Charlotte Liebak Hansen, Ph.d. og chef for Væksthuset Forskning, fremhæver, at beskæftigelsesmedarbejdernes faglighed og dialog med virksomheder er afgørende for, at aktivitetsparate borgere får løntimer frem for længere praktikforløb.

Charlotte Liebak Hansen, Ph.d. og chef for Væksthuset Forskning, fremhæver, at beskæftigelsesmedarbejdernes faglighed og dialog med virksomheder er afgørende for, at aktivitetsparate borgere får løntimer frem for længere praktikforløb. - Foto: Væksthuset.

Løntimer opstår ikke af sig selv: Beskæftigelsesmedarbejderne gør forskellen

Ny forskning fra Væksthuset viser, at tæt opfølgning og dialog med virksomheder er afgørende for, at borgere kommer i lønnede timer frem for lange praktikker.

Udgivet: 06/11/2025

Kasper Rasmussen

Redaktør

Del artiklen:

Løntimer kan skabe både økonomisk råderum, anerkendelse og personlig udvikling for aktivitetsparate borgere.

Men de opstår ikke af sig selv.

Ny forskning fra Væksthuset Forskning: "Potentialet i løntimer” viser, at det kræver dygtige beskæftigelsesmedarbejdere at få ordningerne i gang og sikre, at borgere får konkret løn for deres indsats frem for "kun" at komme i praktik.

"De her løntimer kommer ikke automatisk. Ofte starter borgerne i praktik, og så er det beskæftigelsesmedarbejderne i jobcentrene, der vurderer, hvornår det er muligt at tage skridtet over til lønnet arbejde. Uden tæt opfølgning risikerer mange derfor, at de bliver i praktik alt for længe," forklarer Charlotte Liebak Hansen, Ph.d. og chef for Væksthuset Forskning.

Fik du læst?

Løntimer skaber mere end job: Ny forskning viser tre typer værdi for borgere

Beskæftigelsesmedarbejderen som nøgleperson

Forskningen viser, at beskæftigelsesmedarbejderen fungerer som katalysator. Det er deres faglighed, dialog med virksomhederne og evne til at vurdere borgerens færdigheder, der skaber muligheder for løntimer.

"Beskæftigelsesmedarbejderen skal sikre tæt opfølgning, informere både borger og virksomhed om mulighederne og sikre at alle parter forstår, hvordan timerne kan aflønnes korrekt. Det er helt afgørende for, at ordningen lykkes," siger Charlotte Liebak Hansen.

Praktik kan være et vigtigt springbræt, men løntimer giver en helt anden effekt ifølge hende.

Når borgeren bliver aflønnet, oplever de større anerkendelse og mulighed for at udvikle ansvar og kompetencer, samtidig med at virksomheden får reel værdi ud af indsatsen.

Virksomhederne kender dog ikke altid til ordningen. Derfor kræver det dialog og tilpasning af arbejdstider og opgaver, så både borger og virksomhed oplever værdi, påpeger Charlotte Liebak Hansen.

Hvilke virksomheder åbner døren for løntimeansættelser?

Dykker man ned i den nye forskning: ”Potentialet i løntimer” ser det ud til, at det er

bestemte typer af virksomheder, der ansætter ledige med nedsat arbejdsevne og/eller

helbredsmæssige udfordringer i løntimer. Virksomhedernes kendetegn er:

  • Virksomheden anvender stor andel af ufaglært arbejdskraft i sin produktion.

  • Virksomheden mangler arbejdskraft.

  • Virksomheden er vant til at ansætte i deltidsstillinger.

  • Virksomhedens ledelse har positive holdninger til beskæftigelsessystemet.

  • Virksomheden har erfaring med at samarbejde med beskæftigelsessystemet.

  • Virksomheden vil gerne tage et socialt ansvar.

Læs mere her.

Fra praktik til løntimer kræver ressourcer og strategi

Forskningen peger også på, at der kan opstå dilemmaer, når praktik skal konverteres til løntimer.

Reglerne kræver, at praktiktimer og løntimer ikke må udføres i samme arbejdsfunktion i virksomheden, men i praksis må beskæftigelsesmedarbejderne ofte tilpasse løsninger for at få det til at fungere.

"Det handler om prioritering og ressourcer. Hvis medarbejderen ikke har tid og faglig støtte til opfølgning, kan borgere gå i praktik uden nogensinde at få løntimer," forklarer Charlotte Liebak Hansen.

Når ordningen lykkes, sker der markante resultater. Borgere, der får løntimer, opnår i højere grad ordinært arbejde og større arbejdsmarkedstilknytning end borgere, der kun gennemgår praktikforløb.

"Det er en konkret indsats, der kræver kompetente medarbejdere, dialog med virksomhederne og evnen til at navigere i regler og lokale forhold. Når det lykkes, skaber løntimer reelle muligheder for borgerne," siger Charlotte Liebak Hansen.

Om forskningsprojektet: Ordinære løntimer – en bro til selvforsørgelse?

Projektet i Væksthuset Forskning belyser over en årrække, hvordan aktivitetsparate kontanthjælpsmodtagere, som opnår ordinære løntimer, klarer sig efterfølgende på arbejdsmarkedet.

Forskningen består af både en kvantitativ og en kvalitativ analyse. Den første del af den kvantitative analyse udkom i marts 2024 og er baseret på registerdata af 93.462 aktivitetsparate kontanthjælpsmodtagere. Den kvalitative analyse udkom i oktober 2025 og undersøger bl.a. hvad borgerne og virksomhederne selv oplever. Skaber det værdi for dem? Hvilke typer job og opgaver får de via løntimer? Al kvalitativ og kvantitativ forskningsviden er samlet i en bog.

Læs alt om løntimeprojektet her.

Fik du læst?

60 kroner per løntime: Notat afslører detaljerne om jobpræmie til kommunerne

Sidst opdateret: 06/11/2025 - 11:43

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

NB-Beskæftigelse er Danmarks førende nichemedie om beskæftigelsespolitik.
Vi tror på, at substans har betydning i den politiske proces, og derfor fokuserer vi på indhold frem for spin.

Læs mere om NB-Beskæftigelse her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]