Sophie Løhde (tv.), indenrigs- og sundhedsminister, Troels Lund Poulsen (midten), vicestatsminister, og Stephanie Lose (th.), økonomiminister, præsenterede Venstres økonomiske plan på Christiansborg.

Sophie Løhde (tv.), indenrigs- og sundhedsminister, Troels Lund Poulsen (midten), vicestatsminister, og Stephanie Lose (th.), økonomiminister, præsenterede Venstres økonomiske plan på Christiansborg. - Foto: Thomas Traasdahl/Ritzau Scanpix

Venstre vil lave ny førtidspensionsreform: Unge skal have midlertidig ydelse

Partiet vil stramme kravene og gøre det sværere at få førtidspension – særligt for udlændinge. Reformen skal frigøre 2,5 milliarder kroner.

Udgivet: 17/03/2026

Kasper Rasmussen

Redaktør

Del artiklen:

Venstre vil gennemføre en ny reform af førtidspension, fleksjob og sygedagpenge.

Det fremgår af partiets økonomiske plan frem mod 2035, som blev præsenteret mandag.

Målet er ifølge Venstre både at få flere i arbejde og reducere antallet af personer på varig offentlig forsørgelse.

"Det skal altid kunne betale sig at arbejde for dem, der kan og vil," skriver partiet i planen.

Et af de mest markante forslag er, at personer under 40 år fremover ikke skal kunne få permanent førtidspension. I stedet skal de tilkendes en midlertidig ydelse.

Dermed lægger Venstre op til et opgør med den nuværende praksis, hvor førtidspension i mange tilfælde er en varig ydelse. Ifølge partiet kommer alt for mange i dag på førtidspension for tidligt i livet.

Strammere krav – særligt for udlændinge

Samtidig vil Venstre skærpe kravene for at få førtidspension.

Partiet foreslår blandt andet, at tredjelandsborgere fremover skal have haft mindst 20 års ophold i Danmark for at få ret til førtidspension. I dag er kravet 10 år. Derudover vil Venstre hæve det generelle opholdskrav fra 3 til 8 år.

Ifølge partiet skal det sikre, at førtidspension ikke bliver en "attraktiv vej til offentlig forsørgelse" for ikke-vestlige indvandrere.

Flere skal over i fleksjob

Reformen skal også gøre det mere attraktivt at arbejde, det gælder også for personer, der i dag er på førtidspension.

Venstre vil blandt andet styrke incitamenterne til at gå fra førtidspension til fleksjob og gøre det mere økonomisk attraktivt at arbejde flere timer.

Samtidig lægger partiet op til en strømlining af sygedagpengesystemet.

Reform skal frigøre milliarder

Samlet set forventer Venstre, at reformen af førtidspension, fleksjob og sygedagpenge kan frigøre 2,5 milliarder kroner årligt.

Pengene skal indgå i partiets samlede økonomiske plan, hvor Venstre vil prioritere 25 milliarder kroner ekstra til velfærd frem mod 2030. Den konkrete model for reformen er dog endnu ikke på plads.

Efter et valg vil Venstre nedsætte en ekspertgruppe, der skal komme med et oplæg til, hvordan reformen kan gennemføres.

Fik du læst?

Forsker: Frisættelse kræver mere ledelse – ikke mindre

Sidst opdateret: 17/03/2026 - 11:38

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

NB-Beskæftigelse er Danmarks førende nichemedie om beskæftigelsespolitik.
Vi tror på, at substans har betydning i den politiske proces, og derfor fokuserer vi på indhold frem for spin.

Læs mere om NB-Beskæftigelse her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]