
(ARKIV) De Radikale vil have objektive kriteriet for seniorførtidspension og dermed gøre den til en rettighed for alle, der lever op til kriterierne. ( - Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix)
Radikale vil gøre seniorførtidspension til en rettighed
Der skal være objektive kriterier for at få en seniorførtidspension, og hvis man opfylder dem, skal man have ret til seniorførtidspension. Sådan lyder det fra den radikale beskæftigelsesordfører Rasmus Helveg Petersen efter fredagens forhandlinger i Beskæftigelsesministeriet.
Udgivet: 26/04/2019
Af Helle Schøler Kjær, helle@nb-okonomi
Efter formiddagens forhandlinger om seniorførtidspension er der endnu ikke kommet konkrete forslag til, hvordan ordningen kan forbedres. Men til NB-Beskæftigelse siger den radikale beskæftigelsesordfører Rasmus Helveg Petersen, at partiet ønsker at gøre seniorførtidspensionen til en rettighed.
Hvad betyder det, at det skal være en rettighed, når man sammenligner med den nuværende visitering til seniorførtidspensionen?
“At der skal være objektive kriterier, og hvis man lever op til dem, skal man kunne få en seniorførtidspension,” siger Rasmus Helveg Petersen.
De Radikale har tidligere foreslået, at der laves en ny lov om pension til nedslidte. De kalder det en seniorpension i stedet for en seniorførtidspension. Her forudsætter de, at der kommer 1.000 nye seniorpensionister om året. Det kunne umiddelbart se ud som en forringelse i forhold til den nuværende seniorførtidspension, hvor det forventede antal om året var knap 1.500 om året.
Men de 1000 om året er kun et skøn, siger Rasmus Helveg Petersen. Alle, der lever op til kriterierne, skal kunne få en seniorpension, hvis de opfylder kriterierne.
“Det er en kontrast til den differentierede pension, hvor Socialdemokratiet vil afsætte tre millliarder og ikke en krone mere. Vi forpligter os til at skaffe pengene, uanset om der kommer flere eller færre, men forhåbentligt bliver det så få som muligt.”
“Vi ønsker ikke, at folk skal nedslides på arbejdsmarkedet, og derfor har vi lige været med til at vedtage en arbejdsmiljøpakke,” siger den radikale beskæftigelsesordfører.
De Radikale foreslog også, at ansøgere til en ny seniorpension skulle undtages fra arbejdsprøvning, men det er de allerede i den nuværende ordning, hvor en ansøgning skal behandles på baggrund af lægeerklæringer og kriterierne i lovgivningen. De er bla., at man skal have højst fem år til folkepension, have aktuel arbejdsmarkedstilknytning og have arbejdet i 20-25 år.
Seniorførtidspensionen trådte i kraft i 2014, og mens det forventede antal på fem år var 7.400, var der reelt kun 1.458, der fra 2014 til 2018 fik seniorførtidspension.
Læs også
Ankestyrelsen gennemgår 100 afslag på seniorførtidspensionKommune: 27 borgere på førtidspension skulle måske have haft seniorførtidspensionPrincipafgørelse: Fleksjob på 7½ timer ikke nok til afslag på seniorførtidspension
Sidst opdateret: 29/01/2022 - 04:20










































