- Foto: Tim Kildeborg Jensen/Ritzau Scanpix

Odense nytænker indsatsen for langtidsledige med nyt projekt

Et nyt projekt i Odense skal hjælpe borgere, der har været væk fra arbejdsmarkedet i mere end otte år tilbage i job gennem personlig støtte og skræddersyede forløb.

Udgivet: 14/01/2025

Kasper Rasmussen

Redaktør

Del artiklen:

Et nyt projekt i Odense skal bane vejen tilbage til arbejdsmarkedet for borgere, der har været uden job i årevis.

Projektet "En ny start for flere" samler kræfter fra kommunen, private virksomheder og sociale aktører for at skabe individuelle forløb for deltagerne.

"Vi har borgere, der har været uden for arbejdsmarkedet i over otte år. Det er både en udfordring for dem og for kommunen. Vi håber, at denne indsats kan gøre en reel forskel," siger Rikke Pelle Jensen, chef for jobrehabilitering i Odense Kommune, i en pressemeddelelse.

Projektet er målrettet 80 borgere og skal over de næste tre år hjælpe dem med at opnå mindst 15 ugers beskæftigelse om året.

Kommunen slipper for regningen – indtil projektet virker

Projektet er finansieret som en social effektinvestering. Det betyder, at kommunen ikke betaler for indsatsen, medmindre den viser målbare resultater. Den Sociale Kapitalfond står for finansieringen og bærer den økonomiske risiko.

”Vi har valgt den her model, fordi vi her kan afprøve en nytænkende indsats uden at belaste kommunens økonomi på forhånd. Hvis projektet virker, kan vi måle resultaterne og sikre, at det faktisk gør en forskel for borgerne – og samtidig giver værdi for kommunen,” forklarer Rikke Pelle Jensen.

Fik du læst?

Flertal af jobchefer forudser store besparelser til næste år: Kommunerne kan vælge to veje

Projektet bliver vurderet ud fra flere forskellige resultater og markerer et skift væk fra beskæftigelsesindsatser, der primært handler om aktiviteter. I stedet måles indsatsen på, hvad der reelt hjælper den enkelte borger med at komme i arbejde.

"I projektet måler vi effekten på konkrete resultater, som hvor mange borgere der kommer i arbejde og fastholder deres job over tid. På den måde sikrer vi, at indsatsen skaber reel og varig værdi for den enkelte borger, samtidig med at vi kan dokumentere og evaluere de sociale og samfundsøkonomiske gevinster,” udtaler Caroline Jaksland, Senior Investment Manager i Den Sociale Kapitalfond.

Fakta om projektet

  • Projektet løber over tre år og er et samarbejde mellem Odense Kommune, Carelink Gruppen, Den Sociale Kapitalfond, Landsbyggefonden, Impactly og Socialt Udviklingscenter

  • 80 borgere, der har været på offentlig forsørgelse i mere end 8 år, deltager i indsatsen

  • Succes måles ved, at deltagerne opnår minimum 15 ugers beskæftigelse om året sammenlignet med de seneste tre år

Samarbejde og skræddersyede forløb skaber resultater

Carelink Gruppen står for den praktiske indsats, som inkluderer personlig coaching, jobsamtaler og hverdagsstøtte.

Projektet bygger på erfaringer fra lignende initiativer i Randers og Kolding, der har vist, at helhedsorienterede og personlige forløb kan hjælpe langtidsledige i varig beskæftigelse.

”Det er samarbejdet mellem os alle, der gør projektet muligt. Vi har hver vores rolle, men vi deler det samme mål: At hjælpe borgerne med at få en stabil hverdag og en plads på arbejdsmarkedet,” siger Kenneth Lindberg, direktør for sociale effektinvesteringer i Carelink Gruppen.

Fik du læst?

2025 bliver beskæftigelsesområdets skæbneår: Tre fokuspunkter du bør holde særligt øje med

Sidst opdateret: 14/01/2025 - 08:42

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

NB-Beskæftigelse er Danmarks førende nichemedie om beskæftigelsespolitik.
Vi tror på, at substans har betydning i den politiske proces, og derfor fokuserer vi på indhold frem for spin.

Læs mere om NB-Beskæftigelse her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]