Folketingets Beskæftigelsesudvalg havde onsdag kaldt beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen (S) i åbent samråd om de økonomiske vismænds kritik af regeringens aftaler på kontanthjælpsområdet fra oktober 2023.

Folketingets Beskæftigelsesudvalg havde onsdag kaldt beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen (S) i åbent samråd om de økonomiske vismænds kritik af regeringens aftaler på kontanthjælpsområdet fra oktober 2023. - Foto: Skærmbillede fra onsdagens samråd Folketingets TV.

Ane Halsboe om arbejdspligt: "Kritik fra vismænd ændrer ikke noget"

Beskæftigelsesministeren afviser kritik fra vismændene af den kommende arbejdspligt til indvandrere. Arbejdspligten er ubetrådt land, siger hun.

Udgivet: 29/08/2024

Kasper Rasmussen

Redaktør

Del artiklen:

Det kommer ikke til at ændre noget, at de økonomiske vismænd sidst i maj meldte sig i koret af kritikere mod den kommende arbejdspligt, som ifølge dem vil medføre nye administrative udgifter i kommunerne, samtidig med at den forventes at have me­get begrænset effekt på beskæftigelsen

Sådan lød budskabet fra beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen (S), som onsdag eftermiddag var kaldt i samråd om vismændenes kritik af regeringens aftaler på kontanthjælpsområdet.

Fik du læst?

Kontanthjælpsaftale skræller et lag af bureaukratiet - men tilføjer et nyt i jobcentrene

"Uanset hvad man kan skønne på forhånd, og uanset hvad økonomer sætter to streger under, så står vi i regeringen fast på, at vi ikke vil acceptere et alternativ, hvor vi stiltiende affinder os med, at en stor gruppe mennesker er kommet til Danmark, og aldrig har været i fast arbejde."

Ifølge Ane Halsboe-Jørgensen er den kommende arbejdspligt til indvandrere ubetrådt land. Derfor kan det ikke dokumenteres, hvordan det kommer til at virke.

"Men ordføreren kan heller ikke bevise, at det ikke virker," sagde hun til Victoria Velasquez fra Enhedslisten, der havde indkaldt til samrådet.

Ministeren anerkender dog, at det kan virke modsigende, at regeringen både ønsker at fjerne bureaukrati og proceskrav i indsatsen og samtidig ønsker at indføre arbejdspligten.

"Men for mig handler det grundlæggende om, at der er en gruppe mennesker i vores samfund, som er overrepræsenteret på passiv forsørgelse. Det kommer denne regering ikke til at acceptere, og jeg synes heller ikke, vi kan være det bekendt," siger Ane Halsboe-Jørgensen.

Fik du læst?

Er arbejdspligten en bombe under arbejdsmarkedet? Minister afviser

Victoria Velasquez bad ministeren redegøre for, om det fortsat er forsvarligt at gennemføre aftalen om arbejdspligt, når vismændende peger på, at arbejdspligten rammer mål­gruppen forkert, potentielt skaber fattigdom og får kriminaliteten til at stige.

"Ja, det mener jeg helt afgjort," svarede Ane Halsboe-Jørgensen.

"Jeg håber, at arbejdspligten bliver vejen til noget andet. At meningsfulde arbejdsfællesskaber bliver en vej væk fra passiv forsørgelse. Det er sundt, at vi stiller krav om, at dem som kan, de skal bidrage for deres ydelse, ligesom man bidrager for sin løn på arbejdsmarkedet. Samtidig sikrer vi, at flere børn oplever, at deres forældre står op om morgenen og tager afsted," lyder det fra Ane Halsboe-Jørgensen.

Fik du læst?

Forsker: Arbejdspligt kan føre til bureaukratisk helvede i jobcentrene

Ministeren påpegede også, at aftalen om arbejdspligt skal ses i sammenhæng med de øvrige aftaler på kontanthjælpsområdet, som et bredt flertal i Folketinget blev enige om i oktober sidste år.

"Med den store reform af kontanthjælpssystemet indfører vi en række tiltag, som kommer til at hjælpe de borgere, der bliver omfattet af arbejdspligten og ikke mindst deres børn," siger Ane Halsboe-Jørgensen.

Hun nævnte et lempeligere indkomstfradrag, udvidet adgang til børnetilskud, et nyt fritidstillæg og tilskudsberettiget medicin.

"De tre aftaler på kontanthjælpsområdet er tæt forbundne, fordi de påvirker forholdene for den samme grupper mennesker."

Fik du læst?

STAR lancerer særlig hotline og temaside om nyt kontanthjælpssystem

Sidst opdateret: 29/08/2024 - 09:37

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

NB-Beskæftigelse er Danmarks førende nichemedie om beskæftigelsespolitik.
Vi tror på, at substans har betydning i den politiske proces, og derfor fokuserer vi på indhold frem for spin.

Læs mere om NB-Beskæftigelse her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]