Leif Kongsgaard, direktør i Væksthuset, har i mange år efterlyst en egentlig faglighed på beskæftigelsesområdet. Nu præsenterer den socialøkonomiske virksomhed sit bud.

Leif Kongsgaard, direktør i Væksthuset, har i mange år efterlyst en egentlig faglighed på beskæftigelsesområdet. Nu præsenterer den socialøkonomiske virksomhed sit bud. - Foto: Væksthuset.

Efter flere års arbejde: Væksthuset lancerer samlet bud på beskæftigelsesfaglighed

Væksthuset har i mange år argumenteret for behovet for en fælles beskæftigelsesfaglighed. Nu præsenterer organisationen et samlet bud i syv temaer, som skal hjælpe kommuner i reformarbejdet.

Udgivet: 12/03/2026

Kasper Rasmussen

Redaktør

Del artiklen:

Leif Kongsgaard, direktør i Væksthuset, har i mange år talt for behovet for en egentlig faglighed på beskæftigelsesområdet.

I modsætning til mange andre velfærdsområder findes der ikke ét fælles fagligt fundament eller et fælles sprog for arbejdet med at hjælpe ledige i job og uddannelse. Med udgivelsen Det Beskæftigelsesfaglige Landskab præsenterer Væksthuset nu sit bud på, hvad fagligheden på området består af.

Udgivelsen samler flere års udviklingsarbejde i en model med syv centrale temaer og skal give medarbejdere og ledere et fælles afsæt for arbejdet i indsatsen.

"Nu har vi et samlet bud, som gør det nemmere for andre at forholde sig til, hvad beskæftigelsesfaglighed egentlig er," siger Leif Kongsgaard.

De syv temaer i Det Beskæftigelsesfaglige Landskab

Væksthuset peger på syv centrale temaer i beskæftigelsesfagligheden:

• Samarbejde og relation til borgeren

• Virksomhedssamarbejde

• Samarbejde og netværk i lokalsamfundet

• Indsatser, der bringer borgere tættere på job eller uddannelse

• Systematik, dokumentation og myndighedsrolle

• Refleksiv praksis

• Viden og kompetenceudvikling

Læs hele udgivelsen Det Beskæftigelsesfaglige Landskab her.

Reformen øger behovet for faglighed

Ifølge Kongsgaard er timingen ikke tilfældig. Den nye beskæftigelsesreform lægger op til mindre detailregulering og større frihed til kommunerne i tilrettelæggelsen af indsatsen.

Det øger behovet for stærke faglige vurderinger i frontlinjen, mener han.

Kommunerne skal fremover i højere grad selv vurdere, hvilke borgere der skal have en indsats, og hvor intensiv den skal være. Her kan udgivelsen fungere som et fagligt støtteværktøj.

"Når man skal vurdere, om en borger skal have en intensiv indsats eller en mindre indsats, kan man spørge: Hvad er argumenterne i vores beskæftigelsesfaglighed?"

"Nu har vi et samlet bud, som gør det nemmere for andre at forholde sig til, hvad beskæftigelsesfaglighed egentlig er."

Leif Kongsgaard, direktør i Væksthuset.

Syv temaer for fagligheden

I udgivelsen samles beskæftigelsesfagligheden i syv overordnede temaer, blandt andet relationskompetence, virksomhedssamarbejde, systematik og dokumentation samt refleksiv praksis.

Temaerne er både udviklet på baggrund af inspiration fra andre fagområder og input fra forskere og praktikere på beskæftigelsesområdet.

Ifølge Leif Kongsgaard rummer arbejdet på området både elementer, der går igen på tværs af andre velfærdsområder, og elementer, der er særlige for jobindsatsen.

For eksempel peger han på samarbejdet med virksomheder og det lokale netværk som noget, der i særlig grad kendetegner arbejdet med at få borgere i job.

Samtidig fremhæver han refleksiv praksis som en central del af fagligheden. Det handler om løbende at reflektere kritisk over og udvikle sin egen praksis.

"Det er det, der gør, at man kan lære alt det andet og tilegne sig ny viden. Ellers bliver faglighed bare en liste over ting, man skal huske."

Skal bruges til faglig udvikling

Væksthuset håber, at udgivelsen kan bruges som et redskab til faglig udvikling i kommunerne.

En kommune kan for eksempel bruge modellen til at kortlægge, hvor organisationen står i dag inden for de forskellige temaer, og hvor der er behov for at styrke kompetencerne. For at styrke det arbejde har Væksthuset, på baggrund af Det Beskæftigelsesfaglige Landskab, også udviklet redskabet: Beskæftigelsesfagligt dialogværktøj,

Det Beskæftigelsesfaglige Landskab og Beskæftigelsesfagligt dialogværktøj kan give et overblik over, om medarbejdere og teams har den nødvendige viden og erfaring, eller om der er områder, hvor der er behov for at udvikle og styrke kompetencer hos den enkelte medarbejder, i teamet eller i organisationen, for at lykkes med at få borgere i job og uddannelse.

Derfor er Leif Kongsgaards vigtigste budskab til kommuner, der står midt i reformarbejdet, også klart:

"Investér i høj faglighed blandt medarbejderne. Det er dem, der skal lave vurderingerne nu, hvor der er færre proceskrav."

Direktøren vurderer, at medarbejdernes og den samlede organisations faglige niveau bliver afgørende for kvaliteten i indsatsen fremover.

Fik du læst?

Forsker: Frisættelse kræver mere ledelse – ikke mindre

Sidst opdateret: 12/03/2026 - 12:22

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

NB-Beskæftigelse er Danmarks førende nichemedie om beskæftigelsespolitik.
Vi tror på, at substans har betydning i den politiske proces, og derfor fokuserer vi på indhold frem for spin.

Læs mere om NB-Beskæftigelse her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]