Aktivitetsparate kontanthjælpsmodtagere med ordinære løntimer kommer langt oftere i job end borgere uden løntimer.

Men hidtil har det været uklart, om det faktisk skyldtes løntimerne eller om det var borgerkarakteristika, der var afgørende. Antagelsen har været, at det er de mest ressourcestærke, der får løntimerne, og derfor er effekterne gode.

Ny forskning fra Væksthuset Forskning peger nu på, at det er løntimerne, der gør forskellen.

"Det overrasker os, hvor stærke effekterne er. Vi har ikke tidligere set noget tilsvarende i beskæftigelsesindsatsen," siger Charlotte Liebak Hansen, ph.d. og chef for Væksthuset Forskning, til NB-Beskæftigelse.

Analysen bygger på registerdata fra 93.462 aktivitetsparate kontanthjælpsmodtagere og er udarbejdet af professor Michael Rosholm fra Aarhus Universitet.

Forskeren har sammenlignet borgere med og uden løntimer og kontrolleret for en lang række forhold som arbejdsmarkedshistorik, uddannelse, helbred, medicinforbrug og kriminalitet.

Nytilkomne aktivitetsparate kontanthjælpsmodtagere med løntimer har næsten fem gange større sandsynlighed for at komme i fuldtidsjob end borgere uden løntimer. For de mere langvarige kontanthjælpsmodtagere er sandsynligheden næsten 15 gange højere.

Analysen dokumenterer, at løntimer har en kausal sammenhæng med beskæftigelseseffekter. Ifølge Charlotte Liebak Hansen skal de specifikke størrelser på effekterne tages med et lille forbehold.

”Vi har kontrolleret for en lang række faktorer, men vi kan selvsagt ikke kontrollere for alle forhold. Dertil er afgange til fuldtidsbeskæftigelse generelt lave, hvorfor jobeffekterne beregnes ud fra et lavt udgangspunkt. Det skaber lidt usikkerhed om den specifikke effektstørrelse. Dog kan vi sige, at effektstørrelserne er så store, så det er svært at forestille sig en anden faktor, der fuldstændig vil ændre på udfaldet.”

Effekten varer ved

Noget af det mest opsigtsvækkende i analysen er, at effekten ikke stopper, når løntimerne gør.

Selv flere år efter en løntimeansættelse har borgerne bedre chancer for at komme i job end tilsvarende borgere uden løntimer.

"Bare det at have haft løntimer på et tidspunkt i sit ledighedsforløb giver en øget sandsynlighed for senere at få et arbejde."

Analysen viser, at effekten fortsat er til stede op til tre år efter, at borgeren har haft løntimer. Ifølge

Charlotte Liebak Hansen viser resultaterne, at selv få timers ordinært arbejde kan blive første skridt mod en stærkere tilknytning til arbejdsmarkedet.

Ikke et vidundermiddel

Resultaterne kommer samtidig med, at beskæftigelsesreformen indfører en ny jobpræmie, der skal belønne kommuner, som lykkes med at få udsatte borgere ud i ordinære løntimer.

Der er afsat 75 millioner kroner årligt til ordningen, og fra 2028 vil kommunerne dermed blive belønnet efter, hvor gode de er til at hjælpe aktivitetsparate kontanthjælpsmodtagere ud i løntimer.

Men ifølge Charlotte Liebak Hansen er der også en risiko forbundet med reformen.

"Nogle gange tror man, at man har et vidundermiddel, som kan redde det hele. Det er løntimer ikke."

Hun peger på, at løntimer ikke opstår af sig selv. De kræver medarbejdere, som kan finde virksomhederne, skabe matchene og understøtte både virksomheder og borgere undervejs.

Samtidig reducerer reformen en række af de traditionelle beskæftigelsesindsatser.

"Det kræver dygtige beskæftigelsesmedarbejdere, hvis opgaven med at skabe flere løntimer skal løftes. Vi kan ikke bare beslutte, at flere skal have løntimer."

Forskningschefen fremhæver samtidig, at analysen viser de største effekter blandt de borgere, der står længst fra arbejdsmarkedet.

"Der er stadig potentialer i den mest udsatte gruppe. Så det er risikofyldt bare at opgive nogle grupper i vores samfund."

Paradokset er, at nogle kommuner samtidig oplever, at det kan koste penge at få borgere i småjob.

For nyligt fortalte Hedensteds borgmester Ole Vind (V), at kommunen ifølge egne beregninger ville få omkring 40 millioner kroner mere i kommunal udligning, hvis alle småjob blev lukket ned.

Charlotte Liebak Hansen går ikke ind i udligningsdebatten, men hendes råd til kommunerne er klart:

"Jeg vil virkelig anbefale at skrue op for fokus på de her løntimer, fordi det skaber en kæmpe værdi både for virksomheder og for borgerne."

Hun understreger dog, at løntimer ikke må blive et mål i sig selv.

"Vi skal ikke forelske os i én løsning. Men vi kan se, at løntimer kan være det første skridt ind på arbejdsmarkedet for mennesker, som ellers har svært ved at få en chance. Jeg håber, at analysen kan blive et startskud til at tænke vores arbejdsmarked mere fleksibelt."