(Arkiv) Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) fremlagde fredag formiddag regeringens forslag til rammer for fire frikommuneforsøg til møde med forligspartier bag LAB-loven.

(Arkiv) Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) fremlagde fredag formiddag regeringens forslag til rammer for fire frikommuneforsøg til møde med forligspartier bag LAB-loven. - Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix

Her er regeringens forslag til frikommuneforsøg i fire kommuner

Fritagelse for en en række proceskrav. Suspension af rettigheder for arbejdsløse. De fire frikommuner slipper også for truslen om skærpet tilsyn. Rådighedspligt og sanktionsregler fastholdes. Se regeringens forslag til frisættelse og begrænsninger i de treårige forsøg.

Udgivet: 16/09/2022

Helle Schøler Kjær

Journalist

Del artiklen:

Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) foreslår vidtrækkende frihed til fire frikommuner på beskæftigelsesområdet. Samtidig er der tydelige 'hegnspæle', der begrænser forsøget. Mens der bliver mindre kontrol af kommunerne, skal de arbejdsløse stadig stå til rådighed for arbejdsmarkedet, og sanktionsreglerne opretholdes.

De fire frikommuner kan med forslaget selv tilrettelægge samtaler og indsatser, så der er fokus på dem, der har mest brug for begge dele - og de kan tilpasses den enkeltes behov.

De får mulighed for at finde andre og hurtigere veje til førtidspension og fleksjob, fordi de helt kan nedlægge rehabliteringsteamene, og de kan også selv planlægge afklaringsforløb for udsatte ledige og jobafklaring for sygemeldte.

Arbejdsløse i de fire kommuner skal ikke registrere jobsøgning i en joblog, men de skal fortsat dokumentere, at de søger arbejde. Og sanktionsreglerne består. Det fremgår af de hegnspæle, som regeringen foreslår, og som beskriver, hvad der ikke er med i forsøget.

Dermed er forslaget et udtryk for både større tillid og større frihed til jobcentrene. Det anerkender både De Radikale og Venstre over for NB-Beskæftigelse.

Til gengæld er der ikke større tillid til de arbejdsløse, som flere har efterlyst.

Læs også:
Mindre bureaukrati i jobcentre kræver opgør med kontrol eller færre indsatser

Det tilsyneladende mest vidtgående forslag om, at kommunerne kan 'nedlægge jobcentrene', er ifølge teksten i forslag et imageforslag. Dermed er det ikke reelt et forslag om nedlæggelse. Læs mere om det sidst i artiklen.

Regeringens forslag

Forslaget om større frihed til kommunerne er stillet op i ni punkter. En del af det følgende er omskrevet, og en del af teksten fra regeringens forslag indgår også.

1. Organisering af beskæftigelsesindsatsen

  • Kommunerne får mulighed for at nedlægge jobcentre og i stedet for 'knytte beskæftigelsesindsatsen tættere til socialområder med mulighed for mere sammenhængende indsatser, hvis det vurderes som relevant.' Det kan ske for at ændre beskæftigelsesindsatsens image.
  • Kommunerne får mulighed for at nedlægge rehabiliteringsteam og kan træffe afgørelser i sager om førtidspension, fleksjob og ressourceforløb m.m. uden at sagen først har været behandlet i rehabiliteringsteamet.
  • Kommunerne skal ikke længere følge modellen for 'struktureret samarbejde mellem borgeren, kommunen, region og den praktiserende læge.' Det betyder blandt andet, at 'kommunen selv kan vælge, hvilken sundhedsfaglige rådgivning og vurdering, kommunen vil benytte i sager om eksempelvis ressourceforløb, fleksjob, og førtidspension. Kommunerne kan i stedet selv tilrettelægge den sundhedsfaglige rådgivning og vurdering, f.eks. vælge, at den sundhedsfaglige rådgivning i sagerne skal ydes af kommunalt ansatte lægekonsulenter.'

2. Kommunerne får mulighed for frit at tilrettelægge kontaktforløbet.

Dermed fjernes

  • Proceskrav til antal samtaler, samtaleform, indhold fjernes. Kommunen er dog fortsat forpligtiget til at registrere de samtaler, der afholdes.
  • Min plan og rehabiliteringsplan, som er redskaber til at give borgeren overblik over egen indsats.
  • Fast track, som er en ordning, der giver arbejdsgivere og sygemeldte mulighed for at anmode kommunen om tidlig opfølgning ved et forventet sygefravær på mere end otte uger.

3. Kommunen får mulighed for at fravige kravet om, at borgeren skal registrere sin aktive jobsøgning i joblog.

  • Frisættelsen betyder, at borgeren ikke vil være forpligtet til at registrere sin aktive jobsøgning i joblog. Hvis jobloggen ikke skal anvendes, vil kommunerne og a-kasserne skulle finde alternative måder at sikre sig, at de ledige er tilstrækkeligt aktivt jobsøgende og står til rådighed for arbejdsmarkedet. Et alternativ til registrering i joblog er, at kommuner og a-kasser beder de ledige om at sende eller medbringe papirkopi af deres jobansøgninger. Der ændres således ikke ved de generelle rådigheds- og sanktionsregler, herunder kravet om at man skal være aktivt jobsøgende for at have ret til at få udbetalt ydelse.

4. Kommunerne får mulighed for frit at tilrettelægge, hvem der gives tilbud, hvilke tilbud, og hvornår der skal gives tilbud, dog inden for EU-reglerne.

Hermed fjernes blandt andet kravet om, at borgere på dagpenge og kontanthjælp skal have tilbud senest efter seks måneders ledighed.

  • Med ny lov om helhedsorienteret indsats (HOI) får udsatte borgere ret til en koordineret og helhedsorienteret indsats på tværs af sektorlovgivning. De kommuner, der er omfattet af velfærdsaftaler på beskæftigelsesområdet, vil som led i forsøget få frihed til frit at tilrettelægge den beskæftigelsesrettet indsats, der skal indgå i HOI.

5. Borgerene har en række rettigheder, som kommunerne får mulighed for at fravige.

  • Det gælder ret til samtaler, ret til selvfunden virksomhedspraktik og løntilskudsjob, ret til koordinerende sagsbehandler (aktivitetsparate), ret til samtale med sundhedskoordinator (ressourceforløb), ret til jobformidler (ressourceforløb), ret til udskrivningsmentor, ret til mentor ved optagelse på studie eller erhvervskompetencegivende uddannelse (unge), ret til anden aktør (ledighedsydelsesmodtagere), ret til mestringsforløb (sygedagpengemodtagere i kategori 2), ret til regne, skrive, ordblindekurser og test, ret til uddannelsesløft med 110 pct. dagpenge (dagpengemodtagere), ret til 6 ugers jobrettet uddannelse, ret til et tilbud (dagpengemodtagere og kontanthjælpsmodtagere), ret for uddannelsesmodtagere til kontinuerlig indsats, ret til mindre intensiv indsats, ret til frit valg på samtaleform (gælder fra 1. januar 2023, omfatter alle målgrupper dog ikke modtagere af uddannelseshjælp)
  • Borgeren bevarer sin eksisterende klageadgang til Ankestyrelsen, hvilket betyder, at borgeren kan klage over kommunens afgørelser, fx afslag på tilbud som borgeren har ønsket.

6. Kommunerne får mulighed for at fravige krav til indsats i jobafklaringsforløb, ressourceforløb og revalidering.

  • Frisættelsen betyder også fravigelse fra den ”indsatsgaranti”, der er indført for borgere i ressourceforløb, hvor der er krav om genbehandling i teamet, hvis der ikke er igangsat en indsats (beskæftigelse, social eller kommunal sundhedsindsats) inden for de første seks måneder.

7. Kommunernes mulighed for at give tilskud til hjælpemidler efter lov om en aktiv beskæftigelsesindsats sættes fri.

  • Kravet om, at et hjælpemidlet skal være af afgørende betydning for, at personen kan deltage i tilbuddet/arbejdet, eller kompenserer for personens begrænsninger i arbejdsevnen frisættes. Kommunerne vil selv kunne beslutte, hvornår borgerne har behov for tilskud til et hjælpemiddel.
  • Udgifter til hjælpemidler under tilbud refunderes fortsat med 50 procent af staten.

8. Kommunerne får frihed for en række indberetninger.

Kommunerne vil få mere tid til indsatsen over for borgerne, når de friholdes for en række indberetninger om f.eks. jobmål, trin i uddannelsespålægget og indsatser på andre områder end beskæftigelse.

9. Velfærdskommunerne undtages fra skærpet tilsyn

Fokusmålene i det skærpede tilsyn er udtryk for minimumsnormer for omfang af tilbud og samtaler til personer med mindst 12 måneders anciennitet. Minimumsnormer harmonerer ikke med intentionerne i velfærdsaftalerne.

Nedlæggelse af jobcentre

Det mest vidtgående forslag, regeringen stiller til rammer for de fire frikommuner, der blev udpeget tidligere på ugen, er, at kommunerne kan vælge at nedlægge jobcentrene. Det er dog ret usandsynligt, at det kommer til at ske, med mindre der kommer borgerligt flertal ved et måske snarligt folketingsvalg. Venstre har som bekendt foreslået at nedlægge jobcentrene.

Ikke desto mindre er det en stor ændring af beskæftigelsesindsatsen, kommunerne får mulighed for at gennemføre. Regeringen skriver i forslaget:

"Frisættelsen af kravet om etablering af et jobcenter åbner mulighed for, at kommunen kan ændre beskæftigelsesindsatsen(s) image ved at rammesætte indsatsen på en anden måde. Det giver f.eks. også mulighed for at knytte beskæftigelsesindsatsen tættere til socialområder med mulighed for mere sammenhængende indsatser, hvis det vurderes som relevant. Det kan samtidig få den konsekvens, at der er mindre systematisk fokus på beskæftigelse."

Læg mærke til den sidste sætning, hvor det bliver en mulighed at have 'mindre systematisk fokus på beskæftigelse.' Det er en gentagelse af den åbning, der ligger i aftalen om helhedsindsatser, som et bredt flertal i Folketinget blev enige i i juni, hvor det at udsatte grupper skal kunne 'mestre eget liv' i højere grad end tidligere sidestilles med målet om at komme i beskæftigelse.

Sidst opdateret: 16/09/2022 - 11:40

Temaer: Frikommuner, Velfærd

Emner: Frikommuneforsøg

Ledige Stillinger

Relaterede artikler

Logo

NB-Beskæftigelse er Danmarks førende nichemedie om beskæftigelsespolitik.
Vi tror på, at substans har betydning i den politiske proces, og derfor fokuserer vi på indhold frem for spin.

Læs mere om NB-Beskæftigelse her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]