John Klausen, professor i socialret ved Aalborg Universitet, vurderer beskæftigelsesministerens forslag til ændring af ressourceforløb for NB-Beskæftigelse. (Arkiv)

John Klausen, professor i socialret ved Aalborg Universitet, vurderer beskæftigelsesministerens forslag til ændring af ressourceforløb for NB-Beskæftigelse. (Arkiv)

Professor: Forslag til ændring af ressourceforløb vil gå ud over uddannelse og opkvalificering

Beskæftigelsesministeren vil spare penge på ressourceforløb og have mere virksomhedsrettet indsats. Det kan især ramme unge med komplekse problemer, der har brug for en langvarig indsats, vurderer professor i socialret, John Klausen.

Udgivet: 22/09/2020

Helle Schøler Kjær

Journalist

Del artiklen:

Med sit forslag om at afskaffe den statslige refusion til ressourceforløb lægger beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) op til besparelser på ressourceforløbene.

Det vil især gå ud over unge, der har brug for en længerevarende indsats, hvor uddannelse kan være en måde at undgå en tidlig førtidspensionering, vurderer professor i socialret John Klausen.

Besparelsen fremgår af finansieringsforslaget til ændringerne, som ministeren fremlagde for forligspartierne i begyndelsen af september, som NB-Beskæftigelse har læst.

Læs også:
Finansiering af ændringer i ressourceforløb hviler på usikker antagelse

"Det er et incitamentet til at lave billigere foranstaltninger som for eksempel virksomhedspraktik," siger John Klausen.

Mere virksomhedsaktivering er da også blandt ministerens forslag.

"Det kan selvfølgelig være meget godt og positivt i mange situationer, men i forhold til specielt yngre aldersgrupper med komplekse problemer, kan der være brug for uddannelse og opkvalificering i langvarige forløb. Den ændrede finansiering kan betyde, at dette vil blive endnu mere nedprioriteret."

Beskæftigelsesministeriet forventer, at der kan spares omkring 65 millioner om året ved at omlægge den statslige refusion til et samlet bloktilskud, hvor den enkelte kommune ikke kan være sikker på at få alle udgifter refunderet.

John Klausen nævner revalidering som et eksempel på, hvad der sker, når den statslige refusion forsvinder. Den er i de fleste kommuner faldet drastisk.

"Prioriteringen af den kortsigtede og virksomhedsrettede indsats kan medføre, at de borgere, der faktisk har brug for langvarige forløb med opkvalificering og uddannelse, i større omfang vil ende på førtidspension.”

Vigtig ret til ekstern helbredsvurdering af tilbud

John Klausen er mere positiv overfor forslaget om ,at borgere i ressourceforløb kan bede om at få inddraget en sundhedskoordinator fra regionens kliniske funktion for at få vurderet, om et konkret beskæftigelsestilbud "tager tilstrækkeligt hensyn til borgerens helbredsmæssige situation."

Der har tidligere været et forsøg på området, men kun meget få kommuner brugte det.

"Det er helt afgørende, at borgeren bliver vejledt om denne rettighed," siger John Klausen.

"I forsøgsperioden blev ordningen kun anvendt i begrænset omfang. Det havde formentlig sammenhæng med, at mange slet ikke kendte til denne mulighed og den retssikkerhedsgaranti, der var heri."

Beskæftigelsesministeren vil jo gerne have mindre ventetid, så borgerne kommer hurtigere igennem ressourceforløb. Vil det her ikke give mere ventetid, når man skal vente på en erklæring fra det regionale sygehusvæsen?

"Lige præcis det her skal jo kun ske i den situation, hvor borgeren er bekymret om det helbredsmæssige, og så iværksættes tilbuddet ikke før den lægelige vurdering ligger der. Det kan næsten ikke være anderledes, hvis det ikke er helbredsmæssigt forsvarligt. Kommunen må kunne lave en aftale med regionen om, at det kan forelægges inden for kort tid."

Kommuner skal oppe sig

Bortset fra finansieringen er socialretsprofessoren godt tilfreds med beskæftigelsesministerens forslag.

Peter Hummelgaard vil indføre en 'indsatsgaranti' på et halvt år til personer på ressourceforløb.

"Hvis virksomhedsrettet aktivering skal iværksættes inden for seks måneder, vil det nogle steder betyde, at kommunerne skal oppe sig noget," siger John Klausen.

En evaluering af førtidspensions -og fleksjob reformen viser, at kun seks ud af ti ledige i ressourceforløbene er i gang med en aktiv indsats efter et halvt år. Hver femte har ikke nogen dato for en indsats.

Læs også:
Ledige på ressourceforløb skal have 'indsatsgaranti' og ret til lægelig vurdering

Der kan dog være gode grunde til en forsinkelse af indsatsen, siger John Klausen.

"Vi ved ikke, hvor mange sager det drejer sig om. Nogle steder kan indsatsen jo være udskudt på grund af helbredsmæssige forhold, hvor der er brug for ro i seks måneder. Men der er ingen tvivl om, at der også nogle steder kan være god grund til at stille ekstra krav til kommunerne."

'Problemet er, at kvaliteten er forskellig'

Evalueringen af af førtidspensions -og fleksjobreformen viser også, at kun en ud af fem på ressourceforløb får en virksomhedsrettet indsats inden for det første år, selvom rehabiliteringsteamet har anbefalet det.

Derfor foreslår ministeren, at hver borger i ressourceforløb skal have en jobformidler, der kan sikre et rigtigt match mellem den ledige og en virksomhed. John Klausen siger:

"Det er svært at se, hvor meget nyt der er i det. I dag er der jo krav om, at den koordinerende sagsbehandler skal koordinere alle indsatser og sørge for fremdrift, også i den virksomhedsrettede del. Det sker nok ikke altid helt kvalificeret, men det står jo i loven, at der er der, ansvaret ligger."

Samlet set er der kun tale om små ændringer af ressourceforløbene, vurderer socialretsprofessor John Klausen.

"Problemet er, at kvaliteten er forskellig. Det er ikke alle kommuner, der er lige gode til at lave en indsats, der virker. Det varierer ganske voldsomt mellem kommuner, hvad der sker, efter at en person har været i ressourceydelse. Der er også store forskelle i, hvem der tilbydes ressourceforløb i den enkelte kommune."

Læs også:
Ikke nok at undtage seniorer for ressourceforløb

Sidst opdateret: 29/01/2022 - 04:31

Temaer: Beskæftigelsesindsats, Ressourceforløb

Emner: Ressourceforløb

Ledige Stillinger

Relaterede artikler

Logo

NB-Beskæftigelse er Danmarks førende nichemedie om beskæftigelsespolitik.
Vi tror på, at substans har betydning i den politiske proces, og derfor fokuserer vi på indhold frem for spin.

Læs mere om NB-Beskæftigelse her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]