Flere jyske unge har fritidsjob – hovedstaden halter efter

En ny analyse fra Dansk Arbejdsgiverforening viser markante kommunale forskelle, hvor jyske unge langt oftere tager fritidsjob end deres jævnaldrende i hovedstadsområdet.

Udgivet: 26/08/2025

Kasper Rasmussen

Redaktør

Christian Brandt Pedersen

Redaktør

Del artiklen:

En ny analyse fra Dansk Arbejdsgiverforening (DA) viser store kommunale forskelle på, hvor mange unge der har et fritidsjob. Tendensen er tydelig: unge i jyske kommuner arbejder langt oftere end deres jævnaldrende i hovedstadsområdet.

Ifølge DA er en forklaring, at unge uden for de største byer har nemmere adgang til lokale fritidsjob. Mange kender den lokale købmand, bager eller idrætsforening, og det gør det lettere at finde en indgang til arbejdsmarkedet. I hovedstadsområdet er konkurrencen om de samme job større, og netværkene svagere.

Organisationen peger samtidig på, at forældrenes økonomiske støtte kan være en barriere. I kommuner med højere indkomster er behovet for et fritidsjob mindre, fordi de unge i højere grad får økonomisk hjælp hjemmefra

Analysen viser, at Frederiksberg og Gentofte ligger i bunden med 29 procent af de 13-17-årige i job. Til sammenligning er landsgennemsnittet ifølge Danmarks Statistik 36 procent. Flere jyske kommuner ligger betydeligt over dette niveau.

DA understreger, at unges tidlige møde med arbejdsmarkedet har betydning for deres senere tilknytning til både virksomheder og arbejdsmarkedet generelt. Når de unge får erfaring, udvikler de et ansvarsfølelse og en identitet knyttet til arbejdspladsen.

Færre unge i fritidsjob end før finanskrisen

I 2023 havde 123.000 unge et fritidsjob – svarende til knap 36 procent. Prognoserne peger på, at andelen i 2024 vil ligge på omtrent samme niveau.

Dermed er udviklingen siden 2014, hvor stadig flere unge fik et fritidsjob, tilsyneladende gået i stå. Niveauet ligger fortsat lavere end i 2008, hvor dansk økonomi – ligesom i dag – var i højkonjunktur. Dengang havde 135.000 unge, eller godt 38 procent, et fritidsjob, jf. figur 2.

Trods den politiske aftale i september 2024, hvor Folketingets partier blev enige om at styrke mulighederne for fritidsjob, vurderer DA, at det fortsat er for besværligt for unge at kombinere skole og arbejde. Organisationen efterlyser derfor mere målrettede initiativer, der kan sænke barriererne og give flere unge adgang til fritidsjob.

Sidst opdateret: 26/08/2025 - 10:10

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

NB-Beskæftigelse er Danmarks førende nichemedie om beskæftigelsespolitik.
Vi tror på, at substans har betydning i den politiske proces, og derfor fokuserer vi på indhold frem for spin.

Læs mere om NB-Beskæftigelse her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]