
"Undersøgelser viser, at unge med fritidsjob i højere grad starter på en ungdomsuddannelse og får stærkere tilknytning til arbejdsmarkedet senere i livet," siger Kasper Munk Rasmussen, uddannelseschef i SMVdanmark. - Foto: SMVdanmark/pressefoto.
Virksomheder støder på benspænd for at ansætte unge i fritidsjob
Unges fritidsjob danner ofte rammen om starten på arbejdsmarkedet. Men små og mellemstore virksomheder, at regler, usikkerhed og manglende viden står i vejen, viser analyse.
Udgivet: 26/05/2026
Mange virksomheder har arbejdsopgaver, der passer til unge under 18 år, men arbejdsmiljøregler, myndighedskontrol og manglende viden holder dem tilbage fra at ansætte dem.
Det viser en analyse fra SMVdanmark.
En række aktører på beskæftigelsesområdet vil have flere udsatte unge i fritidsjob for at skabe en god tilknytning til arbejdsmarkedet, og derfor får analysen SMVdanmark til at kalde på tiltag.
"Undersøgelser viser, at unge med fritidsjob i højere grad starter på en ungdomsuddannelse og får stærkere tilknytning til arbejdsmarkedet senere i livet," siger Kasper Munk Rasmussen, uddannelseschef i SMVdanmark, i en pressemeddelelse.
"Derfor burde vi alle have en interesse i, at flere unge får et fritidsjob. Det gælder både myndigheder, politikere, virksomheder, os som forældre og de unge selv,” tilføjer han.
Har opgaverne til de unge
SMVdanmarks analyse tager udgangspunkt i små og mellemstore virksomheder, som organisationen repræsenterer.
34 procent blandt 1108 virksomheder svarer, at de har arbejdsopgaver, der egner sig til unge under 18 år i fritidsjob. Blandt disse har 70 procent ansat unge. Altså har omtrent en tredjedel ikke ansat unge selvom opgaverne er der.
Det er der flere årsager til, svarer virksomhederne.
Blandt virksomhederne med relevante opgaver peger hver fjerde på arbejdsmiljøregler og kontrol som den største barriere for at tage unge ind i fritidsjob. Samtidig efterlyser mange virksomheder mere viden om reglerne og om, hvilke opgaver unge må udføre.
Ifølge analysen er det samlet mere end hver tredje virksomhed med relevante opgaver, der på forskellig vis peger på manglende viden eller usikkerhed som en væsentlig udfordring.
”Reglerne skal selvfølgelig sikre, at unge arbejder under ordentlige forhold. Men i dag er reglerne så komplekse, at mange virksomheder helt opgiver,” siger Kasper Munk Rasmussen og uddyber:
”Alt for mange virksomheder bruger i dag tid og energi på at afkode reglerne i stedet for at fokusere på at give unge en god start på arbejdslivet. Når reglerne bliver oplevet som uklare og unødigt komplicerede, risikerer vi, at virksomhederne helt opgiver at oprette fritidsjob."
SMVdanmarks analyse
34 pct. af SMV’erne vurderer, at de har arbejdsopgaver, der egner sig til unge under 18 år.
Blandt virksomheder med relevante opgaver peger hver fjerde på arbejdsmiljøregler og kontrol som den største barriere for at tage fritidsjobbere ind.
70 pct. af virksomheder, der har relevante arbejdsopgaver til unge under 18 år, har haft unge ansat en eller flere gange de sidste fem år.
Andelen af virksomheder, der har haft fritidsjobbere, stiger med virksomhedsstørrelsen. Virksomheder med få ansatte - særligt enmandsvirksomheder - har markant sjældnere haft unge ansat, men blandt disse er der fortsat interesse for at ansætte fritidsjobbere.
Undersøgelsen bygger på svar fra 1.108 virksomheder.
Efterlyser enklere regler
På baggrund af analysens resultater kalder SMVdanmark på enklere regler, så virksomhederne har mod på at ansætte de unge.
SMVdanmark opfordrer til, at myndighederne styrker vejledningen til virksomhederne og gør reglerne lettere at forstå og anvende i praksis.
Erhvervsorganisationen peger samtidig på behovet for at ændre den nuværende EU-regel, som betyder, at 13 til 17-årige, der går i folkeskolen, kun må arbejde to timer på hverdage.
"Den nuværende 2-timersregel gør det svært at samle arbejdstiden på eksempelvis én ugentlig dag. Det rammer især unge i landdistrikterne, hvor transporttiden til og fra fritidsjobbet ofte er lang," siger Kasper Munk Rasmussen.
SMVdanmark efterlyser desuden en løbende informationsindsats fra Arbejdstilsynet med fokus på alt det, unge i fritidsjob godt må, frem for kun det, de ikke må.
Sidst opdateret: 26/05/2026 - 11:59










































