
Danske Bank og Danish Crown varsler tilsammen mere end 1.000 afskedigelser som led i omfattende effektiviseringer og organisatoriske ændringer. - Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Danske Bank og Danish Crown varsler store nedskæringer
Danske Bank nedlægger 262 stillinger nu, mens Danish Crown vil reducere medarbejderstaben med 800 over de kommende år. Begge peger på effektivisering og omstilling som årsag.
Udgivet: 02/06/2026
Danske Bank og Danish Crown varsler store nedskæringer i medarbejderstaben som led i omfattende omstillinger af deres forretninger.
I sidste uge oplyste Danske Bank, at koncernen nedlægger 262 stillinger på tværs af de lande, hvor banken opererer. Heraf berører 199 af stillingerne medarbejdere i Danmark.
Ifølge banken er fyringerne en del af et løbende arbejde med at tilpasse organisationen til en hurtigt foranderlig finanssektor.
"Ændringerne afspejler et vedvarende arbejde med at tilpasse vores organisation til vores strategi og forblive en konkurrencedygtig, kundefokuseret bank i et marked, der ændrer sig hurtigt," skriver banken i en pressemeddelelse.
Danske Bank peger blandt andet på investeringer i ny teknologi, automatisering og effektiviseringer som årsager til, at nogle funktioner er blevet overflødige.
Fyringsrunden kommer blot tre måneder efter, at banken varslede nedlæggelsen af 420 stillinger, heraf 230 i Danmark. Denne gang rammer afskedigelserne også medarbejdere med kundekontakt, hvilket banken begrunder med en stigende efterspørgsel efter digitale løsninger, som gør det muligt at løse flere opgaver mere effektivt.
Samtidig har Danish Crown annonceret en omfattende omstrukturering, der over de næste to til tre år skal reducere antallet af medarbejdere med 800.
Slagterikoncernen havde ifølge sin seneste årsrapport godt 23.000 ansatte globalt. Den nye organisationsmodel skal blandt andet skabe en enklere struktur med færre ledelseslag og mere centraliserede funktioner på tværs af koncernen.
Ved at samle funktionerne på koncernniveau kan vi i højere grad udnytte vores størrelse, arbejde mere ensartet på tværs af organisationen og skabe en mere effektiv drift, siger topchef Niels Ulrich Duedahl i en pressemeddelelse.
Ifølge Danish Crown skal omstruktureringen føre til effektiviseringer for omkring 500 millioner kroner over de kommende år. Nedskæringerne vil ramme både ledere og funktionærer, men selskabet har endnu ikke oplyst, hvilke lande der konkret vil blive berørt.
Danish Crowns spareplan følger en tidligere fyringsrunde, hvor omkring 500 funktionærer mistede jobbet kort efter, at Niels Ulrich Duedahl tiltrådte som topchef i 2024.
De to meldinger betyder samlet set, at der enten allerede er afskediget eller varslet afskedigelser af i alt 1.062 medarbejdere. Fælles for virksomhederne er, at de begrunder nedskæringerne med behovet for at effektivisere driften, styrke konkurrenceevnen og tilpasse organisationerne til nye markedsvilkår.
Ritzau/KR
Sidst opdateret: 02/06/2026 - 09:43










































