Charlotte Liebak Hansen, Ph.d. og chef for Væksthuset Forskning, fremhæver, hvordan løntimer skaber arbejdsmarkedstilknytning og udvikling for borgere, samtidig med at virksomhederne får værdi og læring.

Charlotte Liebak Hansen, Ph.d. og chef for Væksthuset Forskning, fremhæver, hvordan løntimer skaber arbejdsmarkedstilknytning og udvikling for borgere, samtidig med at virksomhederne får værdi og læring. - Foto: Væksthuset.

Løntimer skaber mere end job: Ny forskning viser tre typer værdi for borgere

Forskning fra Væksthuset viser, at løntimer ikke blot giver indkomst, men også anerkendelse og udvikling – og at beskæftigelsesmedarbejdere og virksomheder spiller en central rolle i at få ordningerne i gang.

Udgivet: 04/11/2025

Kasper Rasmussen

Redaktør

Del artiklen:

Ny forskning fra Væksthuset Forskning samler for første gang kvantitativ og kvalitative data om løntimer og deres effekt på arbejdsmarkedstilknytning.

Udgivelsen, der netop er offentliggjort, går i dybden med, hvad der sker, når aktivitetsparate borgere får løntimer, og hvorfor løntimer har en særlig effekt.

Charlotte Liebak Hansen, Ph.d. og chef for Væksthuset Forskning, forklarer, at det ikke blot handler om, at borgerne får timer og løn:

“Vi ved fra tidligere kvantitativ forskning, at løntimer skaber stærk arbejdsmarkedstilknytning, men vi har ikke vidst hvorfor. Vores nye kvalitative analyser viser, at løntimer skaber arbejdsmarkedstilknytning, fordi det sætter turbo på borgernes udvikling og samtidig skaber det stor værdi og læring for virksomhederne. Tilsammen baner det vej for langvarige ansættelser, der kan gå over i fleksjob eller ordinære fastansættelser."

Analysen bygger på 46 dybdegående interviews med borgere, virksomheder og beskæftigelsesmedarbejdere i fem kommuner på tværs af Jylland, Fyn og Sjælland.

Tre typer værdi for borgere

Væksthuset Forskning har netop udgivet en bog, der samler kvantitativ og kvalitativ forskningsvide om løntimer.  

Bogen fremhæver tre former for værdi, som løntimer skaber for de ansatte i løntimer.

  • Økonomisk værdi: Løntimer giver ofte borgere et større råderum, hvilket kan reducere økonomisk stress og give mulighed for basale fornødenheder som mad, tøj og computer.
  • Anerkendelse: Betaling for arbejdet øger følelsen af ligeværdighed med kolleger og samfundet. Borgere oplever respekt, accept og større selvbestemmelse.
  • Udvikling: Løntimer bliver en katalysator for personlig og faglig udvikling, adgang til karrieremuligheder og større ansvar i virksomheden over tid.

Om forskningsprojektet: Ordinære løntimer – en bro til selvforsørgelse?  

Projektet i Væksthuset Forskning belyser over en årrække, hvordan aktivitetsparate kontanthjælpsmodtagere, som opnår ordinære løntimer, klarer sig efterfølgende på arbejdsmarkedet.

Forskningen består af både en kvantitativ og en kvalitativ analyse. Den første del af den kvantitative analyse udkom i marts 2024 og er baseret på registerdata af 93.462 aktivitetsparate kontanthjælpsmodtagere. Den kvalitative analyse udkom i oktober 2025 og undersøger bl.a. hvad borgerne og virksomhederne selv oplever. Skaber det værdi for dem? Hvilke typer job og opgaver får de via løntimer? Al viden er samlet i en bog.

Læs den her: https://www.vaeksthuset.dk/udgivelser/potentialet-i-lontimer

Med indsigt om både borgernes oplevelser og virksomheders erfaringer belyser den kvalitative analyse hvad der er afgørende for, at løntimer kommer til at skabe denne værdi for borgerne, og hvilken rolle borgere, virksomheder og beskæftigelsesmedarbejdere spiller i at skabe succesfulde løntimeansættelser. Det er vigtigt at interessere sig for fremadrettet, når ressourcerne i forbindelse med beskæftigelsesreformen bliver mere knappe.

“Det er vigtigt, at løntimeansættelser kommer til at kommerfå endnu mere i fokus fremadrettet, da de skaber så gode resultater. Det er helt anderledes for borgeren at blive ansat med løn frem for at være i praktik. Mange har været i flere praktikker uden resultater, men løntimer giver dem tro på egne evner og selvtillid,” siger Charlotte Liebak Hansen.

Analysen viser også, at virksomhedernes vilje til at tage imod løntimeansatte spiller en afgørende rolle. Når de ansatte bliver integreret i kerneopgaver, giver det større tillid og anerkendelse, samtidig med at de får adgang til virksomhedens karrieresystem.

Væksthuset peger på, at kommunerne med reformen vil få økonomiske incitamenter til at understøtte løntimer, blandt andet via jobpræmier. Den nye forskningsudgivelse giver dermed både medarbejdere og beslutningstagere et solidt grundlag for at implementere ordningerne effektivt.

Resultater og løntimer

  • Aktivitetsparate kontanthjælpsmodtagere, der får løntimer, klarer sig markant anderledes end den samlede gruppe af aktivitetsparate.

  • For aktivitetsparate, der opnår løntimer, er 22,7 % i ordinært job, to år efter at de fik den første løntime. Til sammenligning er det kun 5,8 % af hele gruppen af aktivitetsparate, der er i job.

  • To år efter første løntime er knap halvdelen (46,4 %) af borgerne kommet i fuldtidsjob eller er med til at bidrage til egen forsørgelse via løntimer. Til sammenligning er det kun 9 % af den samlede gruppe af aktivitetsparate kontanthjælpsmodtagere, der efter to år er kommet i fuldtidsjob eller bidrager til egen forsørgelse.

Kilde: Væksthuset Forskning 2024: Lønner det sig at få løntimer på vejen mod job? Beskrivelse, klyngeanalyse og forløbsanalyse af ordinære løntimer for aktivitetsparate kontanthjælpsmodtagere.

Sidst opdateret: 04/11/2025 - 11:42

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

NB-Beskæftigelse er Danmarks førende nichemedie om beskæftigelsespolitik.
Vi tror på, at substans har betydning i den politiske proces, og derfor fokuserer vi på indhold frem for spin.

Læs mere om NB-Beskæftigelse her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]