
Vicedirektør i Dansk Industri Steen Nielsen betegner IGU som en stor succes. Men der er behov for, at flere kommuner benytter ordningen, påpeger han. - Foto: Dansk Industri / befunky.com
Trods svær start: Syv ud af ti kommer i job - nu skal særlig ordning udvides
Næsten syv ud af ti, som har været ansat i en IGU-stilling, er efterfølgende kommet i job, viser ny analyse. I 2024 skal ordningen udbredes, så flere flygtninge integreres på det danske arbejdsmarked.
Udgivet: 27/02/2024
Selvom mange indvandrere er kommet i job de seneste år, så er de fortsat overrepræsenteret blandt ledige i kontanthjælpssystemet.
En af de ordninger, som dog har succes, er integrationsgrunduddannelsen (IGU), viser en ny analyse fra Dansk Industri (DI).
Specielt i den private sektor er ordningen, der giver flygtninge og familiesammenførte mulighed for at blive ansat i en elevstilling, en stor succes.
Næsten syv ud af ti, som har været ansat i en IGU-stilling i den private sektor, er efterfølgende kommet i andet job, viser analysen.
"At så mange IGU-elever efterfølgende kommer i job er over al forventning," lyder det fra vicedirektør i Dansk Industri Steen Nielsen til NB-Beskæftigelse.
Han henviser til, at det må betegnes som en høj succesrate sammenlignet med jobcentrenes andre redskaber i integrationsindsatsen.
"Og så er ordningen gratis for kommunerne forstået på den måde, at der er tale om en almindelig ansættelse, hvor medarbejderen får en ordinær løn og dermed ikke en ydelse fra kommunen. Derfor er det også godt, at arbejdsmarkedets parter har aftalt at udvide ordningen, så mange flere kan få glæde af den," lyder det fra Steen Nielsen.
Der har samlet set været langt flere IGU-elever i den private sektor, og det er ifølge Steen Nielsen positivt, for selvom fuldførelsesprocenten er højest i den offentlige sektor, så er der som nævnt flere IGU-elever i den private sektor, som efterfølgende fortsætter i job.
(Artiklen fortsætter under grafen)
IGU-ordning skal udbredes i 2024
Den toårige integrationsgrunduddannelse trådte i kraft 1. juli 2016. I efteråret valgte regeringen og arbejdsmarkedets parter at udvide og forlænge ordningen, så den nu løber indtil 2028.
Det skete blandt andet efter, at IGU-ordningen stod højt på dagsordenen, da Reformkommissionen sidste år kom med en række anbefalinger til, hvordan unge og voksne på offentlig forsørgelse kan hjælpes til at komme tættere på uddannelse eller arbejdsmarkedet.
Udvidelsen af IGU betyder, at ordningen ikke længere kun er målrettet nytilkomne flygtninge. Fremover vil alle grupper af familiesammenførte i alderen 18-50 år med en opholdstid på op til 20 år være omfattet. Desuden styrkes ordningen med et skærpet fokus på danskundervisning, ligesom der fremover etableres et antal fagspecifikke retninger for at styrke og målrette skoledelen.
Steen Nielsen håber, at det vil udbrede ordningen. Det er nemlig ikke nogen hemmelighed, at den i dag kun anvendes i yderst begrænset omfang.
Der er givet lidt over 3.000 IGU-forløb på landsplan siden 2016 - sidste år blev der givet 180, mens der i 2022 blot blev tildelt 132 forløb. På kortet kan du se, hvordan de fordeler sig i landets kommuner.
DI-vicedirektøren mener, at kommunerne spiller en afgørende rolle, hvis IGU-ordningen for alvor skal udbredes.
"Mange virksomheder efterspørger medarbejdere lige nu. Men de møder oftest ikke de nytilkomne flygtninge, så de er afhængige af kommunerne, som spiller en meget vigtig rolle for udbredelsen. Jobcentrene skal være mere opmærksomme på fordelene ved at benytte IGU-ordningen," lyder det fra Steen Nielsen.
(Artiklen fortsætter under kortet)
IGU-ordningen bør prioriteres frem for nyttejob
Til næste år bliver der ifølge Steen Nielsen en sidegevinst for kommunerne ved i højere grad at udbrede IGU-ordningen.
Når arbejdspligten træder i kraft i 2025, bliver det op til kommunerne at tilrettelægge forløb for de personer, der bliver omfattet af den nye arbejdspligt på 37 timer om ugen.
"Jeg mener faktisk, at IGU med fordel kan erstatte de kommende nyttejob. I mange tilfælde bringer de jo ikke nødvendigvis indvandrere tættere på et arbejde. Det handler mest om at gå og lave noget, der ellers ikke ville blive gjort. Jeg mener, at det giver bedre mening at udbrede IGU-ordningen, hvor de kan komme ud på en rigtig arbejdsplads, som vil give bedre forudsætninger for sidenhen at få et ordinært job," lyder rådet fra Steen Nielsen.
Om IGU-ordningen:
- Integrationsgrunduddannelsen (IGU) er en kombination af uddannelse og arbejde på en overenskomstfastsat elevløn rettet mod nytilkomne flygtninge.
- Fra 2024 er målgruppen for IGU flygtninge og alle grupper af familiesammenførte i alderen 18-50 år med en opholdstid på op til 20 år.
- Uddannelsen i IGU kan bestå af: Arbejdsmarkedsuddannelser (AMU), forberedende voksenundervisning (FVU), almen voksenuddannelse (avu), Hf-enkeltfag, danskuddannelserne (uim.dk)
Kilde: Børne og Undervisningsministeriet
Sidst opdateret: 27/02/2024 - 11:36











































