
Partistifter og byrådskandidat Bo Berger ønsker et opgør med beskæftigelsesindsatsen.
KV21: Nyt parti i Favrskov tager et opgør med beskæftigelsespolitikken
I Favrskov Kommune forsøger det nye parti Samlingspartiet Favrskov at blive valgt ind i byrådet. De ønsker blandt andet en helt anden beskæftigelsespolitik i kommunen. Vi har talt med medstifter og byrådskandidat Bo Berger om partiets politik.
Udgivet: 04/11/2021
Valgkampen er over os, og lygtepælene er plastret til med valgplakater. Alt sammen for at få din stemme 16. november.
I Favrskov Kommune har et nyt parti set dagens lys. Her forsøger Samlingspartiet Favrskov at komme ind i byrådet. Særligt beskæftigelsespolitikken er vigtig for partiet. Det er interessant, fordi partiet dermed er en del af en tendens, som vi også ser i København og i Folketinget.
Derfor har vi talt med medstifter samt byrådskandidat Bo Berger.
Hvorfor stiftede i Samlingspartiet Favrskov?
"Det gjorde vi, fordi vi ønskede et parti, der var solidt funderet omkring midten i dansk politik. Med bredde, der strakte fra Socialdemokratiet til Venstre og Liberal Alliance. Min kone var på daværende tidspunkt medlem af Socialdemokratiet i Favrskov. Jeg var i Liberal Alliance og Venstre. Vi følte ikke rigtigt, det var de rigtige steder for os at være. Derfor startede vi et nyt projekt op, der ikke er bundet af ideologi."
Partiet ønsker blandt andet at indføre en sagsbehandlingsgaranti på to år fra første henvendelse til kommunen for personer, der modtager sygedagpenge, uddannelseshjælp, kontanthjælp og andre lignende ydelser. Spørgsmålet er bare, om man overhovedet kan indføre det kommunalt?
"Jeg tror det ikke. Det er noget, vi arbejder med. Men det er også derfor, vi mener, at vi på et tidspunkt er nødt til at vokse os ud af kommunen og ind i Folketinget. Det tager selvfølgelig noget tid. Men vi arbejder på det og ser, om vi ikke kan få det til at lykkes."
Er sagsbehandlingsgarantien så mere et mål end en egentlig garanti?
"Det må det jo blive i første omgang. Vi drømmer om at kunne lave det om, så man som borger har den rettighed. Men det er noget, man skal gøre landspolitisk."
Er det ikke risikabelt for jer at gå til valg på en garanti, hvis man ikke kan indføre den lokalt?
"Vi peger på, at det er den retning, vi gerne vil. Politik er også meget retningsgivende. Vi skal også have alle de andre byrådsmedlemmer med. Men hvis vi ikke får skubbet i den retning og fortæller, hvad vi ønsker os, så får vi aldrig gjort noget ved det."Partiet har også kritiseret, når syge borgere bliver placeret på ressourceforløbsydelsen, der i beløbsstørrelse svarer til en kontanthjælp. Det er et problem, da det er en ydelse, der er tiltænkt borgere, imens det afklares, om de kan vende tilbage i arbejde.
Hvordan undgår man, at syge borgere kommer på ressourceforløbsydelsen?
"Det er en beslutning, man skal tage i byrådet. Man har relativt vide rammer for at bruge ydelsen. Men det er et spørgsmål om økonomi for kommunen. Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) har været ude at sige, at kommunerne brugte det (ressourceforløb, red.) mere, end det var forventet. Det er klart, fordi de sparer en masse penge. I stedet for at bruge 18.000 på en borger, så bruger de måske 5-6.000 i ydelse, fordi de får så mange penge refunderet. Det skal der laves om på."
Man må ikke blive syg af en kommunal indsatsDet er ikke kun i Favrskov, der bliver diskuteret beskæftigelsespolitik for tiden. I Københavns Kommune diskuterer man, om jobcentrene skal nedlægges. Er I interesseret i noget tilsvarende i Favrskov?
"Vi vil gerne have det nedlagt og lavet helt om, så man får adskilt jobsøgning og sygdomsbehandling. Vi mener ikke, der er den helt store sammenhæng. Man skal have fokus på, at folk bliver raske eller delvist raske og kan komme videre i et andet forløb i stedet for at have det hele samlet i en grå klump."
Samlingspartiet Favrskov fokuserer meget på, at man som borger ikke må blive syg af en kommunal indsats. De henviser blandt andet til, at undersøgelser peger på, at to ud af tre borgeres livskvalitet forringes af at være i kontakt med jobcentrene.
I skriver på jeres hjemmeside, at I gerne vil undgå, at borgere bliver syge af en kommunal indsats. Hvordan gør man det?
"Vi skal lære at lytte til lægerne i kommunerne. Når en læge har sagt, at en borger er syg og ikke i stand til at arbejde, så er det sådan, det er. Så længe man er syg, så er man altså syg. Så skal man blive rask, før man bliver presset ud i noget," siger Bo Berger og fortsætter:
"Jeg synes, vi i Favrskov har set mange eksempler på, at man presser på, fordi det er godt for økonomien i kommunen, at man gør det."
Og netop når det kommer til økonomi, så mener Samlingspartiet Favrskov, at der er penge at spare. I Favrskov Kommune bruger man nemlig omkring 100 millioner kroner på jobcenterindsatsen årligt.
"Man vil kunne spare mange penge på at løsne op - så du ikke har så mange, lange forløb. Jeg tror, man kan spare mange penge på administrationsdelen, hvis man får ændret systemet, så man har mere fokus på, at folk skal blive raske frem for presses ud i noget," fortæller Bo Berger, der også mener, at det ikke kun er i Favrskov Kommune, der har problemer med jobcentrene. Det er et generelt problem for landets kommuner.
Sidst opdateret: 05/11/2021 - 08:52
Temaer: Kommunevalg
Emner: Beskæftigelsesindsats




































