
Beskæftigelsesminister Kaare Dybvad Bek (S) forsøger at samle flertal for et lovforslag, der kan gøre det muligt at genåbne sager om førtidspension. - Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
Analyse
Dybvad Bek presses fra flere sider i plan om genåbning af førtidspensioner
Mens DF presser på for en kulegravning af førtidspensioner til indvandrere, advarer kommuner og socialfaglige organisationer mod et bureaukratisk mareridt midt i store besparelser.
Udgivet: 02/12/2025
Beskæftigelsesminister Kaare Dybvad Bek (S) har indledt forhandlinger om et lovforslag, der skal gøre det muligt at genåbne sager om førtidspension – særligt med fokus på ikke-vestlige indvandrere.
I sidste uge samlede ministeren Konservative, Radikale, Liberal Alliance og Dansk Folkeparti (DF) samt regeringens egne beskæftigelsesordførere til drøftelser i Beskæftigelsesministeriet på Holmens Kanal.
På dagsordenen stod genåbning af udvalgte førtidspensionssager, herunder drøftelsen af overrepræsentationen af ikke-vestlige indvandrere på førtidspension.
På mødet blev det understreget, at det – på trods af Danmarks internationale forpligtelser om ikke at forskelsbehandle i adgangen til sociale ydelser – vurderes muligt at udarbejde en model, hvor målgruppen udvælges efter objektive kriterier, eksempelvis på baggrund af socioøkonomiske forhold.
Kaare Dybvad Bek oplyste for nylig, at udspillet ikke handler om at mistænkeliggøre nogen. I stedet handler det om at beskytte tilliden til velfærdssystemet:
“Det undergraver tilliden til velfærdssamfundet, hvis der er borgere, som uberettiget modtager ydelser betalt af skatteborgerne. Det er også helt urimeligt over for alle de førtidspensionister, som helt berettiget er på førtidspension,” skrev han til NB-Beskæftigelse.
Han tilføjede, at der endnu ikke er truffet beslutning om, hvordan en eventuel genåbning skal gennemføres, men at det skal drøftes med partierne i de kommende forhandlinger.
Uklart grundlag og voksende modstand
Mens regeringen søger en juridisk holdbar måde at målrette en sagsgennemgang, vokser modstanden uden for Christiansborg.
Kommuner og organisationer advarer om, at en genåbning af pensionssager vil kræve omfattende ressourcer midt i store personalenedskæringer.
Ifølge jobchef Jesper Dahlgaard i Aalborg Kommune risikerer regeringens plan at kollidere med den konkrete virkelighed i sagsbehandlingen, mens Danske Handicaporganisationer og Dansk Socialrådgiverforening advarer mod nyt bureaukrati og risiko for brud på retssikkerheden.
Samtidig presser Dansk Folkeparti hårdt på for at få handling.
“Den her gavmilde fordeling af førtidspensioner til ikke-vestlige indvandrere kan ikke fortsætte. Det er jo helt vildt,” sagde DF’s beskæftigelsesordfører Nick Zimmermann til Ekstra Bladet før forhandlingerne.
Ifølge flere kilder markerede Zimmermann sig tydeligt under mødet og pressede hårdt på for, at regeringen skal ”vende bunken” og genåbne sagerne.
Dybvad vil tage dagsordenen fra DF
Den 15. januar har Dansk Folkeparti indkaldt til forspørgselsdebat om netop indvandreres andel af førtidspensionister.
Kilder med kendskab til forhandlingerne vurderer, at Kaare Dybvad Bek arbejder på at få en aftale på plads inden DF’s debat i januar for at forhindre, at partiet får scenen alene til at definere debatten om førtidspensioner.
Ifølge NB-Beskæftigelses oplysninger fortsætter forhandlingerne tirsdag og igen den 4. december, hvor der er reserveret tid til et opfølgende møde.
Samtidig vokser uenigheden i kredsen af partier. Radikale Venstres beskæftigelsesordfører Samira Nawa kritiserer i et opslag på Facebook, at forhandlingerne fokuserer på udlændinge, når ministeriets egen analyse viser, at udlændinge ikke længere er overrepræsenteret i tilgangen til førtidspension. Hun kalder det et ”vildspor presset igennem af Dansk Folkeparti” og advarer mod at skabe utryghed blandt tusindvis af førtidspensionister.
Ifølge lovprogrammet kan et forslag om genåbning af sager blive fremlagt i løbet af foråret. Men med juridisk usikkerhed og kritik fra både kommuner, organisationer og dele af støttepartierne står Kaare Dybvad Bek over for en vanskelig balance: at imødekomme presset fra højre – uden at genbelaste beskæftigelsessystemet med nyt bureaukrati.
Sidst opdateret: 04/12/2025 - 12:13










































