
Martin Møller, leder i Brøndby Kommune (tv.), og Anne Weber, forretningsdirektør i Væksthuset (th.), står bag partnerskabet “Brøndby beskæftigelse – sammen om job”. - Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Næsten halvdelen i job: Lokal indsats i Brøndby Strand viser markante resultater
Et nyt partnerskab mellem Brøndby Kommune, Væksthuset, civilsamfundet og investorer måler både job, trivsel og livskvalitet. Resultaterne får nu kommunen til at ændre sin beskæftigelsesindsats.
Udgivet: 17/03/2026
Et nyt lokalforankret partnerskab i Brøndby Strand har efter det første år fået næsten halvdelen af deltagerne i beskæftigelse, og samtidig er borgernes trivsel steget markant.
Det viser de første resultater fra projektet “Brøndby beskæftigelse – sammen om job”, hvor Brøndby Kommune, Væksthuset, Den Sociale Kapitalfond, Landsbyggefonden og den boligsociale indsats arbejder sammen om at hjælpe ledige beboere i området i job.
Projektet adskiller sig fra mange traditionelle beskæftigelsesindsatser, dels ved at parterne samarbejder tæt og sidder ude i det boligområde, hvor borgerne er og dels ved ikke kun at måle på, om borgere kommer i job, men også på livskvalitet, trivsel og ensomhed.
”Vi er nysgerrige på at udforske potentialerne i de resultater og effekter, som vi får i den her type samarbejde. Det er noget andet end de traditionelle rammeaftaler, og vi håber på, at projektet også kan inspirere andre kommuner,” siger Anne Weber, forretningsdirektør i Væksthuset, til NB-Beskæftigelse.
”Det, der er særligt her, er, at parterne ikke arbejder efter hver deres dagsorden. De sætter sig ned sammen i det boligområde, hvor borgerne er, og de finder en fælles vej sammen med borgeren,” tilføjer hun.
Partnerskabet følger 80 ledige beboere over tre år fra 2025 til 2027, og efter det første år er der fulgt op på de første 46 borgere i projektet.
Her viser evalueringen, at projektet samlet set ligger over de forventede effektmål for beskæftigelse. I alt er 45 procent af deltagerne kommet i job.
For dagpengemodtagere er der færre borgere i løntimer end forventet, men det skyldes ifølge evalueringen, at flere er gået direkte i fuld beskæftigelse og derfor er blevet selvforsørgende.
Ensomhed falder, og trivsel stiger
Udover beskæftigelse måler projektet også på deltagernes ensomhed, trivsel og progression via BIP-indikatorerne.
Ved projektets start var 41 procent af deltagerne ensomme. Efter et år er ensomheden faldet til 30 procent. Trivslen blandt aktivitetsparate borgere er samtidig steget. Ved første måling lå trivslen på 33,7 point på en skala fra 0 til 100. Efter et år er den steget til 44,7 point.
Derudover viser progressionsmålinger, at mere end halvdelen af borgerne har fået større viden om arbejdsmarkedet og bedre hverdagsmestring.
Ifølge Anne Weber hænger de forskellige resultater tæt sammen.
”Når borgerne oplever en stigende mestring i hverdagen og i forhold til deres helbred, så stiger deres trivsel, livskvalitet og deres tro på at komme i beskæftigelse også.”
”Hvis vi kigger på den beskæftigelsesfaglige forskning, blandt andet BIP-resultaterne, så ved vi, at livskvalitet også har indflydelse på jobsituationen. De ting hænger sammen,” siger Anne Weber.
Om Beskæftigelses Indikator Projektet (BIP)
Beskæftigelses Indikator Projektet (BIP) er både internationalt og nationalt set det hidtil mest omfattende videnskabelige progressionsmålingsstudie, der har undersøgt, hvad der gør, at aktivitetsparate kontanthjælpsmodtagere kommer i job. Datamaterialet består af 27.000 målinger af 4.000 udsatte kontanthjælpsmodtageres progression målt hen over fire år.
Læs mere om de 11 indikatorer for arbedjsmarkedsparathed, der indgår i BIPs progressionsmålingsredskab her.
Samarbejde på tværs
En central del af projektet er, at aktørerne arbejder tæt sammen i fælles lokaler i boligområdet i Brøndby Strand.
Her sidder medarbejdere fra jobcenteret, Væksthuset og den boligsociale indsats sammen. Det gør det lettere at arbejde helhedsorienteret med borgerne og nedbryde de traditionelle skel mellem organisationer og indsatser.
”Vi samler medarbejdere fra den boligsociale indsats, jobcenteret og Væksthuset. De kender hver især borgerne fra forskellige vinkler – lokalmiljøet, beskæftigelsessituationen og arbejdsmarkedet. Når de arbejder sammen, kan de koordinere indsatsen langt bedre,” siger Anne Weber.
”Samarbejdet er kendetegnet ved, at vi ikke kigger på, om det er ’din’ eller ’min’ opgave. Parterne løser det sammen og sidder sammen,” siger Anne Weber.
Projektet arbejder samtidig tæt sammen med lokale virksomheder for at skabe jobåbninger.
”Når medarbejderne får mulighed for at bruge deres faglighed og kreativitet sammen, så sker der nogle ting, man ikke kunne have planlagt på forhånd,” siger Anne Weber.
Læringer ændrer indsatsen i Brøndby
Projektet har også givet nye indsigter, som Brøndby Kommune vil bruge i den fremtidige beskæftigelsesindsats.
En af de vigtigste erfaringer er, at det ikke altid giver mening at arbejde med skarpe skel mellem jobparate og aktivitetsparate borgere.
”Borgere langt fra arbejdsmarkedet kan sagtens have gavn af nogle af de ting, vi plejer at tilbyde jobparate og omvendt,” siger Martin Møller, leder i Brøndby Kommune.
Derfor vil kommunen fremover arbejde mere på tværs af fagligheder og i mindre grad lade indsatsen styre af målgruppekategorier.
”Det handler i langt højere grad om at spotte, hvad den enkelte har brug for og ikke hvilken målgruppe de er placeret i,” lyder det fra Martin Møller.
Ny type viden om beskæftigelsesindsatser
Projektet bliver løbende evalueret af eksterne evaluatorer fra Discus og Analyse & Tal, som blandt andet ser på, hvordan samarbejdet mellem aktørerne fungerer, og hvilke effekter indsatsen har ud over beskæftigelse.
Ifølge Esben Højmark, ph.d. i Analyse & Tal, giver projektet et mere nuanceret billede af effekten af beskæftigelsesindsatser.
”Vi kombinerer progressionsmålinger med samfundsøkonomiske analyser – og vi måler på forskellige værdier, da det giver et mere nuanceret billede af, hvilken betydning beskæftigelsesindsatsen har.”
Han vurderer, at der fremover bliver brug for mere viden af den type.
”Det er den vej, vi skal på området, hvis vi skal skabe samfundsmæssig værdi.”
Men samarbejdet på tværs af fagligheder er ikke uden udfordringer, understreger Anne Weber.
”Det kræver en vis vedholdenhed at få forskellige fagligheder til at spille sammen. Man skal være nysgerrig på hinandens perspektiver og blive ved, også når det bøvler,” siger hun.
Ifølge hende har en af de største overraskelser været, hvordan medarbejdernes fokus har udviklet sig undervejs i projektet.
”I starten var vi meget optaget af at få styr på, hvem der gjorde hvad. Men efterhånden har fokus flyttet sig til, hvordan vi sammen får borgeren med i retningen mod job og større mestring i hverdagen,” siger Anne Weber.
Sidst opdateret: 18/03/2026 - 10:07










































