Tilgangen til seniorpension falder
I stort set alle kommuner er der færre, der er kommet på seniorpension det seneste år end i året forud. Der er fald for alle årgange.
Udgivet: 28/11/2024
Færre borgere er kommet på seniorpension det seneste år, og det gælder i næsten alle landets kommuner. Antallet af nye seniorpensionister er faldet i alle årgange, 61-66 år, men mest for de 61-årige. Det sker samtidig med, at der er færre afslag på ansøgninger til seniorpensionen.
Det viser nye beregninger på data fra Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering, skriver NB-Økonomi.
Antallet af seniorpensionister stiger dog fortsat, fordi tilgangen stadig ligger over afgangen, dvs. det samlede antal nye seniorpensionister ligger over antallet af 66-årige seniorpensionister, der er på vej på folkepension.
Økonomisk er det godt nyt for de kommuner, hvor faldet i tilgangen er størst. For selvom staten kompenserer kommunerne under et for de stigende udgifter til flere seniorpensionister, så vil udgiftsudviklingen belaste kommunerne forskelligt.
Kommuner med vækst i udgifterne, som er højere end landsgennemsnittet, vil som udgangspunkt tabe penge, mens kommuner med en lavere vækst som udgangspunkt vil vinde penge - ganske enkelt fordi kompensationen fra staten er større end kommunens faktiske udgifter.
I kortet herunder kan du se ændringen i tilgangen til seniorpension i din kommune. I alle de blå kommuner er der kommet færre på seniorpension det seneste år end året forud. Det er altså kun i Mariagerfjord, Fredensborg og Rudersdal kommuner, at der er kommet flere nye seniorpensionister.
Artiklen fortsætter under kortet.
Tilgangen af 61 årige
I nedenstående kort kan du se udviklingen for tilgangen af 61-årige. Vær opmærksom på, at der i nogle kommuner kan være tale om meget små tal, der derfor kan give store procentvise udsving - du kan se antallet ved at holde musen over kommunen. På landsplan er antallet af 61-årige, der er kommet på seniorpension, halveret.
Artiklen fortsætter under kortet.
Tabellen herunder viser antal nye seniorpensionister for de forskellige årgange siden slutningen af 2020, og i kortet nederst kan du se andelen af seniorpensionister i hver kommune det seneste år.
Sidst opdateret: 28/11/2024 - 12:17
Temaer: Seniorpension





































