
Velfærdsaftaler om frikommuneforsøg, der skal fjerne statslige regler, skal udbredes og være med til at finde besparelser på administration på 2,5 milliarder i kommunerne. På billedet er det finansminister Nicolai Wammen, der havde ordet på regeringens pressemøde mandag. - Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Regeringen: Frikommuner på beskæftigelsesområdet skal udbredes til hele landet
I en enkelt sætning i regeringens forslag om besparelser på bureaukrati i kommunerne giver regeringen tilsagn om, at også velfærdsaftaler på beskæftigelsesområdet skal bredes ud til flere end de fire kommuner, der nu er udvalgt.
Udgivet: 27/09/2022
Regeringen fremlagde mandag sit udspil til afbureaukratisering i kommunerne. I det skriftlige forslag indgår beskæftigelsesområdet i én sætning (min fremhævning, red.):
"Regeringen foreslår fortsat, at alle landets 98 kommuner skal sættes fri på et af de store velfærdsområder: Dagtilbud, folkeskole, beskæftigelse eller ældrepleje."
Det betyder, at en lang række kommuner kan se frem til større frihed fra statslige regler på beskæftigelsesområdet.
På regeringens pressemøde mandag var beskæftigelsesområdet dog ikke med. Finansminister Nicolai Wammen (S) sagde om velfærdsaftalerne, der skal frigøre kommuner for statslig og kommunalt bureaukrati:
"Den ide skal ikke kun være i syv kommuner; den skal være i alle kommuner," sagde Nicolai Wammen.
Der er netop syv kommuner, der har fået mulighed for at være frikommuner på dagtilbuds-, folkeskole- og ældreområdet.
Fire andre kommuner har fået tilsagn om velfærdsaftaler på beskæftigelsesområdet, og man kunne umiddelbart forstå finansministerens udmelding om de syv, som at erfaringerne på beskæftigelsesområdet ikke skal udbredes.
Men sådan tolker VIVE's projektleder på frikommuneforsøgene, professor Ulf Hjelmar, det ikke. Han mener, det er på grund af tidsforskydningen, at beskæftigelse endnu ikke bliver nævnt som et område, der skal udbredes til hele landet.
Mens de syv såkaldte velfærdsaftaler på dagtilbuds-, folkeskole- og ældreområdet løber over tre år med start i 2021, går de fire kommuner på beskæftigelsesområdet i gang først i gang i juli 2023.
"Der er nogle faser i det, og man kan argumentere for, at det er den samme model, der vil gælde for beskæftigelsesområdet, og at den på tilsvarende måde vil blive udbredt efter forsøgsperioden i de fire udvalgte kommuner. Hvis man følger modellen fra dagtilbuds-, folkeskole- og ældreområdet så vil det være to år efter igangsættelsen, altså i 2025," siger Ulf Hjelmar.
Aftale om udbredelse
Udbredelsen af de første syv frikommuneforsøg fremgår af bred aftale i Folketiden 21. juni i år, hvor partierne blev enige om at 'invitere alle landets kommuner til at indgå velfærdsaftaler, hvor medarbejdere, ledere og borgere sættes fri fra gældende regler på enten dagtilbuds-, folkeskole- eller ældreområdet med henblik på at skabe større lokalt handlerum og udvikle velfærden.'
I samme aftale omtales velfærdsaftalerne på beskæftigelsesområde alene med denne sætning:
"Udover udbredelsen af velfærdsaftaler på dagtilbuds-, folkeskole- og ældreområdet noterer partierne sig med tilfredshed, at der igangsættes forsøg med velfærdsaftaler på beskæftigelsesområdet i udvalgte kommuner."
Men det skal man altså ikke tolke, som at beskæftigelsesområdet ikke kommer med, siger Ulf Hjelmar. Han er evaluator på velfærdsaftalerne om frikommuner og har også fulgt frikommuneforsøget på beskæftigelsesområdet med 11 nordjyske kommuner fra 2016 til 2020.
Ulf Hjelmar understreger nødvendigheden af, at forsøgene bliver fulgt tilstrækkeligt op af lovgiverne.
"Det er vigtigt at følge op på kommunernes store arbejde, hvis man skal være tro mod frikommuneforsøgets formål. Frikommunerne i Nordjylland har været frigjort for procesregler, og de havde en masse forslag til forenkling af beskæftigelseslovgivningen på baggrund af erfaringerne med frikommuneforsøget. Når forsøgene skal udbredes til alle kommuner, skal der virkelig følges op, så der bliver taget stilling til det hele lovgivningsmæssigt," siger han.
Udover S-regeringen står følgende partier bag 'Aftale om udbredelse af velfærdsaftaler på ældreområdet,' der også nævner dagtilbud og folkeskoleområdet: Socialistisk Folkeparti, Enhedslisten, Radikale Venstre, Venstre, Det Konservative Folkeparti, Liberal Alliance, Dansk Folkeparti, Nye Borgerlige, Frie Grønne, Alternativet og Kristendemokraterne.Sidst opdateret: 27/09/2022 - 14:52
Temaer: Velfærd
Emner: Frikommuneforsøg




































