent af dagpengene. Normalt får arbejdsløse kun 80 procent af dagpengene med på erhvervsskolerne, når de går i uddannelse efter positivlisten, samtidig med at kommunerne få refunderet udgiften til skoleopholdet.
I Hjørring går politikerne en anden vej.
"Vi går ikke efter lavere udgifter, men efter at få flere omskolet og opkvalificeret," forklarer arbejdsmarkedschef Michael Duus Nielsen.
Derfor sender jobcentret også ledige i uddannelser, der ikke er på positivlisterne, men som der er brug for i kommunen. Efter den almindelige lov om aktiv beskæftigelsesindsats betyder det, at den ledige skal have 100 procent af dagpengene under uddannelse, og samtidig skal kommunen selv betale for udgiften til skoleopholdet.
Et eksempel på det er fiskeskippere, der sælger deres båd og kvoter, og som mangler en sætteskippereksamen for at kunne sejle som styrmænd på for eksempel feederskibe og bunkerskibe. Hirtshals er en af de havnebyer, der ligger i Hjørring Kommune, og her er der efterspørgsel på styrmænd.
Uddannelsen kan tages på det maritime uddannelsescenter MARTEC i Frederikshavn.
"Den er ikke på nogen positivliste, men den bevilger vi gerne, idet der er stor efterspørgsel efter de kompetencer. Det er 'det store kørekort' inden for de erhverv, og det kan også være andre end fiskere, der har brug for det," lyder det fra Michael Duus Nielsen.
Positivlisterne dækker ikke kommunens mangel på arbejdskraft
"Vi har det problem med positivlisterne, at de enten er regionale eller landsdækkende. De dækker derfor ikke det behov, der er i vores egen kommune, og det vil vi gerne."
Hjørring Kommune ønsker en uddannelsesstrategi, der skal få så mange som muligt til at veksle ufaglærte job med faglærte.
"Vi vil gerne have den ændring, og vi har i mange år ligget blandt de fem kommuner, der bruger mest på uddannelse," fortæller arbejdsmarkedschefen.
Princippet om, at der skal være brug for arbejdskraften, gælder stadig, når jobcentret siger ja til en, der gerne vil i gang med en uddannelse, der ikke er på positivlisten.
"Vi har den opfattelse, at når folk kommer og vil i uddannelse, så har de tænkt over det, og så siger vi ja, hvis der er brug for arbejdskraften i kommunen," siger Michael Duus Nielsen.
93 i uddannelse på et halvt år
Siden 1. juli er 93 borgere startet på uddannelse i Hjørring Kommune. Otte har fået 110 procent af dagpengene, mens de øvrige har fået 80 eller 100 procent.
"Når det samlede antal ikke er højere end 93, skyldes det blandt andet, at vi i efteråret oplevede en stor efterspørgsel efter arbejdskraft, og at mange ledige valgte et andet job frem for uddannelse. En løn er jo trods alt stadig højere end selv en forhøjet dagpengesats," skriver Michael Duus Nielsen i en mail.
Jobcentret forventer et større spring i 1. kvartal 2021, særligt i forlængelse af optaget på uddannelserne i februar.
Sidst opdateret: 29/01/2022 - 04:34
Temaer: Finanslov
Emner: Uddannelse, Hjørring Kommune




































