Af Bettina Post, borgerrådgiver i Høje-Taastrup Kommune og tidligere formand for Dansk Socialrådgiverforening

I starten af året trådte en kontanthjælpsreform i kraft, som får store konsekvenser for alle involverede.

Alligevel er den nærmest ikke er blevet omtalt i medierne. Den indeholder ellers markante ændringer, som både kræver tilpasning, varsling, vejledning og nye arbejdsgange.

På papiret er der tale om forenklinger, lempelser, tillæg, ensartning, rettighedsbasering og frihed for kommunerne. Realiteterne er dog knapt så positivt ladede.

For eksempel erstattes kontanthjælpsloftet af ”et nyt og enkelt boligstøtteloft” på 363 kroner. Beløbet er så lille, at det er fuldstændig ligegyldigt. Samtidig afskaffes særlig støtte til høje boligudgifter eller stor forsørgerbyrde, som hidtil trods alt har sikret de mindst bemidlede et par tusind kroner at leve for.

Denne ”forenkling” risikerer at få store konsekvenser. For når man ikke kan betale sin husleje, så ryger man på gaden. Dermed modarbejder reformen alle de initiativer, der er i gang for netop at bekæmpe hjemløsheden. De sociale organisationer har forsøgt at råbe Christiansborg op, men indtil videre uden held. Måske sker der noget, når kongens foged rent faktisk begynder at banke på dørene efter sommerferien.

Sjovt nok er der ét element, som er blevet pushet behørigt til medierne, og det er nyskabelsen ”37 timers arbejdspligt” for borgere, som er flyttet til Danmark efter 1968, som vurderes at kunne arbejde, men som ikke opfylder kravet om at have haft mindst 2,5 års fuldtidsarbejde indenfor de seneste 10 år. Dem er der stemmer i.

Arbejdspligten begrundes i, at alt for mange indvandrere, især kvinder med ikke-vestlig baggrund, står udenfor arbejdsmarkedet. Ifølge analyseinstituttet AE-rådet har indvandrerbeskæftigelsen imidlertid aldrig været højere. Især kvinderne stormer ud på arbejdsmarkedet - sågar i de job, hvor vi mangler.

Men heller ikke det påvirker politikerne. Og nu skal jobcentrene så opfinde 22.000 fuldtidsjobs, som vel at mærke ikke må tage brødet ud af munden på nogle andre, for så er vi jo lige vidt. Det er ikke nogen nem opgave.

Denne form for fattigdomsskabende symbolpolitik protesterede nyligt afdøde socialrådgiver Hanne Reintoft over gennem hele sit virke. For 20 år siden med ordene: ”Masser af undersøgelser, helt tilbage fra 50'erne, fastslår, at hvis folk bliver alt for forarmede, falder de i fattigdomsfælden og sidder fast. De mister kontakten til omverdenen, mister evnen til at begå sig og selvrespekten. Hvis man fattiggør folk for meget, får man dem ikke i gang.” (Citat: Hanne Reintoft, Jyllands-Posten, februar 2004).

Der er ingen nyere undersøgelser, som peger på det modsatte. Alligevel fortsætter uvæsenet, og ingen løfter så meget som et øjenbryn. Det er skammeligt.

Hanne Reintoft forlod denne verden en kold mandag i januar. Må hun hvile i fred, men må hendes kamp for en anstændig behandling af de mindst privilegerede leve videre.