
Fire fagfolk fra Region Midtjylland frygter, at beskæftigelsesreformen svigter de borgere, der har mest brug for en koordineret indsats. Fra venstre mod højre: Jane Bach Kirkegård, Kenneth Kibsgård, Katrine Schilling Andersen og Bodil Kaalund Bruun. - Foto: Søren Braad Andersen.
Kronik
Har beskæftigelsesreformen glemt rehabiliteringen?
Selvom rehabiliteringsteamet udgår, er rehabilitering fortsat en forudsætning for en vellykket beskæftigelsesindsats, advarer fire eksperter.
Udgivet: 19/08/2025
Af Katrine Schilling Andersen, Bodil Kaalund Bruun, Jane Bach Kirkegård og Kenneth Kibsgård, Region Midtjylland.
Mennesker, der rammes af sygdom, kriser eller sociale begivenheder, der ryster livsgrundlaget, har brug for mere end offentlig forsørgelse og sektorafgrænsede indsatser.
De har brug for en helhedsorienteret, koordineret indsats, som tager afsæt i deres egne ønsker, motivation og behov. Den tilgang kalder vi rehabilitering. Og selvom det var en hjørnesten i reformen af førtidspension og fleksjob fra 2013, er rehabiliteringen i den kommende reform for beskæftigelsesområdet tilsyneladende glemt. Det bekymrer os.
Vi arbejder som socialfaglige konsulenter og læger i Klinisk Funktion i Region Midtjylland, og vi har tilsammen lang erfaring på tværs af både regionale og kommunale enheder med borgere på kanten af arbejdsmarkedet. På dette grundlag hilser vi en reform af beskæftigelsesindsatsen velkommen, men vi må samtidig påpege, at tværfagligt samarbejde og rehabilitering fortsat må prioriteres som en central del.
Rehabilitering kræver helhed og tværfagligt samarbejde
Alle kan komme i en sårbar situation, hvor det kan være svært at få livet til at hænge sammen eller måske endda at give mening. Her er den rehabiliterende proces afgørende. Ikke for at helbrede, men for at hjælpe med at skabe en ny balance og mening i hverdagen. Målet er at lære at leve livet bedst muligt med de udfordringer, som man nu er blevet givet. Det handler om at styrke funktionsevnen – altså evnen til at deltage i hverdagsliv, familieliv, arbejdsliv, fritidsliv og samfundsliv. Den proces ejes ikke af én sektor eller faglighed. Tværtimod kræver rehabilitering tværfagligt samarbejde, koordinering og sammenhæng på tværs af social-, beskæftigelses- og sundhedsområderne.
Beskæftigelsesindsatsen spiller en helt central og ofte undervurderet rolle i rehabiliteringen. At være en del af arbejdsfællesskabet har en helt særlig betydning i det meningsfulde liv. Her viser forskning og erfaringer tydeligt, at et menneskes funktionsevne og deraf følgende arbejdsevne ikke alene handler om helbredsforhold. Omgivelser, relationer, personlige forudsætninger og livshistorie spiller en mindst lige så stor rolle. Derfor kan vi ikke nøjes med at se på diagnoser som forklaring på en nedsat funktionsevne. Vi må også se på de muligheder, som det enkelte menneske har eller ikke har i kraft af sine omgivelser og grundlæggende personlige forudsætninger.
Rehabilitering finder sted, når fysioterapeuten hjælper kroppen i gang igen efter en operation. Når socialrådgiveren sammen med borgeren bruger lovgivningens støttemuligheder på vejen tilbage til arbejdsmarkedet. Når en misbrugsbehandler hjælper med at bryde mange års afhængighed. Når en mentor sikrer tryghed og stabilitet i en virksomhedspraktik. Når en bostøtte gør det muligt at handle ind og holde styr på ugen. Og når en familiebehandler hjælper forældre, der står midt i deres barns mistrivsel. Det er alle eksempler på mulige indsatser, som skal prioriteres og koordineres i et rehabiliteringsforløb. I rehabilitering er vi nødt til at tænke tingene sammen for faktisk at lykkes med at løfte det menneske, der står overfor os.
Rehabiliteringsteamet er ikke perfekt – men erfaringerne bør bruges
I reformen fra 2013 blev ovennævnte helhedsblik skrevet ind i lovgivningen med oprettelsen af rehabiliteringsteamet. Og selv om det af mange kommuner føltes som en tung administrativ og omkostningsfuld spændetrøje, så fik vi med rehabiliteringsteamet et lovbestemt forum, hvor borgerens samlede situation kunne drøftes i fællesskab mellem beskæftigelses-, sundheds- og socialområdet. Det var en strukturel nyskabelse, der skulle sikre koordinering, fælles forståelse og individuelle indsatser. Her 12 år efter står vi overfor nye store ændringer på beskæftigelsesområdet, og rehabiliteringsteamet er nu dømt ude!
Inden vi blindt bevæger os videre af nye veje, bør vi standse op og reflektere over, hvad rehabiliteringsteamet faktisk lærte os. Det er vores erfaring, at teamet skabte en større faglig forståelse på tværs af sektorer og kommunale siloer. Måden at arbejde på i rehabiliteringsteamet skabte også rammerne for et fælles fagligt sprog. Funktionsevnebegrebet og den biopsykosociale model blev omdrejningspunktet for en fælles forståelse af det enkelte menneske.
Men vi glemte at evaluere og udvikle fra det gode udgangspunkt, som blev givet med reformen i 2013. Konklusionen synes at være, at rehabiliteringsteamet er en uønsket tung og ressourcekrævende kontrolmaskine snarere end et fælles fagligt forum med fokus på arbejdsrettet rehabilitering.
Men her er det vigtigt at skille tingene ad: Rehabiliteringsteamet som struktur og lovkrav var måske ikke ideelt, men det tværfaglige samarbejde med rehabilitering som omdrejningspunkt og fælles forståelse viste sin berettigelse. Der kan være uenighed om, hvordan rehabilitering bedst organiseres, men der bør være enighed om, at rehabilitering er en nødvendig del af beskæftigelsesindsatsen. Og at beskæftigelsesindsatsen er en nødvendig del af rehabiliteringen.
Risikoen: At de mest sårbare efterlades uden koordinering
Det er paradoksalt, at mens rehabiliteringsteamet udgår, og rehabilitering i sig selv tilsyneladende er glemt i den nye reform af beskæftigelsesindsatsen, er rehabilitering samtidig opprioriteret i sundhedslovgivningen: I Kræftplan V og i udkast til ny sundhedslov nævnes eksplicit rehabilitering, sammenhæng og tværfaglighed. Når man end ikke på reformniveau formår at tænke i helhed, sammenhæng og integration af indsatser, hvordan kan vi så forvente, at det sker i praksis? For hvor skal den arbejdsrettede rehabilitering nu bo? Hvem tager sig af de mennesker, som falder imellem stolene? Er det mentoren, bostøtten, socialrådgiveren, egen læge eller ingen? Det bliver i hvert fald næppe borgeren selv, der kan samle trådene i vores fragmenterede system.
Vi deler den bekymring som flere faglige aktører allerede har udtalt: Den kommende beskæftigelsesreform risikerer at efterlade samfundets mest sårbare på en tom perron uden koordinerede og gennemgående tog. Vi risikerer at bevæge os tilbage mod lange, ukoordinerede “skuffesager”. Fra vort synspunkt må et velfærdssamfund måles på dets evne til at støtte dem, der har sværest ved at stå oprejst. Vi skal ikke blot gribe, men hjælpe mennesker til at rejse sig, når de falder, og støtte deres muligheder for at udvikle funktionsevnen. Derfor må vi ikke kun tænke i sikkerhedsnet. Der er brug for at vi tænker i trampoliner. Det kræver modet til at investere i helhed, relationer og faglighed. Det kræver, at vi ser mennesker som mere end deres CV og diagnosekode.
Rehabilitering er ikke blot pynt på velfærden. Det er selve fundamentet. Vi ved, at det kan lade sig gøre. Men det kræver vilje – og politisk opbakning. Kun sådan vil vi kunne gøre en forskel for de mennesker, som systemet rent faktisk er sat i verden for at hjælpe.
Lad dette være et opråb til alle, som skal tage del i den store opgave at implementere den nye beskæftigelsesreform. Lad os tage det bedste med fra erfaringerne med rehabiliteringsteamet. Lad os videreudvikle det, der faktisk har fungeret. Lad os insistere på, at samarbejde på tværs ikke er en ekstraopgave, men en forudsætning. Lad os holde fast i den helhedsorienterede rehabilitering i beskæftigelsesindsatsen og sikre, at socialrådgiveren fortsat spiller en koordinerende rolle i rehabiliteringsforløb, så vi ikke overlader borgeren til selv at navigere i komplicerede systemer.
Sidst opdateret: 19/08/2025 - 10:20










































