Debat

Jobcenterchefer nægter at se problemerne i øjnene

Debat: Når syge fastholdes i meningsløse forløb i årevis, er det ikke blot lovgivningens skyld – det er også jobcentrenes ansvar, skriver Maj Thorsen, privatpraktiserende socialrådgiver.

Udgivet: 06/02/2025

Del artiklen:

Af Maj Thorsen, privatpraktiserende socialrådgiver

Under statsministerens nytårstale faldt ordene om, at sygemeldte skal mødes med ordentlighed og respekt, og derfor skal beskæftigelsessystemet ændres og jobcentrene lukke.

Dette fik flere jobcentermedarbejdere samt chefer til tasterne på sociale medier samt i diverse indlæg, hvori det fremgår, at de gør deres arbejde godt, og at det i øvrigt er lovgivningen, som er hele problemet bag den store kritik af jobcentrenes arbejde.

Også Troels van Dijk, Centerchef for Center for Beskæftigelse ved Faxe Kommune, har blandet sig i debatten med et indlæg i NB-Beskæftigelse.

På baggrund af indlægget må man forstå, at der er tale om en unuanceret og uretfærdig kritik fra statsministerens side.

"I jobcentrene møder vi borgere med respekt, empati og en ægte vilje til at hjælpe dem videre," skriver Troels van Dijk.

Jeg kan næsten høre violinerne spille til ordene fra centerchefen. Og hvis noget er unuanceret, så må jeg i den grad konstatere, at det er indlæggene fra jobcentermedarbejdere samt chefer, herunder Troels van Dijk.

Fik du læst?

Kære statsminister: Var det ordentligt og respektfuldt?

Ikke ét eneste af de mange indlæg, jeg har læst, nævner det faktum, at der sker lovbrud i mange jobcenterafdelinger landet over, ofte på baggrund af et åbenlyst, ensidigt fokus på at begrænse ydelser til syge og sårbare borgere. Jeg har haft cirka 700 sager i mere end 60 kommuner.

Nogle jobcentre hører til de gode eller de bedre, hvilket jeg igen og igen har fremhævet i den offentlige debat. I disse sager er det tydeligt, at borgeren er heldige at være tilknyttet et jobcenter, hvor der er fokus på den empati og ægte hjælp, som Faxe Kommunes centerchef nævner. Hvis alle sager var sådan, så havde jeg ikke et job som privatpraktiserende socialrådgiver.

I andre jobcenterafdelinger, for mange desværre, mødes borgerne af en absurd hård, usaglig sagsbehandling, hvilket er i total disharmoni med Van Dijks udtalelse om, at alle jobcentre har en ægte vilje til at hjælpe. Vi taler om en sagsbehandling, som er i stor disharmoni med lovgivningen.

Jeg kan virkelig godt forstå, at statsministerens ord føles rigtig uretfærdige, hvis man gør sit arbejde godt. Men at påstå, at de dårlige sager, omtalt f.eks. i pressen, udelukkende kan forklares med regler og lovgivning, er langt ud over, hvad der er acceptabelt. Jeg vil anslå at ca. 80-85 procent af mine sager, er sager, hvor jobcentrene, chefer og medarbejdere opfører sig problematisk/dybt problematisk, og hvor lovgivningen absolut ikke har ansvaret.

Fik du læst?

Hvem vil arbejde i velfærden, hvis vi underminerer respekten for de ansatte?

Det er her, at kritiske røster vil påstå, at jeg jo også kun ser de dårlige sager. Det er ikke korrekt. Og i øvrigt står jeg ikke alene med kras kritik af den måde, nogle jobcentre driver omgang med lovgivningen på. Denne kritik har vi i årevis hørt fra fagforbund, advokater, jurister, private socialrådgivere mv.

Vi taler indimellem om så magtfuld og kritisabel behandling af syge borgere, at nogle borgere ender ud med en psykisk belastningsreaktion oveni den oprindelige sygdom, da de trådte ind i jobcentret den første gang. Ikke fordi lovgivningen var synderen, men fordi jobcentrene er i position, hvor de har magten til at ødelægge et menneskes liv, f.eks. ved at fastholde borgeren i endeløse, årelange forløb, hvor der kun sker én ting hen ad vejen; helbred, funktions- og arbejdsevnen forringes i takt med det antal år, man har sin gang i et jobcenter. Vi taler nogle gange om 10-15-20 år.

Jeg har gentagne gange udtalt i den offentlige debat; Der foregår også mange gode ting i landets jobcentre. Det ville klæde medarbejdere og jobcenterchefer også at turde medgive det modsatte, nemlig at der sker vanvittig sagsbehandling, lovbrud og magtovergreb i nogle af landets jobcentre.

Sådan som kritikken har fremstået i diverse indlæg fra jobcentrene, på baggrund af statsministerens nytårstale, så er det udelukkende jobcentrenes indlæg, der fremstår unuancerede. Og så længe det sker, så ser jeg absolut ingen positive forandringer i sigte – uanset om jobcentrene får nyt navn eller ej.

Sidst opdateret: 10/02/2025 - 08:58

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

NB-Beskæftigelse er Danmarks førende nichemedie om beskæftigelsespolitik.
Vi tror på, at substans har betydning i den politiske proces, og derfor fokuserer vi på indhold frem for spin.

Læs mere om NB-Beskæftigelse her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]