(Arkiv) Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) fastholder kriterierne for at kommunerne kan komme under skærpet tilsyn på beskæftigelsesområdet.

(Arkiv) Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) fastholder kriterierne for at kommunerne kan komme under skærpet tilsyn på beskæftigelsesområdet. - Foto: Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix

Beskæftigelsesminister afviser kritik af kriterier for skærpet tilsyn

Peter Hummelgaard fastholder, at minimumskrav til samtaler og aktivering, er rimelige. Han ønsker ikke at forholde sig til, at 27 kommuner risikerer at komme under skærpet tilsyn efter den første gennemregning af konsekvenserne af kriterierne.

Udgivet: 28/02/2020

Helle Schøler Kjær

Journalist

Del artiklen:

Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) mener ikke, der er grund til at lave om på kriterierne for, at en kommune kan komme under skærpet tilsyn.

Han siger i en skriftlig kommentar til NB-Beskæftigelse, at han har tillid til, at jobcentrene gør det bedste, de kan for borgerne, og at LAB-loven som trådte i kraft 1. januar "har (..) giver den enkelte sagsbehandler frihed til at tilrettelægge et forløb, som er mere skræddersyet til den enkelte."

"Men når vi skruer ned for reglerne, skal vi samtidigt sikre, at borgere ikke overlades til sig selv på offentlig forsørgelse. Det sikrer vi bl.a. med det skærpede tilsyn, så vi kan skride ind over for de kommuner, der ikke kan forvalte den nye frihed, de har fået."

Torsdag kom så STAR's første gennemregnede resultat af kriterierne: 27 kommuner risikerer at komme under skærpet tilsyn. 29 kommuner er "opmærksomhedskommuner", mens 19 kommuner "aktuelt ikke (er) i risiko". Kun 13 kommuner gik helt fri og blev betegnet som "inspirationskommuner."

Læs også:
Fakta: Her er de kommuner, der risikerer skærpet tilsyn

Kritik fra sjællandske kommuner og KL

Det fik Jobforum Sjælland, der repræsenterer 17 sjællandske kommuner, til at kritisere reglerne for at være så stramme, at de reelt rammer alle kommuner

“I de rapporter, der kom i går, ligger Solrød som en inspirationskommune. Men det er reelt 30 fuldtidspersoner, der gør forskellen på, om vi er på den rigtige side eller den forkerte,” sagde Jens Folman, arbejdsmarkeds- og socialchef i Solrød Kommune, torsdag til NB-Beskæftigelse.

Han fulgte op på en kritik fra formanden for KL's arbejdsmarkeds- og borgerserviceudvalg Thomas Kastrup-Larsen. Han kritiserede tirsdag beskæftigelsesministeren for at klemme kommunerne med proceskrav og økonomistyring og derefter "alliere(..) sig med brugerne mod kommunerne, mod jobcentrenes måde at løse opgaverne på."

Læs også:
KL kritiserer minister for at alliere sig med borgerne mod jobcentrene

Proceskravene, Kastrup-Larsen henviste til, er de kriterier, der er stillet op for, at kommunerne kan undgå skærpet tilsyn. Se STAR’s gennemgang af reglerne her.

Ministeren står fast

Peter Hummelgaard fastholder kriterierne:

"Vi har jo set, at mange kommuner tidligere ikke har levet op til de krav, der er i lovgivningen til at hjælpe de ledige. Jeg er derfor tilfreds med, at vi på denne måde holder hånden under borgerne, så større frihed til kommunerne ikke kommer til at betyde, at borgere overlades til sig selv."

"Jeg er på borgernes side i denne sag, og jeg mener, at vi har fastsat nogle fokusmål, som sikrer, at borgeren får den støtte og hjælp, som borgeren har brug for. Kontakt mindst en gang i kvartalet – og et tilbud årligt over for langtidsledige, synes jeg er rimeligt."

Opbakning fra SF

Beskæftigelsesministeren får opbakning fra ordførerne fra Venstre og SF. Politikerne på Christiansborg er nødt til at holde øje med kommunerne, lyder det.

"Der er jo ekstrem forskel på, hvordan kommunerne behandlere deres borgere. Det er som om, kommunerne ikke er kommuner men adskilte planeter i verdensrummet," siger Karsten Hønge, SF

"Et eksempel er førtidspension og fleksjob, hvor der er en planet til forskel på, hvordan man behandler syge borgere. Også i forhold til ressourceforløb er der stor forskel, og begge steder mener kommunerne jo, at de holder loven."

Mens Karsten Hønge ikke mener, kriterierne for skærpet kontrol er for stramme, er han ikke vendt tilbage på et senere spørgsmål, om det er rimeligt, at 27 kommuner risikerer skærpet opsyn, mens 29 er 'opmærksomhedskommuner.'

- og Venstre

Hans Andersen fra Venstre bakker også op om ministeren.

"Benchmarking er en del af aftalen om, at vi vil give frihed og følge resultaterne. Vi er jo optaget af, at borgerne får den hjælp, de skal have.

"I forligskredsen er vi optaget af at give kommunerne frihed til at tilrettelægge indsatsen på den måde, der er bedst, men vi ønsker også at sikre, at borgerne får hjælp. Derfor har vi sat benchmarkingsystemet op, og der skal noget til, før man blive sat under skærpet tilsyn og administration. Det er mange borgere, man skal formå ikke at samtale med, før en kommune kommer under administration. Det finder Venstre er

"Der må jo være nogle minimumskrav til , at borgerne faktisk får den hjælp de skal have. Eksemplet er jo, at vi tidligere havde en beskæftigelseseslovgivning,Og først da vi gav kommunerne penge én til én (i projekterne Flere skal med 1 og 2) for at tage fat i borgere, der havde været på kontanthjælp i mere end fem år, skete der noget. Derfor har vi brug for stadigvæk at sikre, at kommunerne tager fat nu. Så vi synes samlet set, at det er rimelige krav at stille til kommunerne. "

SF og Venstre er sammen med Socialdemokratiet, Konservative, Radikale og DF i forligskredsen, der vedtog den nye Lov om Aktiv Beskæftigelsesindsats (LAB-loven), der trådte i kraft 1. januar i år. Bent Bøgsted (DF) har ikke ønsket at kommentere kommunernes kritik. De konservative og radikale beskæftigelsesordførere er ikke vendt tilbage på henvendelser.

Støtteparti uden for forligskredsen er kritisk

Enhedslisten er støtteparti til regeringen, men stemte imod LAB-loven.

Victoria Velásquez er ikke overrasket over, at så mange kommuner falder igennem kriterierne for skærpet tilsyn.

"Det, jeg hæfter mig ved, er hvad man måler på. Der er ikke noget om kvaliteten i indsatsen. Er det gode samtaler, og hvad er perspektivet med samtalerne? Fokus på kvalitet forsvinder, og de bliver så optaget af samtaler. Men hvis det er samtaler, hvor sagsbehandleren virkelig er optaget af sagen, er det jo godt. Men ikke, hvis det er et hamsterhjul, for hvad kommer der ud af det."

Læs også:
Minister og ordførere svarer på kritik fra KL

Sidst opdateret: 29/01/2022 - 04:26

Emner: Styring, Sygepleje

Ledige Stillinger

Relaterede artikler

Logo

NB-Beskæftigelse er Danmarks førende nichemedie om beskæftigelsespolitik.
Vi tror på, at substans har betydning i den politiske proces, og derfor fokuserer vi på indhold frem for spin.

Læs mere om NB-Beskæftigelse her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]