
(Arkiv) Kommunerne vil ikke måles på proceskrav, men på resultater, lyder det fra Thomas Kastrup-Larsen, formand for KL's arbejdsmarkeds- og borgerserviceudvalg. - Foto: Maria Albrechtsen Mortensen/Ritzau Scanpix
KL sender brev til beskæftigelsesministeren om konsekvenser af nye fokusmål
I KL ryster man på hovedet over resultatet af de nye fokusmål for beskæftigelsesindsatsen. 'Det er meget vilkårligt og tilfældigt, hvordan de enkelte kommuner ender', siger Thomas Kastrup-Larsen, formand for arbejdsmarkeds- og borgerserviceudvalget.
Udgivet: 03/03/2020
"Der er mange kommuner, der har svært ved at se, at det her giver mening," siger Thomas Kastrup-Larsen, formand for KLs arbejdsmarkeds- og borgerserviceudvalg.
"Nyborg går fra nummer ét til at være en opmærksomhedskommune. Det må være underligt at være blevet hyldet for at være de bedste og så falde så langt ned."
Beskæftigelsesministeriets seneste benchmark over kommunerne kom i oktober 2019. Det viser, hvordan kommunerne placerer sig i forhold til antal borgere på offentlig forsørgelse inden for beskæftigelsesområdet. Kommuner, der har færrest på ydelser i forhold til det forventede, ligger i toppen, mens kommuner, der har flest på ydelserne, ligger i bunden.
I sidste uge af februar kom så oversigten over, hvordan kommunerne klarer sig i forhold til et resultatmål, som er tallene fra benchmarket, og to fokusmål, som er mindstekrav til beskæftigelsesindsatsen. Se fokusmålene i bunden af artiklen.
Fra den første måling til den anden skiftede en lang række kommuner plads på blot fire måneder. De fleste røg op eller ned ad rangstigen med mellem 20 og 40 pladser.
"Vi har jo tidligere haft en lang diskussion om, at førtidspension skulle med i benchmarket. Det er det ikke kommet," siger Thomas Kastrup-Larsen.
"Og nu kommer så fokusmålene, som får den konsekvens, at det er proceskrav, der bliver omdrejningspunktet. KL har ikke ønsket, at kommunerne skulle kunne komme under skærpet tilsyn for ikke at overholde procesmål om antal samtaler og aktivering. Vi vil gerne måles på resultaterne."
Regelforenklinger og nye proceskrav
I den nye Lov om aktiv beskæftigelsesindsats, der trådte i kraft 1. januar, er der gennemført en lang række regelforenklinger.
"Kommunerne skulle have mere frihed til at tilrettelægge indsatsen over for den enkelte. Nu skærper man proceskravene, så det bliver systemets krav, der skal opfyldes i stedet."
"For alle de kommuner i benchmarket og især i risikozone for at komme under skærpet tilsyn bliver det helt afgørende at leve op til de her ting. Det bliver svært, når det er så tilfældigt, hvor du lander henne. Det her er et skridt i den helt forkerte retning," siger Thomas Kastrup-Larsen.
De fire samtaler om året og ét aktiveringstilbud kan kommunerne vel godt selv styre?
"Ja, men hvor du ender henne, det er tilfældigt, når de i ministeriets benchmark har Nyborg som nummer et, og i det her bliver den en opmærksomhedskommune. Den ene dag er den en inspirationskommune, og den næste dag skal den være nervøs for at falde ned i kategorien, - det gør det meget svært."
"Statsministeren taler om en nærhedsreform med frihed, tillid og samarbejde. Det her er kontrol og sanktion. Jeg synes, det er rigtig, rigtig ærgerligt, at STAR vælger at angribe det her på den her måde. Derfor skriver vi også et brev til ministeren," slutter Thomas Kastrup-Larsen.
__________________________________________________________________________________
FAKTA om fokusmål:
- Den gennemsnitlige andel af personer med mindst 12 måneders anciennitet, der ikke har modtaget minimum ét aktivt tilbud eller minimum 6 ugers / 225 timers beskæftigelse de seneste 12 måneder, skal være mindre end 20 pct.
- Den gennemsnitlige andel af personer med mindst 12 måneders anciennitet, som har modtaget færre end fire samtaler de seneste 12 måneder, skal være mindre end 20 pct.
Kilde: Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering (STAR)
Sidst opdateret: 29/01/2022 - 04:26
Temaer: Regelforenkling, Benchmark
Emner: Styring





































