
Sådan så det ud, da Skivemødet blev afholdt i 2025. (Arkivfoto). - Foto: Skive Kommune
Jobfestival skaber rammerne for kontakt mellem virksomheder og ledige
En noget anderledes festival i Skive løber af stablen i slutningen af maj. Forventningen er, at kommunen, 42 virksomheder og 12 uddannelsesinstitutioner har mere end 300 ledige stillinger med.
Udgivet: 21/05/2026
I slutningen af maj samler skiveegnens virksomheder og uddannelsesinstitutioner sig på Strandtangen til en anderledes festival.
Skive Kommune afholder den 29. maj Skive Jobfestival for sjette gang. Den årlige begivenhed, som afholdes som en del af Skivemødet, inviterer virksomheder og nærtliggende uddannelser.
Målet er, at de kan møde kandidater, der leder efter job. Samtidig får borgerne mulighed for at få direkte kontakt til arbejdsgivere, stille spørgsmål, aflevere sit CV – og måske sikre sig en jobsamtale. Festivalen er både for ledige, studerende, jobskiftere og alle, der ønsker at få inspiration til karriere eller uddannelse.
Alle er velkomne
Arbejdsmarkedschef i Skive, Dorthe Hamrum, mener, at festivalen skaber rammer, hvor alle kan være med.
"Det er en unik mulighed for alle dem, der har svært ved at tage kontakt selv og dermed skabes der kontakt eller relationer mellem borger og virksomheder. Man kan få et bredt indblik i mange af virksomhederne på skiveegnen i mere uformelle rammer," fortæller hun til NB-Beskæftigelse.
Alle ledige borgere i Jobcenteret er inviteret med til jobfestivalen. For nogle er der mødepligt og for andre er det frivilligt, og derfor kommer mange borgere. Alle har her mulighed for at møde konkrete virksomheder, spørge til og høre om konkrete muligheder for jobs, fortæller arbejdsmarkedschefen.
"Flere går selv rundt og taler med virksomheder, andre er sammen med deres jobkonsulent, hvis de har behov for støtte eller opbakning," påpeger Dorthe Hamrum.
Udover virksomhederne, repræsenterer de 12 uddannelsesinstitutioner erhvervsuddannelser, efteruddannelser og korte kurser.
"Alt sammen for at hjælpe unge med at finde deres uddannelse eller hjælpe ledige med at styrke deres kompetencer og blive klar til fremtidens arbejdsmarked," påpeger Dorthe Hamrum og tilføjer:
"Uanset om man ønsker at skifte spor, videreuddanne sig eller blot blive inspireret, er der masser af muligheder at hente."
Udsolgt
Alle standende til virksomheder er udsolgt, og der deltager i alt 42 virksomheder, 12 uddannelsesinstitutioner og Skive Kommune.
Det er på niveau med sidste år, og forvaltningen forventer det samme antal på 315 ledige stillinger, som aktørerne tilsammen har med.
Efter afholdelsen af Skive Jobfestival gennemfører forvaltningen en evaluering, der blandt andet omfatter oplysninger om ansættelser, potentielle kandidater, gennemførte jobsamtaler og lignende fra de deltagende virksomheder og uddannelsesinstitutioner.
Flere unikke messer
Som NB-Beskæftigelse har beskrevet, så har flere kommuner afholdt forskellige typer jobmesser.
Selvom man i Skive kalder det en festival, er der lignende intentioner ved at samle aktører og ledige til større arrangementer, hvor de kan møde hinanden.
Læs mere i artiklerne nedenfor.
Sidst opdateret: 21/05/2026 - 09:49










































