Unge fra Esbjerg, Holbæk, Køge og Roskilde får ny mulighed for at komme godt igennem uddannelseslivet og finde beskæftigelse. Gennem Ungebudgetter kan de unge i tæt dialog med en sagsbehandler i højere grad forme deres beskæftigelsesindsats ud fra individuelle ønsker og behov.

Unge fra Esbjerg, Holbæk, Køge og Roskilde får ny mulighed for at komme godt igennem uddannelseslivet og finde beskæftigelse. Gennem Ungebudgetter kan de unge i tæt dialog med en sagsbehandler i højere grad forme deres beskæftigelsesindsats ud fra individuelle ønsker og behov. - Foto: Esbjerg Kommune

Nyt projekt: Budget på 25.000 kroner skal hjælpe unge i job i flere kommuner

Et nyt projekt mellem Aarhus Kommune og fonden Lind Foundation har vist så lovende resultater for unge uden job og uddannelse, at det nu udbredes til yderligere fire kommuner.

Udgivet: 20/08/2024

Kasper Rasmussen

Redaktør

Del artiklen:

Med et budget på 25.000 kroner får 250 tilfældigt udvalgt unge mellem 18-29 år muligheden for at skræddersy deres beskæftigelsesindsats i tæt dialog med en sagsbehandler.

Målet er at bringe de unge, som har været uden job og uddannelse i minimum 26 uger, nærmere job og uddannelse gennem øget indflydelse og større ansvar.

Efter gode resultater i Aarhus Kommune udvides projektet med ungebudgetter, som er støttet af Lind Foundation, nu til kommunerne Esbjerg, Holbæk, Køge og Roskilde.

Fik du læst?

Næsten uændret ledighed i juli - mens langtidsledigheden falder

Projektet skal undersøge, hvilke positive forandringer de unge oplever, samt de samfundsøkonomiske effekter, som skabes via tilgangen, og i de fire kommuner ser man frem til den nye tilgang.

”Jeg er sikker på, at denne mulighed for selv at kunne handle vil give de unge ny energi og hjælpe dem videre, og jeg er meget spændt på, hvad de unge vælger at bruge pengene til”, siger Jakob Lykke, formand for Social & Arbejdsmarkedsudvalget i Esbjerg Kommune, i en pressemeddelelse.

"Det er et projekt, hvor de unge på en helt anden måde kommer til at tage ansvar for egen uddannelse og videre vej ud på arbejdsmarkedet. Muligheden for selvbestemmelse er motiverende, og ansvaret er udviklende. Det er en rigtig spændende kombination”, lyder det fra Karina Helmer, formand for Udvalget Beskæftigelse, Uddannelse og Erhverv i Holbæk Kommune.

Fik du læst?

Kommunernes dilemma med puljepenge: En nødvendig støtte eller en administrativ byrde?

Med en kommende evaluering ønsker Lind Foundation at undersøge, hvordan interventionen virker, og hvad effekten er, når initiativet afprøves i større skala.

"Det er et vigtigt strategisk fokus for os at være med til at afprøve nye løsninger på socialområdet og undersøge effekten, så vi kan understøtte offentlig udbredelse af det, der virker. Vi tror på, at varige forandringer opnås gennem medbestemmelse og de unges egen motivation for forandring. Vi ser derfor frem til at undersøge, om Ungebudgetter får flere unge i eller nærmere beskæftigelse eller uddannelse”, udtaler Jens Bruun, CEO i Lind Foundation.

Sidst opdateret: 22/08/2024 - 08:58

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

NB-Beskæftigelse er Danmarks førende nichemedie om beskæftigelsespolitik.
Vi tror på, at substans har betydning i den politiske proces, og derfor fokuserer vi på indhold frem for spin.

Læs mere om NB-Beskæftigelse her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]