(Arkiv) Arbejde i testcentre under coronakrisen har givet jobmuligheder for mange med ikke-vestlig baggrund.

(Arkiv) Arbejde i testcentre under coronakrisen har givet jobmuligheder for mange med ikke-vestlig baggrund. - Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Kvinder fra MENAPT-lande har højst stigning i beskæftigelse

Med 43 procents stigning i beskæftigelsen på seks år slår kvinder fra Tyrkiet, Syrien, Irak, Iran, Afghanistan, Libanon og Pakistan rekorden i forhold til kvinder med både dansk og vestlig baggrund. Det viser en opgørelse fra Udlændinge- og Integrationsministeriet.

Udgivet: 19/04/2022

Helle Schøler Kjær

Journalist

Del artiklen:

Det er dem, Socialdemokratiet i sit valgoplæg i 2019 fokuserede mest på at få i arbejde, der nu ser ud til at flytte sig mest.

Kvinder med baggrund i de såkaldte MENAPT-lande, som regeringen har døbt dem. De kommer fra overvejende muslimske lande. Tyrkiet, Syrien, Irak, Iran, Afghanistan, Libanon og Pakistan.

Se hvad MENAPT er en forkortelse af nederst i artiklen.

Næsten dobbelt så mange kvinder fra disse lande var i beskæftigelse i 4. kvartal 2021 end i 4. kvartal 2015, viser tal, som Udlændinge- og Integrationsministeriet offentliggjorde i påsken. Det er godt 47.000 i 2021 mod godt 27.000 i 2015. Helt præcist en stigning på 43 procent.

Mændene fra MENAPT-landene har den næsthøjeste stigning på 38 procent på de seks år, og derefter følger indvandrere fra øvrige ikke-vestlige lande, så indvandrere med vestlig oprindelse og til sidst personer med dansk baggrund. Det sidste er ikke så underligt, da beskæftigelsesfrekvensen i forvejen er høj for personer med dansk baggrund.

Samlet er beskæftigelsesfrekvensen for indvandrere og efterkommere fra alle ikke-vestlige lande 60,2 procent i 4. kvartal 2021.

"Det er den højeste beskæftigelsesfrekvens målt for ikke-vestlige indvandrere og efterkommere i de seneste 11 år, hvor opgørelsen er blevet lavet," skriver Udlændinge- og Integrationsministeriet.

Artiklen fortsætter efter skemaet.

Stigning under corona

Især under coronakrisen har ikke-vestlige kvinder haft en beskæftigelsesfremgang, viser tallene fra ministeriet. Med en stigning på op til otte procentpoint har kvinder med baggrund i MENAPT-landene og andre ikke-vestlige lande haft dobbelt så stor fremgang i beskæftigelsen i 2020 og 2021 som kvinder med vestlig og dansk oprindelse.

Mænd fra ikke-vestlige lande har under corona haft en stigning i beskæftigelsen på seks procent, mens mænd med dansk oprindelse og vestlig oprindelse har haft en stigning i beskæftigelsen på fem procentpoint.

En betydelig del af fremgangen i beskæftigelsen de sidste to år under skyldes de mange job i testcentrene under corona, erkender udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye (S). Han håber, at arbejdet med coronatests kan være et springbræt til andre job.

"Måske får de en udtalelse, der kan vedlægges næste ansøgning, som viser, at de har passet deres arbejde og er mødt til tiden hver dag – det gør det lidt lettere at tage næste skridt mod et fast arbejde," siger ministeren til Politiken.

Kvinders beskæftigelse stadig lavere

Der er dog stadig mange kvinder fra de syv MENAPT-lande, der ikke er i arbejde.

"Således er der en forskel på 26 procentpoint i beskæftigelsesfrekvensen mellem kvinder med oprindelse i MENAPT-landene (beskæftigelsesfrekvens på 50 pct.) og kvinder med dansk oprindelse (beskæftigelsesfrekvens på 76 procent) i 4. kvartal 2021," skriver Udlændinge- og Integrationsministeriet.

"Der er især en lav beskæftigelse blandt kvinder med oprindelse i Syrien, Libanon, Irak og Afghanistan, men det skal bemærkes, at der ikke er korrigeret for opholdstid og opholdsgrundlag mv.," skriver ministeriet.

Både opholdstid og opholdsgrundlag er afgørende for udviklingen i beskæftigelsen for indvandrere, der kommer til Danmark. Der er for eksempel stor forskel på beskæftigelsesfrekvensen blandt ikke-vestlige indvandrere, der er kommet hertil som flygtninge, og de ukrainere, der er kommet på en erhvervsordning før Ruslands angreb på Ukraine.

null
Læs også:
Det kan tage længere tid at få ukrainere i beskæftigelse end forventet

MENAPT er en forkortelse af ME for Mellemøsten, NA for Nordafrika, P og T for Pakistan og Tyrkiet. MENAPT-landene er ifølge den danske definition Tyrkiet, Syrien, Irak, Iran, Afghanistan, Libanon og Pakistan. Det er således ikke alle lande i Mellemøsten, der er med, og der er ingen nordafrikanske lande.

Sidst opdateret: 19/04/2022 - 12:07

Temaer: Beskæftigelse

Emner: ikke-vestlige indvandrere

Ledige Stillinger

Relaterede artikler

Logo

NB-Beskæftigelse er Danmarks førende nichemedie om beskæftigelsespolitik.
Vi tror på, at substans har betydning i den politiske proces, og derfor fokuserer vi på indhold frem for spin.

Læs mere om NB-Beskæftigelse her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]