En tydelig ledelse og engagerede medarbejdere, der ved, hvad der forventes af dem, er nøglen til succes, lyder det fra teamleder Katrine Stenild.

En tydelig ledelse og engagerede medarbejdere, der ved, hvad der forventes af dem, er nøglen til succes, lyder det fra teamleder Katrine Stenild. - Foto: Anne-Mette Vinter

Gladsaxemodellen har tre gange bragt kommunen i toppen af benchmark

For tredje gang ligger Gladsaxe i toppen af Beskæftigelsesministeriets rangliste over kommunernes beskæftigelsesindsats. Det skyldes et årelangt arbejde med tre elementer i beskæftigelsesindsatsen, siger teamleder for udviklingskonsulenter i kommunen.

Udgivet: 04/11/2021

Helle Schøler Kjær

Journalist

Del artiklen:

Samtaler, virksomhedsrettet indsats og sanktioner.

Det er groft sagt indholdet i Gladsaxe-modellen, som jobcentret har arbejdet med i en årrække, og forklaringen på, at kommunen nu for tredje gang ligger i toppen af Beskæftigelsesministeriets rangordning af kommunernes beskæftigelsesindsats, lyder det fra teamleder Katrine Stenild.

"Vi holder mange samtaler, flere end vi skal ifølge loven. Vi har en virksomhedsrettet indsats, som vi mener er rigtig godt for alle. Og vi har en holdning om, at vi bruger sanktioner som et middel over for dem, der er i stand til at tage et arbejde," fortæller hun til NB-Beskæftigelse.

Det er medarbejdernes engagement og klarhed over opgaverne, der er grundlaget for successen, lyder det fra Katrine Stenild.

"Det er medarbejderne, der får det til at ske. De er vildt engagerede og brænder virkelig for det, vi laver. Det er dem, der er heltene og kan tage æren for, at vi ligger nummer ét. De arbejder ud fra modellen, og det kan være et holdningspørgsmål, så vi gør noget ud af at forklare modellen i samtaler med nye medarbejdere."

"Vi har også en meget tydelig ledelse, som i mange år har arbejdet med Gladsaxemodellen og med værdier og beskæftigelsesfaglighed, så den enkelte medarbejder ikke er i tvivl om, hvad man skal gøre," siger hun.

Se benchmarket fra oktober på Beskæftigelsesministeriets hjemmeside.

Beskæftigelse, beskæftigelse, beskæftigelse

Det helt centrale mål i Gladsaxemodellen er at få alle ledige til at tænke i beskæftigelse.

"Vi taler beskæftigelse med alle vores borgere, og ikke om de er klar til at komme ud på arbejdsmarkedet. I stedet siger vi; 'Du skal ud på arbejdsmarkedet, og vi skal sammen finde ud af, hvordan du kommer det.' Vi lytter også til borgerens ønsker, som vi måske ikke kan opfylde helt, men så kan vi finde noget, der ligner og kan være et skridt på vejen," fortæller Katrine Stenild.

Gladsaxe Kommune ansætter selv nogle af de ledige med løn i forskellige opgaver og bruger lønnede timer kombineret med praktik eller for eksempel psykologhjælp, hvis der er brug for det.

"Vi tror på, at det at være en del af arbejdsmarkedet højner livskvaliteten hos langt de fleste borgere. Mange bliver glade for at komme i arbejde, mens andre ikke kan, og de skal selvfølgelig noget andet. Der er mange, der bliver løftet som mennesker i det forløb, både de enkelte mennesker og de kolleger, der har med dem at gøre."

En venlig stemme

Katrine Stenild er teamleder for et hold udviklingskonsulenter i social- og beskæftigelsesafdelingen. De arbejder både med at udvikle konkrete beskæftigelsesindsatser i jobcentret og laver politisk betjening på rådhuset.

Det betyder, at der arbejdes med ny viden, som sættes i spil i den lokale model. For eksempel har jobcentret i Gladsaxe ændret den måde, ledige kan henvende sig på, - med inspiration fra Rødovre Kommune, som udviklingskonsulenterne besøgte.

"Rødovre arbejder med servicedesign, hvor de ser på samarbejdet fra borgerens perspektiv, og vi har blandt andet lavet den telefoniske indgang til jobcentret om. Vi har spurgt de ledige, som fortæller, at de foretrækker at blive mødt af en venlig og imødekommende stemme, når de ringer," fortæller Katrine Stenild.

Det lyder jo helt enkelt, men nogen skal have tanken, så et opkald ikke længere skal igennem en lang række omstillinger, og det er der blevet lavet om på i Gladsaxe.

"Før skulle man trykke på en frygtelig masse tal på telefon, men vi fik kigget på det tekniske, og også på, hvilke medarbejdere der skal svare telefonerne. Det er jo en profession i sig selv at være venlig og imødekommende," siger Katrine Stenild.

"Det er mere overskueligt nu, og borgerne ser jo ikke sig selv som en målgruppe 6.2 eller 6.11."

Udviklingen af beskæftigelsesindsatsen sker i en vekselvirkning mellem ledelsen, udviklingskonsulenterne og medarbejderne. Lige nu er kommunen ved at bygge et nyt sundheds- og beskæftigelseshus, og her er medarbejderne også med til at komme med ideer til blandt andet indretningen af receptionen.

"Der skal komme borgere, der skal til genoptræning eller tale med jobcentret eller skrive CV, og teamledere og medarbejdere er med til at komme med ideer, for de ved jo noget om det," siger Katrine Stenild.

Fakta om Beskæftigelsesministeriets benchmark

Beskæftigelsesministeriets rangordning af kommunernes beskæftigelsesindsats udkom en af de sidste dage i oktober. Det er en opgørelse af, hvor mange der er på kontanthjælpsydelser, dagpenge og sygedagpenge i forhold til 'det forventede,' som beregnes på baggrund af kommunernes rammevilkår.

Beskæftigelsesministeriet skriver om benchmarket:

"Antallet af offentligt forsørgede er en retvisende indikator for den samlede effekt af kommunernes beskæftigelsesrettede indsats, når der korrigeres for rammevilkår."

Benchmarket er blevet offentliggjort seks gange siden efteråret 2018 og er blevet kritiseret af både kommuner og forskere for blandt andet ikke at tage højde for antallet af førtidspensionister i kommunerne.

Det er dog ikke en kritik, der er relevant for Gladsaxes placering. Kommunen har i samme periode, som det seneste benchmark dækker, kun haft en stigning i førtidspensionister på otte fuldtidspersoner.

Kritikere påpegede ved den første udgivelse også, at ledighedsydelse og ressourceforløb ikke var med i benchmarket. Det kom de to ydelser fra det andet benchmark. Det betyder, at kontanthjælpsydelser i benchmarket omfatter kontanthjælp, uddannelseshjælp, selvforsørgelses- og hjemrejseydelse samt overgangsydelse, revalidering og forrevalidering, ressourceforløb og ledighedsydelse.

På Beskæftigelsesministeriets hjemmeside er der benchmark af 'alle ydelser' og separate benchmark for kontanthjælpsydelser, dagpenge og sygedagpenge. Man kan også se de såkaldte højdespringere, der har taget det største spring på rangordningen siden sidste benchmark.

Sidst opdateret: 04/11/2021 - 15:57

Temaer: Beskæftigelsesindsats, Benchmark

Emner: Beskæftigelsesindsats, Gladsaxe Kommune, Samtaler

Ledige Stillinger

Relaterede artikler

Logo

NB-Beskæftigelse er Danmarks førende nichemedie om beskæftigelsespolitik.
Vi tror på, at substans har betydning i den politiske proces, og derfor fokuserer vi på indhold frem for spin.

Læs mere om NB-Beskæftigelse her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]