Af Katrine Lindegaard Carlsen, udviklingschef hos indsats.

I debatten om den nye reform hører vi igen og igen om stigende krav til fagligheden hos kommunernes medarbejdere. Vi taler om behovet for opkvalificering, kompetenceløft og bekymrer os for, om medarbejderne kan løfte den øgede frihed og de reducerede proceskrav.

Men midt i alle disse overvejelser melder et spørgsmål sig:

Hvor er tilliden?

Når dialogen i så høj grad kredser om, hvorvidt medarbejdernekan håndtere frisættelsen, kan det opleves som et udtryk for tvivl. Som om frihed i sig selv er risikabel, hvis ikke den pakkes ind i kontrol, dokumentation og nye krav om opkvalificering.

For vi taler ikke om en uprøvet eller ufaglært medarbejdergruppe. Vi taler om socialrådgivere, jobkonsulenter og beskæftigelsesfaglige medarbejdere med solide grunduddannelser, specialiseret efteruddannelse og mange års erfaring med komplekse målgrupper. Medarbejdere, der dagligt navigerer i lovgivning, tværfagligt samarbejde, sociale problemstillinger og arbejdsmarkedets krav.

De har i årevis arbejdet under omfattende proceskrav, dokumentationspligt og politisk detailstyring – og samtidig leveret resultater.

Selvfølgelig skal fagligheden være stærk. Selvfølgelig skal vi udvikle os. Det gør enhver profession. Men når frisættelsen ledsages af en bekymringsdiskurs om, hvorvidt medarbejderne er dygtige nok til at håndtere den, bør vi stoppe op. Vi risikerer at underminere netop det reformen ønsker at styrke: det faglige skøn.

Har vi i årevis detailstyret, dokumenteret og procesreguleret os frem til en situation, hvor vi nu tvivler på, om professionen kan stå på egne ben?

Eller handler det i virkeligheden om, at vi politisk har svært ved at give slip?

Frihed uden tillid er ikke reel frihed. Hvis reformen skal lykkes, kræver det mere end nye rammer og færre krav. Det kræver en grundlæggende tro på, at de fagprofessionelle i kommunerne både kan og vil bruge deres dømmekraft ansvarligt.

Måske er det ikke fagligheden, der mangler, men modet til at have tilliden til den.