
- Foto: Foto af Nanna Højlund, næstformand for FH - foto af Peter Rahbæk Juel (Bo Amstrup/Ritzau Scanpix) - foto af Verner Sand Kirk (Danske A-kasser) - Jacob Holbrand (Dansk Arbejdsgiverforening) - foto af Kasper Ejlertsen (privat) - og foto af Signe Færch (Dansk Socialrådgiverforening).
Her er reaktionerne på ekspertgruppens anbefalinger fra de vigtigste aktører
Gennemfører regeringen en stor del af ekspertgruppens anbefalinger, vil vi utvivlsomt få et bedre beskæftigelsessystem, mener Peter Rahbæk Juel, formand for KL’s arbejdsmarkedsudvalg. Hos FH kalder næstformand anbefalingerne for utroligt skuffende.
Udgivet: 02/07/2024
Ekspertgruppen for fremtidens beskæftigelse har mandag præsenteret sit bud på, hvordan en model for fremtidens beskæftigelsesindsats skal se ud.
NB-Beskæftigelse har samlet en stribe reaktionerne fra de vigtigste aktører på beskæftigelsesområdet.
Formand for KL’s Arbejdsmarkeds- og Borgerserviceudvalg, Peter Rahbæk Juel, kvitterer for, at de har gået til opgaven med krum hals.
”Det er en svær opgave, som ekspertgruppen er blevet stillet. Jeg vil derfor gerne kvittere for det store stykke arbejde, de har lavet, hvor borgerne og virksomhederne har været i fokus. Hvis regeringen og Folketinget gennemfører en stor del af anbefalingerne, vil vi utvivlsomt få et bedre beskæftigelsessystem,” lyder det fra Peter Rahbæk Juel i en pressemeddelelse.
”Men det er bekymrende, at der fortsat holdes fast i en besparelse på 3 milliarder kroner i en tid, hvor manglen på arbejdskraft er en af vores allerstørste udfordringer. Jeg har hele tiden sagt, at man skal passe på med ikke at høste, før man har sået. Nu er ekspertgruppen kommet med nogle anbefalinger – men der er stadig lang vej endnu, før man kan begynde at tale om reelle forandringer," siger han.
Ekspertgruppen anbefaler, at reformen indfases gradvist fra 2026 og frem til 2030, så kommunerne får tid til at foretage de nødvendige omstruktureringer og tilpasninger.
DA: Gode takter i ekspertgruppens anbefalinger
Hos Dansk Arbejdsgiverforening (DA) ser man også gode takter i ekspertgruppens anbefalinger.
Det er godt med forenkling af de mange forsørgelsesordninger, men der er behov for mere faste rammer for den fremtidige organisering af beskæftigelsesindsatsen, lyder det fra DA’s administrerende direktør, Jacob Holbraad.
"Vi står i en situation, hvor vi både nu og i fremtiden vil have en stor mangel på medarbejdere. Her er det helt afgørende, at vi får et mere effektivt beskæftigelsessystem, som sikrer, at ledige hurtigst muligt kommer i beskæftigelse, og virksomhederne får hjælp til at få de medarbejdere, som de har brug for. Det er der flere af anbefalingerne, der har øje for," siger han i en pressemeddelelse.
Ekspertudvalget anbefaler blandt andet, at man reducerer antallet af målgrupper fra 13 til 5, hvor for eksempel ressourceforløbsydelse, jobafklaringsforløb, revalideringsydelse og seniorjob bortfalder.
"Det er en god idé at få ryddet op i de mange ordninger. Det har medført uklarhed blandt borgerne og alt for mange administrative omkostninger i kommunerne. Derudover ved vi erfaringsmæssigt, at færre ordninger giver færre offentligt forsørgede, hvilket kan være med til at sikre flere medarbejdere til både de private og offentlige arbejdspladser, som vi har hårdt brug for," mener Jacob Holbraad.
Ekspertudvalget foreslår også, at man fjerner det nuværende krav til, at kommunerne skal have et jobcenter. I stedet skal kommuner selv kunne beslutte organiseringen af deres beskæftigelsesindsats ved eksempelvis at sammenlægge arbejdsmarkeds- og socialforvaltning eller placere det nuværende jobcenter i erhvervsafdelingen.
"Det kan svække samarbejdet mellem kommuner og virksomheder markant, hvis virksomhederne skal forholde sig til mange forskellige kommunale måder at organisere sig på. Der er brug for mere faste rammer her," siger Jacob Holbraad til den del.
Socialrådgiverne: Milliardnedskæringer er gift for gode intentioner om frisættelse
Ekspertgruppen har gode intentioner med flere af deres anbefalinger. Men regeringens ønske om store besparelser og 3.500 færre årsværk risikerer at torpedere potentialet i frisættelsen, lyder advarslen fra Dansk Socialrådgiverforening.
"Ekspertgruppen udstikker den rette kurs med anbefalinger om højere faglighed og større tillid til socialrådgiverne og borgerne. Men besparelserne betyder 3.500 færre årsværk. Derfor er der en kæmpe risiko for, at den enkelte socialrådgiver får ansvaret for endnu flere borgere og dermed endnu ringere mulighed for at hjælpe dem godt i arbejde," advarer Signe Færch, som er forkvinde for Dansk Socialrådgiverforening.
"Frisættelse er rigtig godt, hvis det er socialrådgiverne og borgerne, som frisættes til at lave det, der giver mening for den enkelte borger, og hvis socialrådgiverne får tiden og ressourcerne til at skabe fremdrift for borgeren med de rette indsatser. Hvis det derimod er frisættelse af kommunerne til at gøre nul og niks for de mest udsatte, så er det et stort problem," påpeger Signe Færch.
Trods bekymringerne er der også ros fra socialrådgiverne til flere af ekspertgruppens anbefalinger. Her hæfter Signe Færch sig bl.a. ved forslaget om at reducere antallet af målgrupper i beskæftigelsessystemet:
"I dag er der et utal af målgrupper i lovgivningen, og for hver målgruppe gælder der særlige regler. Derfor er det positivt, at man vil forenkle lovgivningen, stille færre krav til antallet af samtaler og give socialrådgiverne et større handlerum. Det er tiltrængt, men det kræver også, at vi får nogle forsvarlige rammer," mener Signe Færch.
Hun roser desuden, at ekspertgruppen foreslår en ny fremdriftsgaranti, som skal forhindre stilstand i borgernes sager:
"Kommunerne skal ikke have lov til at overlade borgerne til sig selv uden støtte, indsatser og fremdrift. Hvis forslaget om en fremdriftsgaranti udformes rigtigt og kombineres med et krav om lavere sagstal for medarbejderne, så kan det blive en god hegnspæl og en fornuftig grænse for frisættelsen."
HK: Medarbejderne på jobcentre skal inddrages i reform
HK Kommunal ser flere fine takter ved, at ekspertgruppen anbefaler mere kvalitet i beskæftigelsesindsatsen. Altså færre, men mere målrettede indsatser. Det er dog alfa og omega, at hverdagens eksperter – de dygtige medarbejdere på jobcentrene – bliver inddraget i processen, når anbefalingerne politisk skal forhandles og implementeres, lyder det fra fagforeningen.
"Det glæder mig, at ekspertgruppen med deres anbefalinger kommer med en kæmpe cadeau til de dygtige medarbejdere på jobcentrene. Vi kan se, at både virksomheder og borgere er meget tilfredse med sagsbehandlerne, men at det i vidt omfang er systemet, krav, regler og regulering, der skaber frustrationen," lyder det fra næstformand i HK Kommunal, Kasper Ejlertsen.
Fik du læst?
Den største frisættelse og afbureaukratisering af indsatsen nogensinde: Se anbefalingerne
Derfor er det overordnet set positivt, at man nu ønsker at sætte kommunerne mere fri, og at man lægger op til, at sagsbehandleren i højere grad kan skræddersy et forløb, der passer til den enkelte borger, mener han.
Til gengæld kalder han besparelserne på 3 milliarder kroner for 'jordens dårligste ide.'
"I stedet for at rundbarbere systemet, bør man hellere bruge pengene til fordel for unge ledige, forebyggelse og en bedre indsats for de mest udsatte," understreger Kasper Ejlertsen.
FH dumper anbefalinger
”Det er helt utroligt skuffende og virker ganske enkelt som om, at ekspertgruppen ikke har forholdt sig til problemerne."
Sådan siger næstformand for Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH) Nanna Højlund i et indlæg.
Hun medgiver, at det er en vanskelig opgave, ekspertgruppen har fået. Men kæden hopper for hende af, når det kommer til kuren. Her lægger ekspertgruppen nemlig op til at fjerne stort set alle rettigheder for de arbejdsløse.
”Når man har brugt ordet ’frisættelse’ i den her forbindelse, troede jeg, det handlede om at give de arbejdsløse mere frihed til at beslutte, hvad de har brug for. Men for ekspertgruppen har det åbenbart handlet om at sætte kommunerne fri til at gøre præcis, hvad de har lyst til,” lyder det fra Nanna Højlund.
Ekspertgruppen opnår forenklingen ved blandt andet at fjerne uddannelsesrettigheder og investering i arbejdsløses kompetencer.
Men det er det helt forkerte tidspunkt at skære på efteruddannelse, understreger FH’s næstformand.
"Der er stor efterspørgsel på kvalificeret arbejdskraft i Danmark. Så virker det ærligt talt helt uforståeligt og kortsigtet at spare på at gøre de arbejdsløse klar til at arbejde."
Grundlæggende er Nanna Højlund af den overbevisning, at ekspertgruppens vision vil skabe et langt mere utrygt land at være arbejdsløs i.
Det skyldes ikke mindst, at der bliver lagt op til, at hver kommune skal designe sit eget system. Og at de regionale arbejdsmarkedsråd skal nedlægges. Det betyder, at den enkelte kommune bliver herre i eget hus og ikke vil være underlagt en overordnet koordinering, mener hun.
Selvom ekspertgruppens kommissorie lagde op til, at a-kasserne skal have mere indflydelse, er det ikke med i anbefalingerne.
At foreslå at spare penge på jobrettet uddannelse til arbejdsløse, når man i stedet for kan hente en stor besparelse ved at lade a-kasserne tage en større del af ansvaret for deres medlemmer er helt uforståeligt”, siger Nanna Højlund.
Også skuffelse hos Danske A-kasser
Hos Danske A-kasser er direktør Verner Sand Kirk enig med Nanna Højlund i kritikken.
Han fremhæver skuffelse over, at ekspertgruppen ikke giver a-kasserne større indflydelse, og så ærgrer han sig over, at man vælger at skære efteruddannelse.
"Ekspertgruppen har vurderet, at indsatsen for jobparate og dagpengemodtagerne er velfungerende. Vi har jo en historisk lav ledighed. Derfor har fokus tydeligvis været på de grupper længere væk fra arbejdsmarkedet," siger Verner Sand Kirk til NB-Beskæftigelse.
"Det er forståeligt. Når det er sagt, er vi temmelig kede af, at ekspertgruppen ønsker at stramme på jobrettet uddannelse. Det er tudetosset, når vi samtidig står i situation, hvor der er mangel på arbejdskraft. Vi risikerer, at man i stedet må øge rekrutteringen af udenlandsk arbejdskraft," siger han.
"Det er tydeligvis et led i besparelserne på 3 milliarder kroner. Ellers har jeg meget svært ved at se fornuften i det" tilføjer han.
Du kan læse alle anbefalingerne her.
Sidst opdateret: 02/07/2024 - 10:25










































