
Daværende beskæftigelsesminister Mette Frederiksen til møde med Enhedslisten om arbejdsløshed og dagpenge i Landstingsalen på Christiansborg. - Foto: Katrine Emilie Andersen/Ritzau Scanpix
Analyse: Mette Frederiksens reform af førtidspensionen fik kun få i job
Reform fra 2013 har ikke virket efter hensigten, viser ny analyse. Ekspert peger på målgruppens dårlige helbred som forklaring
Udgivet: 23/05/2024
Reformen af førtidspensionen fra 2013 fik ikke flere udsatte unge i ordinært job og kun få i fleksjob. Sådan lyder konklusionen i en ny analyse af Rockwool Fonden.
Det skriver Dagbladet Information.
Anders Holm er forskningsprofessor ved Rockwool Fonden og har været med til at udarbejde analysen. Han er overrasket over de resultater, forskergruppen er kommet frem til, og vurderer, at den manglende beskæftigelseseffekt skyldes, at målgruppen er »ekstremt syge«:
"Der er en lille gruppe, som det giver mening at forsøge at få tilbage på arbejdsmarkedet, men for størstedelen vil det være fuldstændigt umuligt," siger han til Information.
Den pointe underbygges af, at reformen kun har fået en lille del af gruppen i fleksjob:
"For hvis de væltede ud i fleksjob, kunne man måske sige, at der var noget at komme efter, men det gør de ikke," siger Anders Holm.
Reformen blev indført af den daværende regering, som Mette Frederiksen var beskæftigelsesminister i. Den betød i korte træk, at udsatte personer under 40 som udgangspunkt ikke skulle tilkendes førtidspension, medmindre det vurderedes at være 'formålsløst' at forsøge at udvikle deres arbejdsevne.
I stedet fik de tilbudt et såkaldt ressourceforløb, der indebærer en væsentligt lavere ydelse end førtidspension, og et rehabiliteringsforløb, der skal hjælpe den pågældende i job eller uddannelse.
Regeringens reform betød, at der blev bevilget væsentlig færre førtidspensioner til mennesker under 40 år – antallet faldt fra mellem 4.000 til 5.000 om året i årene op til reformen til mellem 1.000 og 2.000 årlige førtidspensioner i årene efter.
Information har fremlagt Information har fremlagt analysen for lektor, ph.d. i socialt arbejde ved Aalborg Universitet Iben Nørup. Hun finder analysen overbevisende og troværdig og er ikke overrasket over dens konklusioner:
"Det er det mønster, man har set, fra man begyndte at lave de første statustræk fra?Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering (STAR). Nemlig at overgangen til?ordinær beskæftigelse var tæt på nul," siger Iben Nørup til Information.
Fik du læst?
Forsker ser behov for at nuancere myte om udsatte unge: 'Vi skal væk fra den fortælling'
Hun deler Anders Holms vurdering af, hvorfor reformen ikke fik flere i job:
"Den primære forklaring er, at der er tale om mennesker med alvorlige og permanente helbredsproblemer. Det gør, at deres arbejdsevne er ekstremt begrænset, hvis de overhovedet har nogen."
Information har forelagt Rockwool Fondens analyse for statsminister Mette Frederiksen. I en mail henviser Statsministeriet til Beskæftigelsesministeriet, som henviser til Socialdemokratiets beskæftigelsesordfører Jens Joel, som det ikke har været muligt at få en kommentar fra inden Informations deadline.
Sidst opdateret: 23/05/2024 - 10:06










































