Internationale medarbejdere er afgørende for beskæftigelsen i yderkommunerne

Uden de internationale medarbejdere ville mange mindre kommuner have svært ved at tiltrække arbejdskraft og holde gang i lokalsamfundene, viser en ny analyse fra Dansk Arbejdsgiverforening.

Udgivet: 04/09/2025

Kasper Rasmussen

Redaktør

Del artiklen:

Det er ikke kun storbyernes virksomheder, der nyder godt af international arbejdskraft. Nye tal viser, at udenlandske medarbejdere spiller en helt afgørende rolle i Danmarks yderkommuner – særligt i brancher, hvor manglen på hænder er størst.

I dag er mere end 260.000 internationale medarbejdere i job i Danmark, og siden 2010 har de stået for en tredjedel af den samlede beskæftigelsesvækst.

Selvom flertallet arbejder i og omkring de store byer, er der også 85.500 ansatte fordelt på land-, provins- og oplandskommuner. Her udgør de udenlandske medarbejdere omkring seks procent af arbejdsstyrken på tværs af brancher.

Det viser en ny analyse fra Dansk Arbejdsgiverforening (DA).

"Ofte fokuserer man på de store byer. Men udenlandske medarbejdere er lige så afgørende i de mindre samfund. De holder hjulene i gang i virksomhederne og bidrager samtidig til livet i lokalsamfundet," siger vicedirektør i Dansk Arbejdsgiverforening, Erik Simonsen, til NB-Beskæftigelse.

Fik du læst?

Flere internationale lønmodtagere i hele landet – se din kommune

I landkommunerne er internationale medarbejdere uundværlige, påpeger analysen fra DA.

Næsten hver tredje ansatte i landbruget kommer fra udlandet, og i bygge- og anlægsbranchen udgør de godt 14 procent. Også inden for rengøring fylder de markant.

Erik Simonsen fremhæver, at de internationale medarbejdere bidrager langt ud over arbejdspladsen.

"Det handler ikke kun om job. Det er også boligkøb, aktivitet i den lokale skole, indkøb i supermarkedet. De er med til at sikre, at der stadig er liv i de mindre byer,” siger han.

Implementering af ny aftale afgør, hvor stor effekten bliver

Efter et langt tilløb præsenterede regeringen sidst i juni med arbejdsmarkedets parter en aftale, der skal gøre det lettere for danske virksomheder at rekruttere udenlandsk arbejdskraft.

Aftalen betyder, at virksomheder kan hente medarbejdere fra 16 udvalgte lande – blandt andre USA, Indien og Ukraine. For at være en del af ordningen skal virksomheden være dækket af en overenskomst indgået mellem Fagbevægelsens Hovedorganisation og Dansk Arbejdsgiverforening.

Erik Simonsen vil i den kommende tid følge initiativet tæt. Han understreger, at DA forventer en større effekt, end Beskæftigelsesministeriets skøn på et øget arbejdsudbud svarende til 550 fuldtidsstillinger i 2030.

"Vi tror, aftalen vil få større effekt, end der er lagt til grund i ministeriets beregninger."

For ham er der ingen tvivl om, at internationale medarbejdere allerede i dag spiller en nøglerolle for dansk økonomi.

"Vi ville være i kæmpe problemer, hvis vi ikke havde adgang til de her mennesker. En betydelig del af dansk økonomi er båret af deres indsats, og det bør vi som samfund være bevidste om,” siger Erik Simonsen.

Fakta

Definition af provinsbykommuner, oplandskommuner og landkommuner

Med udgangspunkt i tilgængelighed til arbejdspladser og antallet af indbyggere i den største by i kommunen, er danske kommuner grupperet i fem grupper. Tilgængeligheden er udtryk for, hvor mange arbejdspladser, der kan nås fra en given kommune. Antallet af jobs vægtes negativt med afstanden.

Hovedstadskommuner

Kommuner med en jobtilgængelighed på mindst 200.000 karakteriseres som hovedstadskommuner.

Storbykommuner

Kommuner med mindst 100.000 indbyggere i den største by karakteriseres som storbykommuner.

Provinsbykommuner

Kommuner, der ikke kan karakteriseres som en hovedstadskommune eller storbykommune, og som har mindst 30.000 indbyggere i den største by, karakteriseres som provinsbykommuner.

Oplandskommuner

En oplandskommune karakteriseres som en kommune, hvor der er under 30.000 indbyggere i den største by, og hvor tilgængeligheden til arbejdspladser er mindst 40.000.

Landkommuner

En landkommune karakteriseres som en kommune, hvor der er under 30.000 indbyggere i den største by, og hvor tilgængeligheden til arbejdspladser er under 40.000.

Kilde: DA.

Sidst opdateret: 04/09/2025 - 09:27

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

NB-Beskæftigelse er Danmarks førende nichemedie om beskæftigelsespolitik.
Vi tror på, at substans har betydning i den politiske proces, og derfor fokuserer vi på indhold frem for spin.

Læs mere om NB-Beskæftigelse her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]