
Charlotte Damgaard, områdeleder for Borgerservice og Beskæftigelse i Nyborg Kommune. - Foto: Privatfoto.
AI-værktøj leverer kloge notater fra samtaler: "Det går forrygende"
I Nyborg Kommune er man yderst tilfreds med de notater og sagsopsummeringer, som AI-værktøj leverer. Nye løsninger søsat.
Udgivet: 23/04/2026
I Nyborg Kommune har man stor gavn af AI-værktøj der opsummerer de væsentligste pointer fra samtaler.
Dialogstøtte fra Schultz kan samle det mest centrale, og der har siden implementeringen i februar ikke været en finger at sætte på det.
Det fortæller Charlotte Damgaard, områdeleder for arbejdsmarked og borgerservice, om værktøjet der blev implementeret, da beføjelserne kom pr. 1. februar med beskæftigelsesreformens indtog.
"Det går forrygende, og det er sjældent, at vi skal tage noget ud eller tilføje noget i det, værktøjet kommer med. Det er kloge notater, ikke blot referater," siger hun om hjælpeværktøjet.
"Det har forløst tid til vores sagsbehandlere, så de har mere tid til borgerne," påpeger hun.
Værktøjet bliver aktuelt brugt til at opsummere 62 procent af samtalerne. Årsagen til, at det ikke bruges til samtlige samtaler, er, at møder med grupper på for eksempel 12 personer, ikke kan opsummeres af værktøjet, da det får svært ved at skelne de enkelte personer fra hinanden.
"Der skal der i øvrigt også journalføres hos alle 12 forskellige borgere, så her giver det alligevel ikke mening at bruge det," påpeger Charlotte Damgaard.
Dog har man lykkedes med at bruge det til et møde med otte personer, hvor det godt kunne skelne mellem de otte forskellige mødedeltagere, efter de havde præsenteret sig.
"Vi bruger det der, hvor det giver mening, og hvor det bidrager," siger Charlotte Damgaard.
Nye AI-værktøjer
Efter succesen med Dialogstøtte, har Nyborg netop implementeret to nye AI-værktøjer.
De er begge fra Schultz. Det ene er et værktøj, hvor alle sagsgange er lagt ind. Intentionen er, at sagsbehandlerne kan gå ind og se, hvad det næste skridt i deres arbejde er og blive hjulpet videre.
Det andet er et søgeværktøj i borgeres sager, hvor der kan søges i alle akterne i en borgers sag på et specifikt ord eller vending. Så finder værktøjet det notat, som man leder efter.
"Det er for tidligt at sige, hvordan de virker, men vi ser et stor potentiale i at spare tid, så vi kan bruge kræfterne rigtigt," siger Charlotte Damgaard.
Kommunen har derudover rakt ud til STAR, og vil sammen med leverandøren Carelink lave et projekt med en AI-løsning til visitationen på sygedagpengeområdet. Den skal hjælpe med at spotte specifikke faktorer i en borgers sag, som kan påvirke, hvad vedkommende skal visiteres til.
"Håbet er at kunne spotte dem med for eksempel risiko for langtidsledighed og dermed kunne sætte ind fra start," siger Charlotte Damgaard og understreger, at det projekt stadig er i støbeskeen og ikke realiseret endnu.
Sidst opdateret: 28/04/2026 - 11:34










































