
Ane Halsboe-Jørgensen præsenterede beskæftigelsesreformen sidste år. Nu bliver to af reformens centrale forsøg officielt udskudt. - Foto: Emil Nicolai Helms/Ritzau Scanpix
Fritvalgsforsøg udsættes til juni 2027
Som NB-Beskæftigelse tidligere har erfaret, bliver de to centrale forsøg i beskæftigelsesreformen ikke sat i gang ved årsskiftet. Nu har STAR offentliggjort en ny tidsplan.
Udgivet: 30/06/2026
Forsøget med frit valg mellem kommune, a-kasse og private aktører bliver ikke sat i gang ved årsskiftet som oprindeligt planlagt.
Det bekræfter Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering (STAR) nu i en pressemeddelelse.
Dermed bliver ikrafttrædelsen af både forsøget med frit valg af aktør og forsøget med udvidet ansvar til a-kasserne udskudt fra den 1. januar 2027 til den 1. juni 2027.
Som NB-Beskæftigelse tidligere har erfaret, var tidsplanen ikke længere realistisk. Flere centralt placerede kilder pegede på, at lovarbejdet og de efterfølgende udbudsprocesser gjorde det umuligt at nå en opstart ved årsskiftet.
Ifølge STAR skyldes forsinkelsen valgudskrivelsen og perioden med regeringsdannelse.
"Forsøgene med frit valg af aktør og udvidet ansvar til a-kasser bliver udskudt som følge af valgudskrivelsen og perioden med regeringsdannelse," skriver styrelsen.
Bekendtgørelse sendes i genhøring
STAR oplyser samtidig, at bekendtgørelsen om forsøget med frit valg er blevet sendt i genhøring igen.
Bekendtgørelsen var allerede i høring tidligere på året, inden folketingsvalget blev udskrevet. Genhøringen giver de organisationer, som ikke afgav høringssvar dengang, mulighed for at komme med bemærkninger.
Styrelsen forventer at igangsætte udvælgelsen af de aktører, der skal deltage i forsøget, i løbet af efteråret 2026.
A-kasseforsøg afventer ny lov
For forsøget med udvidet ansvar til a-kasserne ser tidsplanen lidt anderledes ud.
Her afventer bekendtgørelsen, at Folketinget vedtager den nye lov om en aktiv beskæftigelsesindsats. STAR forventer derfor først at sende bekendtgørelsen i høring i løbet af efteråret.
Også dette forsøg ventes at træde i kraft den 1. juni 2027.
25.000 ledige får frit valg
Forsøget med frit valg indebærer, at 25.000 dagpengemodtagere over en treårig periode får mulighed for selv at vælge, hvem der skal stå for deres kontaktforløb i de første fire måneders ledighed.
Valget bliver mellem kommunen, den enkelte lediges a-kasse eller en anden aktør, herunder private leverandører og civilsamfundsorganisationer.
Samtidig forlænges a-kassernes ansvar fra tre til fire måneder i et særskilt storskalaforsøg med omkring 100.000 deltagere over tre år.
Begge forsøg er en del af beskæftigelsesreformen og skal danne grundlag for en evaluering af nye måder at organisere beskæftigelsesindsatsen på.
Sidst opdateret: 01/07/2026 - 11:26










































