
Katrine Stenild Petersen, programchef i ROCKWOOL Fondens Interventionsenhed, fremhæver, at unge i NExTWORK både tjener mere og oplever større trivsel: ”Det tyder på, at indsatsen skaber et godt match mellem virksomheder og unge.” - Foto: Rockwool Fonden og Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix
Innovativ indsats giver unge netværk og højere løn
Unge uden job og uddannelse får højere løn, stærkere netværk og bedre trivsel, når de deltager i beskæftigelsesindsatsen NExTWORK. Til gengæld kommer de ikke hurtigere i job eller uddannelse end andre unge, viser den første evaluering af indsatsen.
Udgivet: 07/10/2025
Unge, der deltager i beskæftigelsesindsatsen NExTWORK, tjener i gennemsnit 12 procent mere, når de kommer i job, end andre unge i samme situation. Samtidig melder de om bedre trivsel, mindre ensomhed og større udbytte af praktiske erfaringer.
Til gengæld viser evalueringen, at NExTWORK ikke øger andelen af unge i job eller uddannelse sammenlignet med kontrolgruppen 2,5 år efter starten.
"Det tyder på, at indsatsen er i stand til at skabe et godt match mellem virksomheder og unge. De unge tjener mere end kontrolgruppen, og samtidig viser evalueringen kvalitative gevinster. De unge trives bedre, føler sig mindre ensomme og bliver bedre til at small talke. Det er værdifulde egenskaber, som de unge kan bruge i arbejdslivet men også i mange andre sammenhænge,” siger Katrine Stenild Petersen, programchef i ROCKWOOL Fondens Interventionsenhed, til NB-Beskæftigelse.
”Sidst er det også vigtigt at fremhæve medarbejdernes oplevelse. Medarbejderne udtrykker stor tilfredshed med de forløb, de kan tilbyde de unge, og de synes, indsatsen er meningsfuld at arbejde med,” tilføjer hun.
Bag indsatsen står ROCKWOOL Fonden, som siden 2017 har afprøvet NExTWORK i ni kommuner.
Modellen bygger på netværk mellem unge, praktikophold og lønnede timer i virksomheder, hvor deltagerne får mulighed for at spejle sig i hinanden og afprøve forskellige jobmuligheder.
Fem kommuner fortsætter
På trods af de blandede resultater vurderer både unge, kommunale medarbejdere og forskere, at indsatsen giver værdi, fordi den tilbyder en mere meningsfuld tilgang end traditionelle beskæftigelsestilbud.
Fem af de deltagende kommuner har derfor valgt at fortsætte med NExTWORK: Roskilde, Favrskov, Horsens, Fredericia og Haderslev. Flere har samtidig udvidet målgruppen til at omfatte unge ned til 15 år.
Evalueringen af NExTWORK foretages af forskere fra det uafhængige britiske Institute for Fiscal Studies. Sideløbende med evalueringen fra Institute for Fiscal Studies har forskere fra Center for Udvikling af Borgerinddragende Beskæftigelsesindsatser (CUBB) på Aalborg Universitet interviewet 37 unge, medarbejdere, ledere og virksomhedsrepræsentanter. De fremhæver NExTWORK som et lovende og aktuelt eksempel på en ny tilgang til beskæftigelsesindsatsen for unge.
Sidst opdateret: 07/10/2025 - 09:04











































