Beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen står over for stigende pres fra både kommuner og oppositionen for at indekalde til forhandlinger om den længe ventede reform af beskæftigelsesindsatsen.

Beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen står over for stigende pres fra både kommuner og oppositionen for at indekalde til forhandlinger om den længe ventede reform af beskæftigelsesindsatsen. - Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Analyse

Tålmodigheden er opbrugt: Hvad venter du på, Ane?

Analyse: Mens regeringen holder kortene tæt til kroppen, vokser utålmodigheden både på Christiansborg og i kommunerne. Dér mangler man klare svar om fremtidens indsats. Og man kommer til at vente lidt endnu.

Udgivet: 28/01/2025

Kasper Rasmussen

Redaktør

Del artiklen:

De har allerede ventet længe.

Men ansatte i jobcentre, a-kasser og private leverandører er ikke alene om at vente på en afklaring om fremtidens beskæftigelsesindsats.

På Christiansborg er oppositionen i samme båd. Her er utålmodigheden ved at indfinde sig på Christiansborgs gange. Men noget tyder på, at oppositionen må vente lidt endnu på regeringens invitation til reform-forhandlinger.

Som NB-Beskæftigelse tidligere har omtalt, har regeringen inden da planlagt et topmøde, som skal markere næste skridt for Ungeløftet. Dét møde er i dag på Marienborg.

Og torsdag i denne uge er ordførerne indkaldt til forhandlinger om, hvordan kommunerne kan fjerne kriminelles pension.

En del tyder dermed på, at forhandlingerne om reformen er skubbet i forhold til den oprindelige plan. I hvert fald er der ifølge flere af NB-Beskæftigelses kilder i øjeblikket stilstand i regeringens interne forhandlinger.

Ifølge en kilde skyldes stilstanden, at den absolutte regeringstop skal inddrages, inden SVM får skabt fælles fodslag.

Regeringen holder dog kortene ultratæt ind til kroppen, og NB-Beskæftigelse har ikke kunnet få dén oplysning bekræftet hos andre kilder.

Fik du læst?

Odense sender brev til minister: Flere unge bør tildeles midlertidig førtidspension

De interne uenigheder skulle fortsat være fastholdelse af uddannelse til ledige, om og i givet fald hvordan a-kasser og private aktører skal have en større bid af kagen, end den ekspertgruppen lagde op til.

Man skal dog lede et helt andet sted for at finde grunden til regeringens nølen. Flere kilder fortæller samstemmende, at Donald Trumps forsøg på at tilrane sig Grønland er en væsentlig årsag til, at forhandlingerne er rykket bagud.

Uret tikker i kommunerne

Det er fortsat planen, at den kommende reform skal træde i kraft den 1. januar 2026. Og at indsatsen skal trimmes med tre milliarder kroner, den første milliard skal realiseres til næste år.

Derfor er utålmodigheden også for alvor ved at indfinde sig i kommunerne.

Ekspertgruppen skønnede, at den anbefalede driftsbesparelse på 1,2 milliarder kroner medfører, at antallet af medarbejdere i kommunerne reduceres med cirka 3.500 årsværk i 2030. Det svarer til en fjerdedel de ansatte på beskæftigelsesområdet.

Hvor mange der skal prikkes, er endnu uvist. Men faktum er, at medarbejdere med lange opsigelsesvarsler skal opsiges i sensommeren, hvis de skal fratræde til nytår. Det scenarie er flere kommunale arbejdsmarkedschefer begyndt at forberede sig på, så de tripper efter svar om budgetrammer.

Presbold på de øvrige partier

Skal man tro regeringens lovprogram, forventer Ane Halsboe-Jørgensen senest i februar at fremsætte et lovforslag. Derfor mener flere kilder også, at oppositionen snart vil blive indkaldt til forhandlinger. Måske endda inden vinterferien, lyder vurderingen.

Hvor hurtigt forhandlinger kommer til at gå, afhænger i høj grad af det udspil, de øvrige partier præsenteres for.

Fik du læst?

2025 bliver beskæftigelsesområdets skæbneår: Tre fokuspunkter du bør holde særligt øje med

Kilder fortæller, at der meget vel kan blive tale om en hurtig proces, hvor der i første omgang formentlig er lagt op til en forholdsvis overfladisk reform. Senere vil flere aftaler følge.

Hvis regeringen fremlægger en aftale på overskrift-niveau, vil det unægteligt lægge et pres på de øvrige partier på Christiansborg for at indgå. I så fald vil en stor del af den efterfølgende implementering stadig være til forhandling.

"Derfor bliver det også svært for de øvrige partier at sige nej til at indgå en aftale. I så fald vil de afskrive sig selv fra en lang række efterfølgende forhandlinger, hvis ikke de kan tilslutte sig den overordnede ramme. Derfor har det stor betydning, om man er med eller ej," lyder det fra en centralt placeret kilde.

Sidst opdateret: 28/01/2025 - 11:38

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

NB-Beskæftigelse er Danmarks førende nichemedie om beskæftigelsespolitik.
Vi tror på, at substans har betydning i den politiske proces, og derfor fokuserer vi på indhold frem for spin.

Læs mere om NB-Beskæftigelse her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]