Karina Sørensen, jobcenteransat og HK Kommunals talsperson på beskæftigelsesområdet

Jeg arbejder som beskæftigelsesfaglig medarbejder i en helt gennemsnitlig kommune og havde selvfølgelig som mine kolleger landet over med spænding set frem imod præsentationen af ekspertgruppens arbejde med anbefalinger for fremtidens beskæftigelsesindsats i denne uge.

HK Kommunal har som faglig organisation for den største gruppe medarbejdere i de stadig eksisterende jobcentre fra starten af ekspertgruppens arbejde fremsat ti anbefalinger, hvoraf den vigtigste er: mere tillid. Så jeg er selvfølgelig startet med at se efter, om anbefalingerne fra ekspertgruppen udviser tillid til ledige, sygemeldte og ansatte i jobcentrene, og fra eksperterne var der jo stor ros til de ansatte.

Når borgerne hidtil har været frustrerede, har det i høj grad været systemet, man har været frustreret på og ikke den enkelte medarbejder, den ledige eller sygemeldte sad over for.

Jeg tænker, at ekspertgruppens anbefaling om en mere individuelt tilrettelagt indsats kan ses som en tillidserklæring til min og mine kollegers arbejde. Vi kan godt, i samarbejde med borgerne, finde den gode løsning. Djævlen ligger som altid i detaljen, for når ekspertgruppen samtidig er sat til at spare 3 mia, hvoraf 1,2 mia. skal findes på driften (min og mine kollegers løn) og resten på indsatser, så bliver der jo færre ansatte til at have de individuelle samtaler med borgerne og lægge den individuelle plan. Der bliver også færre penge til de indsatser, som man så kan have lyst til at aftale med borgerne.

Hvis ikke tanken om den individuelle løsning bare skal være tomme ord, så skal der være både medarbejdere og indsatser at lægge ind i løsningerne.

En meget ventet anbefaling fra ekspertgruppen er oprydning i de mange forskellige målgrupper, der i dag findes i beskæftigelseslovgivningen. Her har der især været kig på ressourceforløb, jobafklaringsforløb og revalidering i de udmeldinger, der inden den 24. juni er kommet fra eksperterne, og alle tre målgrupper/indsatser foreslås afskaffet.

Jeg er glad for, at Claus Thustrup Kreiner i forbindelse med sin anbefaling af afskaffelsen af ressourceforløbene slog fast, at det ikke er den tværfaglige indsats, der foreslås afskaffet.

Der er dog en vigtig pointe i forhold til ressourceforløbene og jobafklaringsforløbene, som det er vigtigt at få afklaret i den politiske behandling af ekspertgruppens anbefalinger: Hvad skal borgerne leve af?

Når man i sin tid fra politisk side indførte ressourceforløb og jobafklaringsforløb, var det til dels et svar på et hul i forhold til syge menneskers forsørgelsesgrundlag. Når sygedagpengene udløb, var muligheden for at få noget at leve af at søge om kontanthjælp, men kontanthjælpslovgivningen har gensidig forsørgelsespligt for ægtefæller, lige som der er meget stramme grænser for mulighed for at have opsparing. Det betød tidligere, at en sygemeldt, der var gift med en ægtefælle med en helt almindelig lønmodtagerindtægt, ikke var berettiget til nogen form for hjælp men var helt afhængig af at blive forsørget af sin ægtefælle.

Jeg arbejder selv med unge bl.a. på STU. Unge STU-elever må godt have en opsparing fx en børneopsparing, men hvis man efter endt STU overgår til uddannelseshjælp, så skal den opsparing bruges, før man kan få en forsørgelsesydelse.

Det kan være et legitimt politisk synspunkt, at man må leve af sin børneopsparing, eller at man som sygemeldt ikke skal modtage nogen støtte fra det offentlige, hvis man er gift. Jeg håber at få sikkerhed for, at der ikke fremover bliver syge, der bringer deres families økonomi i problemer, fordi de ikke kommer til at kunne bidrage.

Der er mange yderligere spørgsmål, der skal afklares, hvis man forestiller sig ekspertgruppens anbefalinger omsat til lovgivning bl.a.:

• Er det svar på ønsket om værdighed i indsatsen og tillid til borgeren at fjerne de fleste forlængelsesgrunde i sygedagpengelovgivningen?
• Hvem får beslutningskompetencen i vurderingen af, om en borger er jobparat eller ej? Er det borgeren selv eller medarbejderen i beskæftigelsesindsatsen?
• Bliver det en ren fiktiv mulighed, at ledige kan få jobrettet uddannelsesindsats før den 26. uge, når ekspertgruppen forudsætter store besparelser på indsatsen?
• Hvad bliver det forventede administrative arbejde i at lave årlige skriftlige beskrivelser af borgernes fremdrift og progression i retning af arbejdsmarkedet for de mere udsatte ledige?
• Og bliver den administrative opgave større eller mindre end det nuværende administrative arbejde før rehabiliteringsmøderne, som ekspertgruppen forudsætter stærkt formindsket?
• Vil afskaffelsen af rehabiliteringsmøderne føre til, at de ansatte kan bruge deres faglighed mere, eller vil de centrale regler bare blive afløst af 98 forskellige sæt regler i hver kommune?
• Hvordan bliver borgernes retssikkerhed over for systemet?
• Hvordan bliver målingen af virksomhedernes tilfredshed tilrettelagt? Er det bare måling på virksomhedernes tilfredshed med beskæftigelsesindsatsen – altså a-kasserne og kommunerne under ét? For vil begge parter ikke altid kunne skyde enhver utilfredshed over på, at det er ”de andre”, som utilfredsheden er rettet imod.

Listen med endnu uafklarede spørgsmål kan nok fortsætte på et par sider mere. Beskæftigelsesministeren var ikke selv til stede ved præsentationen af ekspertgruppens anbefalinger, så der var intet i præsentationen om det videre politiske arbejde.

Det bliver lige så spændende, som det har været at vente på eksperterne.