
(Arkiv) Mens flere kommuner helt har lukket ned for virksomhedspraktik, fortsætter andre kommuner med at sende ledige i praktik på det private arbejdsmarked. - Foto: Søren Bidstrup/Ritzau Scanpix
Flere kommuner lukker virksomhedspraktik, mens andre lader praktikken fortsætte
Mens nogle kommuner lukker helt ned for virksomhedspraktik på grund af coronavirus, fortsætter praktikkerne i andre. Forskellige meldinger fra STAR kan være baggrunden.
Udgivet: 17/03/2020
Nogle kommuner har stopper alle virksomhedspraktikker, mens andre lader det være op til de ledige og arbejdspladsen, om praktikkerne skal fortsætte. Det kan skyldes, at meldingerne fra Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekrutteringen (STAR) i spørgsmålet om virksomhedspraktik har været forskellige.
I et notat fra 11. marts, som blev sendt til jobcentre og a-kasser torsdag 12. marts, skrev styrelsen blandt andet:"Allerede igangsatte aktive tilbud vil også skulle stoppes hurtigst muligt efter nærmere aftale med aktiveringssted (fx uddannelsesinstitution eller virksomhed)."
Det opfattede nogle af kommunerne som en direkte ordre til at stoppe også virksomhedspraktik, men dagen efter, fredag 13. marts, kom der nye retningslinjer:"Styrelsen vil gerne præcisere, at allerede igangsatte tilbud vil som udgangspunkt skulle stoppes, dog kan virksomhedsrettede forløb, fx på virksomheder, hvor produktionen/driften opretholdes, dog kunne videreføres og eventuelt forlænges efter gældende regler, hvis borger og virksomhed er enige herom."
Her sendes virksomhedspraktikanter hjem
Blandt de 12 kommuner, NB-Beskæftigelse har været i skriftlig kontakt med, har fem kommuner som udgangspunkt lukket virksomhedspraktik ned på det private arbejdsmarked.
Odense Kommunes beskæftigelsesforvaltning skriver:
"Borgerne stopper som udgangspunkt i virksomhedspraktikken, der kan dog være enkelte undtagelser, f.eks. hvis det kan sandsynliggøres, at der er en minimal risiko for smittespredning, hvis borgeren indgår som en del af det kritiske beredskab i sundheds- eller ældresektoren, eller hvis borgeren udfører arbejdsopgaverne hjemmefra."
Fra Holstebro skriver arbejdsmarkedschef Søren Landkildehus:
"Folk i praktik er sendt hjem. De skal være klar til at genoptage praktikken med kort varsel."
Jobcentret i Aalborg skriver, at praktikken som udgangspunkt stopper.
"Vi har stoppet flertallet af praktikker men fortsætter et mindre antal, hvor borger og praktiksted er indforstået hermed," skriver Jesper Dahlgaard, afdelingschef i familie. og beskæftigelsesforvaltningen.
Også i Esbjerg og i Aabenraa bliver virksomhedspraktikanter i udgangspunktet sendt hjem.
"De stopper som udgangspunkt i praktikken, medmindre borgeren selv insisterer på at fortsætte praktikken og virksomheden siger god for det. Med andre ord kan det aftales nærmere men ingen forpligtigelser," skriver arbejdsmarkedsdirektør i Aabenraa Søren Lorenzen.
Nogenlunde det samme svar fik vi fra jobcentret i Esbjerg.
Her fortsætter virksomhedspraktikken som udgangspunkt
Jobcentret i Hjørring har taget det udgangspunkt, at virksomhederne fortsætter, skriver arbejdsmarkedschef Michael Duus Nielsen.
"I Hjørring har vi valgt den model, at vi som Jobcentret ikke aktivt går ud og stopper virksomhedspraktikker, løntilskud mv. Hvis borgeren eller virksomheden selv ønsker at stoppe praktikken gør man naturligvis dette - uden konsekvens for borgerens ydelse. Det samler vi op på efterfølgende."
I Frederikshavn taler jobcentermedarbejderne med både borgere og arbejdsgivere.
"Virkeligheden viser dog, at størsteparten bliver stoppet," skriver jobcenterchef Mette Krog Dalsgaard.
Også i jobcentrene i Odsherred, Norddjurs, Lolland og Vejle kommuner er udgangspunktet at fortsætte virksomhedspraktikkerne, hvis borgen og virksomheden er enige om det.
___________________________________________________________________________________
Sådan har vi gjort:
NB-Beskæftigelse har sendt mail til 16 kommuner med spørgsmål om, hvordan de håndterer lukningen af jobcentrene og suspenderingen af beskæftigelsesindsatsen. 12 kommuner har svaret.
Vi valgte at sende spørgsmålene til landets seks største kommuner: København, Aarhus, Aalborg, Odense, Esbjerg og Vejle. Derudover kontaktede vi ti kommuner med forskellig størrelse og forskellig geografisk beliggenhed. Det er Norddjurs, Hjørring, Frederikshavn, Holstebro, Herning, Silkeborg, Aabenraa, Køge, Lolland og Odsherred.
Disse kommuner nåede ikke at vende tilbage på vores henvendelse før deadline: Aarhus, Herning, Silkeborg og Køge.
Sidst opdateret: 29/01/2022 - 04:26
Emner: Jobcenter, Virksomhedspraktik, Jobcenterlukning




































