
Beskæftigelsesordfører for Dansk Folkeparti (DF) Nick Zimmermann lagde på ingen måde skjul på, at han gerne var gået længere med justeringerne på sygedagpengeområdet, da aftalen blev præsenteret i sidste uge. - Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
DF og SF var gerne gået længere i aftale: "Handler om borgerrettigheder"
I torsdags blev en ny aftale om sygedagpenge offentliggjort. Politiske uenigheder forsinkede forløbet, fortæller to af partierne bag.
Udgivet: 19/03/2024
Torsdag fremlagde regeringen sammen med en række partier en ny sygedagpengeaftale, der justerer reglerne på området.
Men både hos Dansk Folkeparti og SF, som er en del af aftalen, var man klar til at gå længere.
Det lægger beskæftigelsesordfører for Dansk Folkeparti (DF) Nick Zimmermann, og SF’s arbejdsmiljøordfører, Astrid Carøe, der under præsentation af aftalen afløste beskæftigelsesordfører Karsten Hønge, på ingen måde skjul på.
"Vi synes sådan set, at der mangler en retssikkerhed for borgerne. For eksempel har man ikke mulighed for at se, hvad ens sagsbehandler skriver, ligesom man ikke kan få et indblik i lægeerklæringer. Det bør man som borger selvfølgelig have, og derfor er der nogle punkter, hvor vi gerne ville være gået længere," lød det fra Nick Zimmermann ved præsentationen.
SF havde gerne set, at borgerne fik mulighed for at få deres sag forbi et rehabiliteringsteam, hvis samarbejdet med deres sagsbehandler ikke er godt, ligesom borgerne skulle kunne få indflydelse på, hvem der skulle sidde med i deres rehabiliteringsteam.
Og så var partiet klar til at ændre revurderingstidspunktet allerede nu. I dag skal den vurdering ske efter 22 uger, men det er for tidligt, lyder kritikken.
"Det også været vigtigt for os at understrege, at når vi alligevel er gået med i aften, forventer vi også, at der bliver kigget på noget mere fleksibilitet i den kommende store reform," siger Astrid Carøe til NB-Beskæftigelse.
Trods kritikken glæder beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen (S) sig over aftalen.
"Rehabiliteringsteams kan helt sikkert være en god ting for nogle, men er det langt fra for alle. Det vi blandt andet har kunne se fra det nordjyske frikommuneforsøg er, at man kun indkalder de her teams og bruger mange ressourcer på det, hvis den pågældende sag har brug for det."
"I Aalborg har man så samtidig gjort det, at hvis jobcentret vurderer, at der ikke er brug for et møde med rehabiliteringsteamet, og borgeren er uenig i den beslutning, har de kunnet benytte sig at retten til det. Det er der nul borgere, der har gjort," siger Ane Halsboe-Jørgensen.
Som NB-Beskæftigelse tidligere har beskrevet, var der lagt op til, at justeringerne allerede skulle præsenteres sidst i februar.
Men uenighederne med Dansk Folkeparti og SF betød, at Ane Halsboe-Jørgensen måtte væbne sig med tålmodighed.
"Vi har arbejdet på det her i længere tid, og vi har i den seneste periode været meget tæt på hinanden. Det handler også om, at vi skal kunne præsentere aftalen samlet," lyder det fra ministeren til NB-Beskæftigelse.
Sidst opdateret: 19/03/2024 - 11:33










































