Af adm. direktør Karsten Mølgaard Jensen, Ase, og formand Jane Heitmann, Krifa

Politikere, der undlader at lytte, møder ofte kritik. Berettiget eller ej. Men når de selvsamme politikere faktisk har gjort sig fornuftige overvejelse – og så vælger at sidde dem overhørig – er det uomtvisteligt kritisabelt. Særligt i de tilfælde, hvor undladelsen koster borgerne uhyrlige summer.

Præcis sådan et scenarie er vi vidner til i de igangværende forhandlinger om fremtidens beskæftigelsessystem. Helt konkret handler det om digitalisering. Eller snarere mangel på digitale løsninger. I sit udspil til en aftale om en ny beskæftigelsesreform lægger regeringen op til at fastholde fysisk fremmøde ved første samtale mellem forsikrede ledige og a-kasserne. Et krav der ikke kan fraviges modsat i kommunerne, hvor første samtale godt kan være digital.

Reelt vil det koste cirka 400 millioner kroner årligt i mistede produktivitetsgevinster i a-kasserne, som tvinges til at opretholde et fintmasket filialnetværk over hele landet for at leve op til politikernes krav om fysiske møder med alle ledige. Aktuelt har de 21 a-kasser i dag 273 lokationer fordelt på landets 98 kommuner. Set over reformens forventede levetid, en tiårig periode, nærmer merudgiften sig 4 milliarder kroner, viser en ny analyse fra Krifa og Ase.

INDSÆT LINK TIL ARTIKEL OM KRIFA OG ASE

Det sker på trods af, at regeringen i kommissoriet til ekspertgruppen, der skulle komme med anbefalinger på området, specifikt understregede, at gammeldags analoge sagsgange skulle være fortid. Derfor udbad regeringen sig konkrete løsninger, der ”kan understøttes digitalt og er administrerbare i praksis”, som det blev formuleret. Ønsket om digitale kontaktforløb kom i kølvandet på veldokumenterede erfaringer fra a-kasserne under covid-19-nedlukningen og den omfattende digitalisering af kundekontakt, der er sket de seneste år i eksempelvis finanssektoren, forsikringsbranchen og pensionskasserne.

Imidlertid undlod ekspertgruppen, der var sammensat af en række offentlig ansatte universitetsøkonomer uden erfaring med digitalisering, driftsoptimering og kundekontakt i den private sektor, at efterkomme regeringens opfordring. Og her strandede regeringens ellers gode intentioner om yderligere om digitalisering øjensynligt. Ganske tankevækkende i betragtning af, at politikerne ad flere omgange har fået undersøgt – og dokumenteret – at der ingen forskel er i beskæftigelseseffekten mellem fysiske og digitale samtaler.

Tilbage i 2021 afleverede de to økonomiprofessorer Michael Svarer og Michael Rosholm rapporten ”Relative effekter af digitale versus fysiske samtaler”. Konklusionen var, at der ikke er signifikante forskelle på de to samtaleformer og derfor ingen negativ beskæftigelseseffekt ved at indføre digitale kontaktforløb. Samme melding kom fra Styrelsen for Rekruttering og Arbejdskraft (STAR), da politikerne bad om en erfaringsopsamling af de digitale samtaler under covid-19-perioden.

Rapporten ”Erfaringsopsamling – digitale samtaler under suspensions- og genåbningsperioden” viste, at tilfredsheden med de digitale samtaler var tårnhøj samt at effektiviseringsgevinsten var på henholdsvis 20 procent i a-kasserne og 30 procent i jobcentrene. En markant højere pris er med andre ord den eneste væsentligste forskel på digitale samtaler og samtaler med fysisk fremmøde – og den vil regeringen nu tvinge de 2,2 millioner a-kassemedlemmer til at betale.

Regeringens manglende vilje til at foreslå de nødvendige digitale moderniseringer af beskæftigelsessystemet er dybt bekymrende, fordi det betyder, at systemet bliver drevet ineffektivt og alt for dyrt. Erfaringerne fra corona-perioden viser, at et fuldt digitalt kontaktforløb med dagpengemodtagere sagtens kan lade sig gøre, bliver taget godt imod og er mindst lige så effektivt som fysiske samtaler. Samtidig er varigheden af den enkelte samtale kortere.

Derfor er det foruroligende, at regeringen og dens embedsmænd kan overse så store produktivitetsgevinster. Det virker som om, de tror, at det er gratis eller ligegyldigt, om en samtale skal foregå med fysisk fremmøde eller via digitale kanaler. Forhåbentlig skyldes det ikke manglende viden om, hvordan man optimerer drift og høster effektiviseringsgevinster i den private sektor. I givet fald bør regeringen gøre sig selv den tjeneste at følge sin første indskydelse og så rent faktisk lytte til de aktører, der kender området og ved, hvor skoen trykker.