
De var med til at få Silkeborg af ghettolisten. Tv. formand for arbejdsmarkedsudvalget, Morten Dalgaard Høgh, th. beskæftigelses- og jobkonsulent Jesper Yde Klesner. - Foto: Silkeborg Kommune
Ghettolisten satte gang i beskæftigelsesindsats, der fik kommuner af listen
Knap to års fokuseret indsats på at få dagpengemodtagere og jobparate kontanthjælpsmodtagere i arbejde eller uddannelse gav resultat.
Udgivet: 03/12/2020
Det var et fald i ledigheden, der blev afgørende for, at Silkeborg ikke længere har et boligområde på ghettolisten.
Siden april sidste år har jobcentrets lavet en fokuseret indsats for at få arbejdsløsheden ned. Boligområder kan nemlig komme på ghettolisten, hvis mere end 40 procent af beboerne står uden for arbejdsmarkedet.
Også muligheden for at prioritere borgere med arbejde og uddannelse på ventelisten siden 2020 har haft betydning for udfaldet i Silkeborg.
I ministeriets beregning er der nu 38,9 procent af beboerne i boligområdet Resedavej.Lupinvej i Silkeborg, der er uden for arbejdsmarkedet. Sidste år var det 41,4 procent.
Tirsdag blev spændingen udløst. Da fik kommunerne besked om, hvem der var på ghettolisten, og hvem der slap ud. Også boligområder i fem andre kommuner - Holbæk, Odense, Kolding og Vejle - kom af ghettolisten, alene fordi arbejdsløshedstallene var forbedret.
"Det var spændende, må jeg sige," lyder det fra beskæftigelses- og virksomhedskonsulent Jesper Yde Klesner, der i knap to år har arbejdet på at få flere i arbejde i boligområdet Resedavej/Lupinvej i Silkeborg.
"Det var ikke så tosset," siger formand for arbejdsmarkedsudvalget, Morten Dalgaard Høgh.
Begge er ligesom beboere i boligområdet, boligorganisationer, jobcenter og kommunen glade for, at det lykkedes Silkeborg at komme af ghettolisten.
Ghettolisten satte gang i fokuseret beskæftigelsesindsats
Det var placeringen på ghettolisten i 2018, der fik kommunalpolitikerne i Silkeborg til at overveje en særlig beskæftigelsesindsats i boligområdet Resedavej/Lupinvej, fortæller Morten Dalgaard Høgh.
"Det er helt klart, at det er det, der har øget vores fokus på det. Vi har ikke før haft et geografisk fokus, men har set på, hvad havde den enkelte havde behov for."
"Alle vidste godt, at der var mange ledige på Resedavej og Lupinvej, men vi blev overraskede over, at der var over 40 procent uden tilknytning til arbejdsmarkedet."
Der blev derfor bevilget penge til en håndholdt indsats i boligområdet fra april 2019. Den kom Jesper Yde Klesner til at stå for som både beskæftigelses- og virksomhedskonsulent. Han arbejder med de jobparate kontanthjælpsmodtagere og de forsikrede ledige.
"Lige nu i dag er der 52 ledige i begge grupper, men det svinger meget op og ned. Da vi var højst oppe (da coronakrisen slog igennem i foråret, red.), var der 79."
Det er en blandet gruppe mennesker, der bor på Resedavej og Lupinvej. Fra akademikere til ufaglærte. Der er flest mænd blandt de arbejdsløse, fortæller Jesper Yde Klesner.
"Det er svært at lægge en skabelon nedover," siger han.
Som beskæftigelses- og virksomhedskonsulent formidler Jesper Yde Klesner job som lagerarbejder, lærer, køkkenmedhjælp, i rengøring og transport, blot for at nævne nogle stykker.
"Vi arbejder håndholdt med borgerne og går i dybden med jobsøgningen. Vi kan give en kompetent sparring på CV, og vi gennemgår, hvordan en jobsamtale kan foregå. Der er jo meget i spil til en jobsamtale. Det er mest etniske borgere eller dem med lavere uddannelse, der har brug for den del," siger Jesper Yde Klesner.
Job og uddannelse er nøglen
Siden 1. oktober har byrådet i Silkeborg bevilget en ekstra kollega til boligområdet. Det er første skridt i en investering i flere boligområder i kommunen. De er ikke i risiko for at komme på ghettolisten, men alligevel giver det mening, siger udvalgsformand Morten Dalgaard Høgh.
"Vi har i mange år argumenteret for, at beskæftigelse kan være den vigtigste sociale indsats, fordi der er så meget, der falder på plads i folks liv, hvis de har fod under eget bord, og de har et arbejdsfællesskab, hvor de kommer ud og snakker med nogen, i stedet for at være ledige og ikke vide, hvad de skal tage sig til. Det går på tværs af alt - socialt, sundhed osv."
Ghettolisten har været med til at få den forståelse frem, mener Morten Dalgaard Høgh.
"Der kan siges meget for og imod ghettolisten. Sådan, som jeg har oplevet det i vores kommune, synes jeg faktisk, det har været rigtig positivt. Det er ikke rart at bo i et område, der er udråbt til ghetto, men der er ingen tvivl om, at det er rigtig skidt, at der er så mange ledige. Jeg synes, det er godt, at man har taget fat i det og har turdet snakke om det, og så kan det godt være, bølgerne går lidt højt engang imellem."
_____________________________________________________________________________________
FAKTA
Boligområdet Resedavej/Lupinvej administreres af henholdsvis AAB Silkeborg og Arbejdernes Byggeforening. Det var på ghettolisten i 2018 og 2019.
Ghettolisten
Ved et ghettoområde forstås et alment boligområde med mindst 1.000 beboere, hvor andelen af indvandrere og efterkommere fra ikke-vestlige lande overstiger 50 procent, og hvor mindst to af følgende fire kriterier er opfyldt:
- Andelen af beboere i alderen 18-64 år, der er uden tilknytning til arbejdsmarked eller uddannelse, overstiger 40 procent opgjort som gennemsnittet over de seneste to år.
- Andelen af beboere dømt for overtrædelse af straffeloven, våbenloven eller lov om euforiserende stoffer udgør mindst tre gange landsgennemsnittet opgjort som gennemsnit over de seneste to år.
- Andelen af beboere i alderen 30-59 år, der alene har en grunduddannelse, overstiger 60 procent af samtlige beboere i samme aldersgruppe.
- Den gennemsnitlige bruttoindkomst for skattepligtige i alderen 15-64 år i området (eksklusive uddannelsessøgende) er mindre end 55 procent af den gennemsnitlige bruttoindkomst for samme gruppe i regionen.
Et boligområde bliver i 2018, 2019 og 2020 betegnet som en 'hård ghetto', hvis det er på ghettolisten i fem år i træk. Fra 2021 bliver åremålet sat ned til fire år. Hvis et boligområde får betegnelsen 'hård ghetto', skal der skal lægges planer for at nedrives eller sælge 60 procent af lejlighederne.
Kilde: Transport- og Boligministeriet
Sidst opdateret: 29/01/2022 - 04:34
Temaer: Beskæftigelse
Emner: Silkeborg Kommune







































