
Ifølge NB-Beskæftigelses kilder er stemningen blødt op ved de afgørende reformforhandlinger, efter at beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen (S) har udtrykt forståelse for oppositionspartiernes ønske om en grundig gennemgang af regeringens udspil. - Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Analyse
Minister roses for ny forhandlingstilgang – men reform ventes først til april
Analyse: Forhandlingerne om beskæftigelsesreformen skrider frem, men uenighed om milliardbesparelser truer med at forsinke en aftale.
Udgivet: 18/03/2025
Forhandlingerne om regeringens store beskæftigelsesreform har taget en ny drejning.
Efter en hård start, hvor beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen (S) mødte kritik for at forsøge at presse en færdig aftaletekst igennem, er stemningen nu markant bedre.
Det fortæller flere kilder tæt på forhandlingerne.
Beskæftigelsesministeren anerkendte på det seneste møde torsdag, at oppositionens ønske om en grundig gennemgang har været den rette tilgang.
I dag fortsætter arbejdet med regeringens 115 siders lange udspil. Forventningen er, at denne uges drøftelser gradvist vil udvikle sig til egentlige forhandlinger.
Det store spørgsmål er, hvordan regnestykket skal gå op. I weekenden tog kritikken af regeringens varslede besparelser på vejledning, opkvalificering og mentorordninger til. En besparelse på 800 millioner kroner, der ikke indgik i ekspertgruppens anbefalinger.
Det har mødt hård kritik fra borgmestre i regeringens eget bagland og hos både Liberal Alliance og SF, der sidder med om forhandlingsbordet.
"Regeringen har mange dårlige ideer. Det har de generelt, og det har de også på det her område. Det er derfor, vi skal ind og forhandle det. Og for SF er det en prioritet ikke at lade de besparelser gå ud over de unge, der har det sværest, siger SF's Karsten Hønge til DR.
Sólbjørg Jakobsen (LA) bemærker, at regeringen formentlig også har egne interesser at varetage. Det er velkendt, at fagbevægelsen var stærkt kritisk over for ekspertgruppens forslag om at skære på uddannelse til ledige - hvorefter det blev pillet ud i regeringens interne forhandlinger.
Ifølge en central kilde kan man fortsat godt forestille sig, at nogle af de nuværende forslag til besparelser byttes ud med andre. Det kræver dog, at oppositionen kommer på banen. Regeringens erklærede mål om at rundbarbere beskæftigelsesindsatsen med tre milliarder kroner pilles der ikke ved.
Fik du læst?
Kan ikke vente på Christiansborg: Flere kommuner forbereder sig på gennemgribende reform
Besparelserne er af en størrelse, der gør det svært at finde beløbet ad andre veje. Derfor handler det mere om, hvor store indrømmelser, oppositionspartierne vil kræve ved forhandlingsbordet.
Et scenarie er, at regeringen vælger at opdele reformen i mindre aftaler, som man også så det ved kontanthjælpsreformen.
Det er selvsagt vanskeligt at spå om, hvor lange udsigter en aftale har. Men det kan pludselig gå stærkt, lyder det fra en central kilde.
“Selvom den nuværende gennemgang tager tid, tror jeg, at det vil forkorte forløbet i sidste ende. Jeg kan godt forestille mig, at vi kommer til at se en ketchupeffekt. Men jeg tror, vi skal hen i april, før en aftale falder på plads."
Sidst opdateret: 18/03/2025 - 10:30










































