Lasse Kamp, arbejdsmarkedschef i Sønderborg Kommune.

Lasse Kamp, arbejdsmarkedschef i Sønderborg Kommune. - Foto: Pressefoto

Borgere med arbejdspligt driver aktivitetspark i Sønderborg

Mens aktivitetspark danner rammen for oplevelser i kommunen, så aktiverer den kontanthjælpsmodtagere med arbejdspligt. "Mange finder motivationen," siger arbejdsmarkedschef.

Udgivet: 24/02/2026

Rebecca Mai Nilsson

Redaktør

Del artiklen:

Sønderborg Kommune har løst opgaven med arbejdspligt på en helt særlig måde. Kommunen har sat de kontanthjælpsmodtagere, der er omfattet af lovgivningen, til at drive Aktivitetspark Guderup.

Mens den er et aktivitetscenter med legepladser, sport og underholdning til kommunens borger, så ligger der et større formål bag.

Lasse Kamp er arbejdsmarkedschef i Sønderborg, og han mener, at parken rummer mange positive muligheder for de ledige. Samtidig, at arbejdspligten har resultereret i, at flere kontanthjælpsmodtagere er kommet i aktivering.

"Vi har gjort rigtig meget på det her område med vores park," siger han.

Fakta

Arbejdspligten

Aftalen om arbejdspligt blev indgået mellem regeringen, Danmarksdemokraterne og Dansk Folkeparti i oktober 2023.

Den er særligt målrettet kvinder på kontakthjælp med ikke-vestlig baggrund.

Aftalen betyder, at alle der ikke opfylder opholdskravet eller beskæftigelseskravet har arbejdspligt, som udgangspunkt på en 37 timers uge. Det kan være gennem nyttejobs, praktik eller anden aktivering.

Man vurderede ved aftalens indgåelse at den samlet ville omfatte 22.000 personer pr. 1. juli 2025.

Det bedste er at få et job

Parken udgør kommunens nytteindsats for arbejdspligt til borgere, hvor der er et fokus på integration, og medarbejdere fra jobcentret er rykket ind på adressen.

Så i stedet for at sende borgerne på arbejdspligt ud til forskellige arbejdspladser, så er de i aktivering det samme sted. Og det giver en række fordele, påpeger Lasse Kamp.

Han mener, at den daglige kontakt, der bliver skabt med dem i arbejdspligt, er fundament for at hjælpe dem.

"Vi har vores mantra om, at flest muligt skal ud i almindeligt arbejde, men der er også nogle borgere, som ikke er parate til at komme ud i virksomhederne. Derfor tilbyder vi her en 37 timers arbejdsuge, hvor vi derigennem også er i kontakt med borgerne dagligt, og dermed nemmere kan løfte dem videre," siger Lasse Kamp og påpeger, at kommunen lykkes med at få flere i aktivering.

"Det er helheden, der virker. At vi møder dem og har indsatser i parken," understreger han.

Lasse Kamp fortæller, at man på længere sigt vil se på, om flere målgrupper skal være omfattet. For eksempel at sårbare unge vil kunne komme i aktivering i parken.

"Det kunne også være andre på kontanthjælp, som vil have gavn af at komme ud og få en aktiv hverdag," siger han.

Inspiration fra Norge

Det var på en studietur til Oslo, at man fik inspiration til, hvordan arbejdspligten skulle gribes an. Her var der en række faglige input, og det mest centrale handlede om, hvor vigtigt det er at borgerne kommer i gang og bliver motiveret.

"Mange finder motivationen, når de kommer i gang med noget. Det handler ikke kun om det, men rigtig meget om det. Og derfor har vi overtaget parken," siger Lasse Kamp.

Overvejende positiv

Adspurgt, hvorvidt der er faldgruber ved arbejdspligten, understreger Lasse Kamp, at han overvejende er positiv og ser effekter af indsatsen.

"Der er nogle borgere, hvor det er en udfordring, hvis de har været passive og pludseligt skal deltage i en aktiv indsats. Men grundlæggende har det været positivt, og de fleste af borgerne oplever også hen ad vejen, at det giver mening, og at de løfter sig."

"Dog er der nogle, hvor der skal arbejdes med motivationen. Sygdom fylder hos nogle naturligt også, hvor nogle jo så også er fritaget fra arbejdspligten," påpeger han.

Til slut fortæller Lasse Kamp, at de arbejder videre med konceptet omkring parken. Mens man overvejer, hvilke andre målgrupper der kan komme i aktivering her, så arbejder man også med nyt fysisk udtryk og udviklingsplaner.

"Først og fremmest har der primært været fokus på at implementere arbejdspligten, hvilket har været en lang proces og en kæmpe opgave for vores ansatte. Derfor er der nogle ting, som vi først nu rigtig kan sætte fokus på," siger han og fremhæver den virksomhedsrettede del.

"Man skal passe på, at nytteindsatsen ikke bliver det vigtigste, for det bedste er selvfølgelig, at vi understøtter, at borgerne får et rigtigt arbejde. Det er hele tiden en balancegang," afslutter Lasse Kamp.

Læs mere om parken her.

Aftalen om arbejdspligt

Regeringen (Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne), Danmarksdemokraterne og Dansk Folkeparti har den 13. oktober 2023 indgået en aftale om en ny arbejdspligt.

“Alt for mange indvandrere, især kvinder med ikke-vestlig baggrund, er ikke en del
af det danske arbejdsmarked. Aftalepartierne er enige om, at i Danmark skal alle,
der kan, arbejde og forsørge sig selv. Det er både rimeligt for samfundet og værdigt for den enkelte. Det enkelte menneske bør mødes med tillid og en forventning om, at man ønsker at forsørge sig selv og at være en integreret del af det danske samfund.

Aftalepartierne er derfor enige om at indføre en arbejdspligt for alle borgere i kontanthjælpssystemet, som ikke opfylder kravene om ophold i riget i
mindst 9 ud af de seneste 10 år (opholdskravet) og fuldtidsbeskæftigelse i mindst
2½ år ud af de seneste 10 år (beskæftigelseskravet).

Indsatsen i arbejdspligten kan bestå af forskellige beskæftigelsesrettede indsatser. Det vil primært være nytteindsats, men kan også være virksomhedspraktik og job med løntilskud. Kommunen skal dog altid sammensætte indsatsen ud fra en konkret og individuel vurdering af den enkelte borgers forudsætninger og helbred.

Hvis borgeren har ordinære løntimer, så vil det nedsætte det antal timer, som borgeren skal være i arbejdspligt. Derudover kan danskundervisning, forberedelsestid, jobsøgning og transport mellem aktiviteterne også nedsætte antallet af timer, som borgeren skal have beskæftigelsesindsats i arbejdspligten.

Hvis borgere i arbejdspligten har fravær uden en rimelig grund, vil vedkommende blive trukket i ydelse,” lyder det fra aftalepartierne.

Læs aftaleteksten her.

Fik du læst?

Regeringen taler om frisættelse, men mistillid styrer i praksis

Fik du læst?

Udlændingeminister: Arbejdspligten virker – kritikken har jeg aldrig forstået

Sidst opdateret: 27/02/2026 - 12:13

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

NB-Beskæftigelse er Danmarks førende nichemedie om beskæftigelsespolitik.
Vi tror på, at substans har betydning i den politiske proces, og derfor fokuserer vi på indhold frem for spin.

Læs mere om NB-Beskæftigelse her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]