
Den håndholdte beskæftigelsesindsats fortsætter i Silkeborgs boligområder, selvom der ikke er risiko for at de ryger på ghettolisten. Tv. er det direktør for AAB Silkeborg, Flemming Jensen. Th. jobcenterchef Martin Husted.
Silkeborg laver investeringsplan for beskæftigelse i almennyttige boligområder
Gode erfaringer med at komme af ghettolisten ved at få ledige i arbejde får nu kommunen til at gå videre. I 2021-24 investerer Silkeborg 1,8 millioner kroner om året for at flere beboere i almene boligområder i job og uddannelse.
Udgivet: 03/12/2020
Det første mål blev nået tirsdag i Silkeborg. Kommunens eneste boligområde på ghettolisten er nu ikke længere på listen. Læren af en fokuseret indsats i boligområdet er, at det nytter. Derfor går kommunen nu videre til andre boligområder, der har mange på offentlig forsørgelse. Også selvom der ikke umiddelbart er nogen risiko for, at de kommer på ghettolisten.
Konkret bevilges der fire nye medarbejdere, mens teamet i alt bliver på syv. De skal i gang med en ekstra indsats for i alt 336 ydelsesmodtagere i to boligområder. Hvis tyve procent af dem - 67 personer - er kommet væk fra offentlig forsørgelse i 2024, er investeringen på i alt 7,2 millioner kroner tjent hjem på grund af færre udgifter til forsørgelse. Den økonomiske ambition er, at regnskabet går i nul.
Jobcenterchef Martin Husted var til møde med Silkeborgs arbejdsmarkedsudvalget onsdag, dagen efter den gode nyhed om ghettolisten.
"I udvalget er de er selvfølgelig glade for, at vi er kommet af listen, men der er fortsat et ønske om, at vi laver en investering, både for at komme længere ned, men også fordi det indgår i et bredere perspektiv i det almene boligområder. Investeringen er et udtryk for, at de vil se ud over ghettolisten, at beskæftigelsesindsatsen skal have et boligsocialt ben," lyder det fra jobcenterchefen.
"Vi undgår nu, at et område bliver stigmatiseret, men det har ikke ændret vilkåret for beskæftigelsesindsatsen. Med 38,9 procent uden for arbejdsmarkedet er der stadig brug for en massiv indsats."
38,9 procent var det, der betød, at boligområdet Resedavej-Lupinvej kunne komme af ghettolisten. Et af fem kriterier er, at der skal være under 40 procent, der står uden for arbejdsmarkedet, for at et boligområde kan forlade ghettolisten.
En fjerdedel færre på offentlig forsørgelse
Det er de gode erfaringer med beskæftigelsesindsatsen på Resedavej-Lupinvej, der får politikere og jobcentret til at tro på, at det er muligt at få flere i job og uddannelse.
På knap to år har en indsats med først en, og her i efteråret to medarbejdere, betydet, at en fjerdedel af de jobparate kontanthjælpsmodtagere og de forsikrede ledige er kommet væk fra offentlig forsørgelse. Fra marts 2019 til oktober 2020 er antallet af ydelsesmodtagere faldet fra 303 til 231. Det største fald er sket blandt kontanthjælpsmodtagere og borgere på selvforsørgelses- og hjemsendelsesydelse.
Også arbejdet med integrationsborgerne fik i efteråret en ekstra bevilling.
Det nye investeringsprojektet kommer udover de jobparate og de forsikrede ledige også til at omfatte aktivitetsparate kontanthjælpsmodtagere og integrationsborgerne.
Medarbejderne skal i et tæt samarbejde med beboerne selv, deres netværk, boligorganisationerne, social- og sundhedsfaglige medarbejdere, frivillige og a-kasser hjælpe med opkvalificering, CV-skrivning og jobsøgning - og samtidig koordinere indsatsen med andre dele af systemet.
Forløbet bliver dynamisk, så indsatsen kan flyttes fra de jobparate til des aktivitetsparate efter behov, og bevillingen starter i ét område og flytter til det næste, når målene er nået.
Medarbejderne får et mindre antal sager at arbejde med ad gangen. To medarbejdere skal tage sig af jobparate kontanthjælpsmodtagere og forsikrede ledige. De har 35 sager hver. Tre medarbejdere skal arbejde med aktivitetsparate kontanthjælpsmodtagere og har tyve sager hver. Endelig skal to medarbejdere arbejde med flygtninge på selvforsørgelses- og hjemsendelsesydelse. Også de har tyve sager hver.
Ghettolisten giver 'fuldt fokus'
I boligorganisationen AAB er direktør Flemming Jensen glad for udviklingen, også selvom det var ghettoloven, der fik politikere og embedsmænd til at fatte interesse for de boligsociale områder og sætte en beskæftigelsesindsats i gang. AAB administrerer boligerne på Resedavej, mens Arbejdernes Byggeforening står for Lupinvej, der er den anden halvdel af boligområdet.
"Da jeg blev spurgt i 2018, efter at vi kom på ghettolisten, var mit svar, at skal man overhovedet sige noget positivt, så er det, at der nu ville komme fuldt fokus på mine lejere og deres ve og vel. For man bliver et spejl af dem, man bor sammen med, og det er en kæmpefordel, at man er selvforsørgende. Det er en positiv sideeffekt, at man skal være i job."
Nye regler for adgangen til lejligheder på Resedavej-Lupinvej har også haft betydning for beboersammensætningen, men Flemming Jensen mener, at beskæftigelsesindsats har større betydning.
Fra 1. januar 2020 indførte boligorganisationerne fleksible udlejningsregler i de boligsociale områder i Silkeborg. Det betyder, at folk med job eller i uddannelse har fortrinsret, og det har også haft en betydning for sammensætningen.
Flemming Jensen vurderer, at der er mellem 80 og 100 lejligheder om året, hvor nogle flytter ud og ind på Resedavej-Lupinvej.
"Vi ved, hvem der flytter ind, men vi ved jo ikke, hvem der flytter ud," siger han.
Det kan altså ligeså godt være beboere i arbejde eller uddannelse, der skiftes ud med nogen, som også er i arbejde eller uddannelse.
Hvis Resedavej-Lupinvej var blevet på ghettolisten for tredje år i træk, skulle boligorganisationerne nu til at forberede sig på at sælge eller nedrive 60 procent af boligerne, hvis det ikke næste år ville lykkes at komme af listen. Det er 240 ud af knap 400 lejemål blot for AAB. Det er en lettelse for direktøren - og ikke mindst beboerne - at det ikke gik så galt.
"Før vidste vi ikke, om det kunne betale sig at investere i nye køkkener og badeværelser. Nu kan vi få arbejdsro," siger Flemming Jensen, der tilføjer:
"I min verden skal vi lave en handlingsplan for hele kommunen, så der ikke kommer en skævvridning af beboersammensætningen i nogen af boligområderne."
Både han og jobcenterchef Martin Husted understreger, at de aldrig har set boligområdet som en ghetto. Flemming Jensen glædes blandt andet over, at der for nylig er flyttet et folketingsmedlem ind.
_________________________________________________________________________________
FAKTA
Boligområdet Resedavej/Lupinvej administreres af henholdsvis AAB Silkeborg og Arbejdernes Byggeforening. Det var på ghettolisten i 2018 og 2019.
Ghettolisten
Ved et ghettoområde forstås et alment boligområde med mindst 1.000 beboere, hvor andelen af indvandrere og efterkommere fra ikke-vestlige lande overstiger 50 procent, og hvor mindst to af følgende fire kriterier er opfyldt:
- Andelen af beboere i alderen 18-64 år, der er uden tilknytning til arbejdsmarked eller uddannelse, overstiger 40 procent opgjort som gennemsnittet over de seneste to år.
- Andelen af beboere dømt for overtrædelse af straffeloven, våbenloven eller lov om euforiserende stoffer udgør mindst tre gange landsgennemsnittet opgjort som gennemsnit over de seneste to år.
- Andelen af beboere i alderen 30-59 år, der alene har en grunduddannelse, overstiger 60 procent af samtlige beboere i samme aldersgruppe.
- Den gennemsnitlige bruttoindkomst for skattepligtige i alderen 15-64 år i området (eksklusive uddannelsessøgende) er mindre end 55 procent af den gennemsnitlige bruttoindkomst for samme gruppe i regionen.
Et boligområde bliver i 2018, 2019 og 2020 betegnet som en 'hård ghetto', hvis det er på ghettolisten i fem år i træk. Fra 2021 bliver åremålet sat ned til fire år. Hvis et boligområde får betegnelsen 'hård ghetto', skal der skal lægges planer for at nedrives eller sælge 60 procent af lejlighederne.
Kilde: Transport- og Boligministeriet
Sidst opdateret: 29/01/2022 - 04:34
Temaer: Beskæftigelsesindsats, Beskæftigelse
Emner: Beskæftigelsesindsats







































