
Deltagere på integrationstræf: "Implementering af arbejdspligt bliver op ad bakke"
69 kommuner var repræsenteret på årets Integrationstræf. NB-Beskæftigelse spurgte flere af repræsentanterne, hvad de mener om arbejdspligten, og om de er klar til at indføre den fra årsskiftet.
Udgivet: 19/11/2024
Hvis den nye 37 timers nytteindsats målrettet ikke-vestlige indvandrere på kontanthjælp skal blive en succes, kræver det, at landets kommuner formår at etablere og administrere arbejdspligten, som skal omfatte 13.000 borgere på landsplan.
I kommunerne er man klar til opgaven, lød det mandag fra flere deltagere til Integrationstræf på Nyborg Strand Hotel & Konference.
Peter Tørnqvist, virksomhedskonsulent i Vejen Kommune
"Der er ingen tvivl om, at det bliver op ad bakke. Når det er sagt, er jeg helt overbevist om, at vi bliver klar. Vi er allerede godt i gang med at implementere nytteindsatsen. Men vi har også fået tilbagemeldinger om, at det bliver en større opgave. Det kommer til at tage tid."
"Vi er lidt bekymret for, hvordan vores lokale virksomheder tager imod arbejdspligten. Allerede nu, kan vi mærke, at der er mange, der stejler lidt, når vi taler praktik. Så den største udfordring bliver formentlig at få virksomhederne med. For de har travlt," siger Peter Tørnqvist.
Sille Falk, jobformidler i Nyborg Kommune
Hvad synes du om, at arbejdspligten nu indføres?
"Der er faktisk flere elementer i den, som jeg synes, kan være et brugbart redskab til at fastholde nogle elementer. Men der er også flere ting ved den, som vil give udfordringer."
"Vi er endnu ikke helt klar, men det arbejder vi på. Vi er en lille kommune, og derfor drejer det sig om et mindre antal borgere, vi skal have i arbejdspligt," bemærker Sille Falk.
Tina Justesen, virksomhedskonsulent i Aabenraa Kommune
Hvad er din holdning til, at arbejdspligten bliver indført nu?
"Det er okay. Vi har længe arbejdet med den målgruppe, som står tilbage. Hvis arbejdspligten kan bidrage til, at vi kan få de sidste med, og vi kan fortælle dem om vigtigheden i, at de bidrager, er det godt.
Er I klar til at indføre arbejdspligten i Aabenraa?
"Ja. Vi er faktisk mere klar, end hvad vi lige havde regnet med i første omgang. Vi er netop dykket ned i, hvor mange personer det drejer sig om, og det er til at håndtere," siger Tina Justesen.
Aabenraa Kommune har cirka 20 borgere, der er omfattet af målgruppen for arbejdspligten.
Sidst opdateret: 19/11/2024 - 11:06













































