Beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen (S) ønsker ikke at kommentere kritikken af regeringens manglende digitalisering af a-kassernes kontaktforløb, som ifølge Krifa og Ase kan spare op mod fire milliarder kroner over ti år.

Beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen (S) ønsker ikke at kommentere kritikken af regeringens manglende digitalisering af a-kassernes kontaktforløb, som ifølge Krifa og Ase kan spare op mod fire milliarder kroner over ti år. - Foto: Emil Helms/Ritzau Scanpix

A-kasser: Regeringen overser milliardbesparelse i beskæftigelsesreformen

En ny beregning fra Krifa og Ase viser, at regeringens beslutning om at fastholde fysiske møder i beskæftigelsesindsatsen vil koste a-kassemedlemmer op mod fire milliarder kroner over de næste ti år.

Udgivet: 20/03/2025

Kasper Rasmussen

Redaktør

Del artiklen:

Mens regeringen jagter besparelser i beskæftigelsesreformen, ignorerer den en oplagt milliardgevinst. En ny beregning fra Krifa og Ase viser, at digitalisering af a-kassernes kontaktforløb kan frigøre milliarder.

Alligevel fastholder regeringen et gammeldags og dyrt system, der på sigt vil koste borgerne dyrt. Ifølge Krifa og Ase vil manglende digitalisering alene betyde et årligt tab på omkring 400 millioner kroner i produktivitetsgevinster.

Den kommende reform er så omfattende, at den ifølge a-kasserne ventes at have en levetid på cirka ti år. I den periode vil borgerne komme til at betale op mod 4 milliarder kroner for meget for deres medlemskab af systemet for arbejdsløshedsforsikring på grund af regeringens manglende digitalisering, viser en ny beregning foretaget af Krifa og Ase.

”Det er rystende, at man kan overse så store produktivitetsgevinster i så dyrt et system. Man får den mistanke, at regeringen og dens embedsmænd ganske enkelt ikke aner, hvordan man optimerer drift og høster produktivitetsgevinster med digitalisering i den private sektor."

Fik du læst?

Minister roses for ny forhandlingstilgang – men reform ventes først til april

"Det er som om, de tror, at det er gratis eller ligegyldigt om en samtale skal foregå med fysisk fremmøde eller via digitale kanaler. Men der er en verden til forskel. Og over en længere periode koster det milliarder i ekstra omkostninger, som kun kan pålægges forsikringstagerne,” siger Jane Heitmann, formand for Krifa.

Regeringens digitale tøven koster milliarder

Når a-kasserne ikke kan digitalisere kontaktforløbet, så koster det a-kassemedlemmerne:

  • 22 pct. produktivitetsgevinst af selve samtaletiden = 15 mio. kr. (STARs evaluering af digitale samtaler under corona)

  • 273 fysiske a-kasselokationer i hele landet kan reduceres til 21 centraliserede og digitale kundeservicecentre, færre it-udgifter og personaleomkostninger = ca. 350-400 mio. kr.

  • Samlet potentiale for besparelse ved fuldt digitale kontaktforløb = ca. 400 mio. kr. årligt, som a-kassemedlemmerne i dag betaler for meget for ingenting.

  • Lavere tilfredshed hos a-kassemedlemmerne med de fysiske samtaler fremfor de digitale samtaler.

Kilde: Krifa

Regeringen havde ellers digitalisering for øje i kommissoriet til ekspertgruppen, der skulle komme med anbefalinger til fremtidens beskæftigelsesindsats. Her stod direkte, at eksperterne skulle komme med konkrete løsninger, der kan understøttes digitalt.

Men i regeringens lækkede aftaleudspil til ny beskæftigelsesreform er der ingen digitale løsninger.

"Tværtimod ønsker regeringen at fastholde samtaler med obligatorisk fysisk fremmøde mellem a-kasserne og de ledige dagpengemodtagere. Kravet kan ikke fraviges og gælder den første samtale i a-kasserne, men ikke kommunerne," påpeger Jane Heitmann.

Potentialet ved digitalisering er veldokumenteret

Jane Heitmann fremhæver, at potentialet for besparelser i a-kassernes møde med de ledige er både stort og veldokumenteret fra erfaringer med digitale samtaler under covid-19-nedlukningen og erfaringer fra den private sektor med digitalisering af kundekontakt i for eksempel finanssektoren, forsikringsbranchen og pensionskasserne.

Når besparelsespotentialet bliver i milliardstørrelsen, skyldes det ifølge Krifa og Ase, at landets a-kasser har 273 fysiske lokationer for at kunne leve op til politikernes krav om fysiske møder med alle ledige.

"Det er ekstremt dyrt at have så mange kontorlejemål, som udover ejendomsudgifterne også koster i ekstra it-udgifter og mere personale. Desuden tager fysiske samtaler meget længere tid end de digitale, hvilket også giver højere omkostninger," lyder det fra Jane Heitmann.

Ingen forskel i beskæftigelseseffekt

Samtaler med fysisk fremmøde har kun en væsentlig forskel fra de digitale samtaler, og det er en markant højere pris, som regeringen vil tvinge de 2,2 millioner a-kassemedlemmer til at betale.

Der er til gengæld ingen forskel i beskæftigelseseffekten. Det har politikerne selv fået undersøgt.

De to økonomiprofessorer Michael Svarer og Michael Rosholm afleverede deres rapport ”Relative effekter af digitale versus fysiske samtaler” til politikerne i september 2021. Konklusionen var, at der ikke er negative beskæftigelsesmæssige konsekvenser ved indførelse af digitale kontaktforløb.

Der er ganske enkelt ikke signifikante forskelle i afgangen fra ledighed på digitale kontaktforløb kontra samtaler med fysisk fremmøde, som det formuleres i rapportens konklusion: ”Samtaler har en positiv effekt på afgangen til beskæftigelse. Det gælder både hvis samtalerne er fysiske eller digitale, og der er ikke signifikante forskelle på de to samtaleformer.”

Fik du læst?

Regeringens digitale tøven hæmmer effektivisering og koster milliarder

Styrelsen for Rekruttering og Arbejdskraft (STAR) har også tidligere lavet en erfaringsopsamling af de digitale samtaler under covid-19-perioden ”Erfaringsopsamling – digitale samtaler under suspensions- og genåbningsperioden”. Den viste, at tilfredsheden var tårnhøj med de digitale samtaler, hvor henholdsvis 89 procent og 86 procent af de ledige i kontaktforløb udtrykte tilfredshed med de digitale samtaler.

STAR’s evaluering viste desuden et økonomisk potentiale, fordi de digitale kontaktformer gav effektiviseringsgevinster på henholdsvis cirka 20 procent i a-kasserne og 30 procent i jobcentrene.

Hos Krifa og Ase er der stærk undren over, at politikerne beder eksperter om at vurdere effekterne, og så vil man alligevel ikke bruge resultaterne til noget.

”Det er dødhamrende frustrerende at være vidne til regeringens negligering af de digitale gevinster. Der er både økonomiske gevinster og velfærdsgevinster at hente. Der ligger rapporter og konklusioner, der entydigt peger på dette. Politikerne har selv bedt om det. Og så sker der ingenting, når regeringen så skal udfærdige de politiske forslag. Jeg synes simpelthen, at det er dårligt politisk håndværk,” siger Jane Heitmann.

Krifa og Ase foreslår indførelse af fuldt digitale kontaktforløb med ledige dagpengemodtagere. Dog skal det altid være muligt for a-kassen at indkalde det ledige medlem til samtaler med fysisk fremmøde, hvis det anses for mest fremmende for indsatsens jobfokus, ligesom mistanke om snyd og manglende rådighed også vil kræve fysisk fremmøde. På samme måde skal det altid være muligt for medlemmet at bede om kontaktforløb med fysisk fremmøde, hvis det foretrækkes.

NB-Beskæftigelse har uden held forsøgt at få en kommentar fra beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen (S).

Sidst opdateret: 20/03/2025 - 10:08

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

NB-Beskæftigelse er Danmarks førende nichemedie om beskæftigelsespolitik.
Vi tror på, at substans har betydning i den politiske proces, og derfor fokuserer vi på indhold frem for spin.

Læs mere om NB-Beskæftigelse her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]