(Arkiv) På trods af stor kommunal modstand, afviser de borgerlige partier på Christiansborg at nedlægge jobcentrene.

(Arkiv) På trods af stor kommunal modstand, afviser de borgerlige partier på Christiansborg at nedlægge jobcentrene. - Foto: Mathias Eis/Ritzau Scanpix

K og DF freder jobcentrene

De Konservative og Dansk Folkeparti har sammen med en række andre partier i hovedstaden foreslået at nedlægge jobcentrene. Deres partifæller på Christiansborg afviser dog idéen, mens venstrefløjen er mere positiv.

Udgivet: 04/11/2021

Mads Høyer Hansen

Redaktør

Del artiklen:

De Konservative og Dansk Folkeparti i København gjorde sig bemærket for nylig, da de i samarbejde med venstrefløjspartierne Frie Grønne, Alternativet og Enhedslisten fremsatte et større forslag om at nedlægge de københavnske jobcentre og nytænke beskæftigelsesindsatsen.

“Vi oplever, at folk kommer i klemme og bare ikke får den bedste løsning. Man sender personer, der er meget skrøbelige og sårbare ud i jobprøvning, hvor det er noget helt andet, de har brug for. Og den almindelige jobformidling; hænger den overhovedet sammen?” sagde De Konservatives Helle Bonnerup i den forbindelse.

Læs også:
Kommunalpolitikere fra begge fløje går sammen for at nedlægge jobcentre

Spørgsmålet er bare, hvad deres landspolitiske partifæller siger til så store ændringer på beskæftigelsesfronten?

Borgerligt nej

Spørger man De Konservative, er svaret et nej.

Ifølge Det Konservative Folkepartis beskæftigelsesordfører, Niels Flemming Jensen, er det ikke konservativ politik at nedlægge jobcentrene. Han mener derimod, at jobcentrene skal forbedres.

"Vi skal se kritisk på de sanktioneringer, der er i jobcentrene. Hvis man siger nej til et job, så skal man skæres i ydelse. Sådan er det allerede i dag, de (jobcentrene, red.) skal bare benytte dem," siger Niels Flemming Jensen og fortsætter:

"Vi skal være hårdere til at sanktionere de borgere, der snyder systemet, fordi de takker nej til et job. Vi skal sørge for, at folk søger job, samt at de konsulenter, der har dialogen mellem borgerne og virksomhederne, er i stand til at tage den hårde samtale med borgeren og skære dem i ydelsen. Det skal lægges en hårdere linje overfor jobcentrene."

På trods af Niels Flemming Jensen ikke støtter forslaget, er han dog glad for, at hans partifæller er med til at stille det, da det viser, der er et stort behov for at gøre noget ved området.

Dansk Folkeparti støtter heller ikke forslaget, men forstår godt, hvor kritikken kommer fra.

"Det er ikke DF's politik, men jeg har fuld forståelse for, at der er nogle af vores lokale medlemmer, der ikke kan se, hvad jobcentrene skal bruges til, hvis ikke de får folk i beskæftigelse" siger Dansk Folkepartis beskæftigelsesordfører Bent Bøgsted, der samtidig hæfter sig ved, at det er beskæftigelsesborgmesteren og beskæftigelsesudvalget, der har det overordnede ansvar for, at jobcentrene fungerer.

Venstrefløjen mere positive

Anderledes positivt stemt overfor forslaget er Alternativet. Beskæftigelsesordfører Torsten Geil synes, forslaget er rigtig spændende.

"Jobcentrene har været under kritik så længe, at jeg synes, det er fedt, at de med det forslåede udvalg skaber i et arbejdsrum, hvor man prøver at tænke det lidt anderledes," siger Torsten Geil, der ville ønske, flere kommuner gjorde, som partierne forsøger at gøre i Københavns Borgerrepræsentation.

Også Enhedslistens arbejdsmarkedsordfører Jette Gottlieb er positivt stemt overfor forslaget.

"Jeg opfatter det som en total omstrukturering af hele beskæftigelsesindsatsen. Den del er jeg fuldstændig enig i," siger hun og fortsætter:

"Jeg kan godt forstå frustrationen med Københavns jobcentre og synes, det er fint, partierne gør det på den radikale måde. Der skal selvfølgelig være en koordineret og omfattende diskussion af, hvad alternativet skal være, og man skal selvfølgelig heller ikke begynde at nedlægge, før man har leveret et relevante alternativ."

At nedlægge jobcentrene landspolitisk er dog ikke Enhedslistens politik.

"Min landspolitiske løsning er en mere sammenhængende diskussion af, hvordan det hele skal gribes an. Her er et af de første punkter at få en opdeling mellem socialpolitik og arbejdsmarkedspolitik," siger Gottlieb, der samtidigt understreger, at hun selvfølgelig ikke anklager de ansatte i jobcentrene.

Borgerrepræsentationen i København skal senere torsdag behandle forslaget et udvalg, der skal komme med forslag til en alternativ organisering af beskæftigelsesindsatsen i hovedstaden.

Sidst opdateret: 05/11/2021 - 10:42

Temaer: Beskæftigelsesindsats

Emner: Jobcenterlukning

Ledige Stillinger

Relaterede artikler

Logo

NB-Beskæftigelse er Danmarks førende nichemedie om beskæftigelsespolitik.
Vi tror på, at substans har betydning i den politiske proces, og derfor fokuserer vi på indhold frem for spin.

Læs mere om NB-Beskæftigelse her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]