
Cecilia Lonning-Skovgaard (V) kan ikke regne sig sikker på at fortsætte som borgmester efter 16. november. - Foto: Kristian Djurhuus/Ritzau Scanpix (Arkiv)
Sådan kan København få ny beskæftigelsesborgmester
Venstres Cecilia Lonning-Skovgaard blev efter sidste kommunalvalg beskæftigelses- og integrationsborgmester på et afbud. Ved dette valg er der endnu større usikkerhed for Venstres borgmesterpost.
Udgivet: 02/11/2021
Venstres borgmesterpost i København kan blive overtaget af Konservative, hvis de landspolitiske tendenser står igennem i København. Dermed er det usikkert, om Cecilia Lonning-Skovgaard kan fortsætte som beskæftigelses- og integrationsborgmester efter kommunalvalget.
Konservative står ifølge den seneste meningsmåling fra Epinion til at få godt ti procent af stemmerne i København, mens Venstre vil få ni procent. Målingen er offentliggjort i Altinget.
En anden usikkerhed er, at der i det borgerlige valgforbund ikke er ubetinget støtte til, at Venstres topkandidat Cecilia Lonning-Skovgaard skal være borgmester, fordi Dansk Folkeparti ikke vil støtte hendes kandidatur som beskæftigelses- og integrationsborgmester.
Epinionsmålingen viser dog, at Liberal Alliance og Nye Borgerlige sammen med Venstre vil få flertallet i det borgerlige valgforbund, så intet er endnu givet.
I København samles partierne traditionelt i to grupper efter valget - stor gruppe og lille gruppe - oplyser Kultur- og Fritidsforvaltningen, der står for kommunevalget i hovedstaden. Antallet af borgmesterposterne fordeles efter et lidt kompliceret forholdstalsprincip (d'hondts metode) til de to grupper, og derefter beslutter grupperne selv, hvem der skal have borgmesterposterne.
Borgmesterkandidaterne vælger derefter den konkrete post i en rækkefølge.Beskæftigelsesborgmester på et afbud
Cecilia Lonning-Skovgaard var ivrig efter at få beskæftigelsesområdet som borgmester efter kommunalvalget i 2017. En række sager om de Københavns jobcentre har dog også rejst kritik af borgmesteren.
Da hun efter kommunalvalget i 2017 fik posten som beskæftigelses- og integrationsborgmester, var det på afbud af Socialdemokratiet, Enhedslisten og Alternativet, der hellere ville have andre borgmesterposter.
Alternativet ser ud til kun at få en fjerdedel af de stemmer, partiet fik i 2017, mens den borgerlige opposition med Venstre, Konservative, DF, Liberal Alliance og Nye Borgerlige ifølge målingen fra Epinion går fire-fem procent frem. Socialdemokratiet, Enhedslisten og SF vil dog fortsat være i flertal på Københavns Rådhus og dermed være førstevælgere til borgmesterposter, alt efter hvordan de kommende konstitueringsaftaler ser ud.
Sidst opdateret: 02/11/2021 - 15:00
Temaer: Kommunevalg
Emner: Københavns Kommune




































